Lyt til artiklen
Drengegeniet Cameron Crowe har ved adskillige lejligheder brugt rockmusikken i sine film. Mest mindeværdigt står den selvbiografiske ’Almost Famous’ fra 2000, hvor instruktørens egen fortid som skribentbarnestjerne på turné med The Almann Brothers fortælles som coming of age-historie. Men i alle instruktørens værker er soundtracket et bevis på en sjælden evne til at finde de helt rigtige numre til at skabe stemning sammen med billederne.
Crowes primære interesse er rockmusikken som metafor for menneskehedens mest positive sider. Homo sapiens er i hans sammenhæng et toneafgivende pattedyr – han abonnerer udpræget på Nietzsches aforisme om, at »sammenlignet med musikken er al anden form for kommunikation vulgær«.
