Man fornemmer tydeligt, at komikeren Louis C.K. har en finger med i spillet om denne moderne komedieserie, hvor latteren bliver siddende i halsen, fordi det egentlig er mere trist end for alvor sjovt. For hovedpersonen, den ikke ubetinget succesfulde, midaldrende skuespillerinde Sam Fox, spilles af Pamela Adlon, som også medvirker i og er medproducent af serien ’Louie’, og hendes plagede persona har nogle af de samme trængsler som Louie selv: umulige unger, trælse omgivelser og vanskeligt ved at finde tid til sig selv. Men faktisk er serien først og fremmest bygget over Adlons egen tilværelse, hvilket da også giver mening.

LÆS OGSÅ ANMELDELSEN AF LOUIS CK’S SUVERÆNE SATIRESHOW

Monster-mega-stride døtre

Sam har tre døtre. De er både søde og dejlige, men først og fremmest er de monster-mega-stride og ved at flå deres ophav fra hinanden med krav om dette og hint. Især er hendes ældste noget af en udfordring. Hun spørger eksempelvis sin mor, om hun vil skaffe hende noget pot, hvis det bliver nødvendigt. Og da Sam meddeler, at det ønsker hun ikke engang at snakke om, er der seriøst røg i køkkenet. Efterfølgende ser man adskillige eksempler på grænsesøgende adfærd fra hendes side, og når hendes mor i et forsøg på at være ansvarlig voksen påpeger urimelighederne, reagerer hun tvært, opfarende og indtager offerrollen.

Den slags situationer skal nok vække genkendelse rundtomkring i de små hjem, om end de færreste nok har fået så voldsom en verbal overhaling som den, der eksempelvis bliver Sam til del, da hun skælder lidt ud over, at datteren har holdt fest og svinet huset til uden at bede om lov. Hold da kæft for et møgfald. Og hun beskylder sin mor for blot at være skuespillerinde af rent narcissistiske årsager – ikke spor for pengenes skyld. Hun har i det hele taget ikke ret meget tilovers for sin moders handlingsmotiver. Hvilket stemmer fint overens med mange unge teenageres verdenssyn: De voksne fatter hat af det hele og gør alt som en personlig fornærmelse mod deres børn.

Hendes mellemste og yngste giver heller ikke ved dørene. Førstnævnte står på tærsklen til puberteten og nærer spirende rabiatfeministiske sympatier, men dens lille bare vil have opmærksomhed og gerne også en hundehvalp. Sådan er nu det.

Stakkels Sam

Sam må også trækkes med sin mor, der bor på den anden side af vejen. Hun spilles af über-britiske Celia Imrie, der spiller den ældre kvinde med følelse og på en sådan måde, at hun uden at vække opsigt ville kunne komme til et Politiken Plus-arrangement om dansk dramatik ved en skillevej. Hun er så elskelig og medfølende i forhold til sin datter, der kun henvender sig, når hun selv har behov for støtte – ikke når moderen vil fortælle om, at hun er begyndt at gå i motionscenter.

Episoderne er bygget op omkring dagligdags rutiner, og der arbejdes hele tiden hen imod et punkt, hvor Sam kan få lov til at få lidt tid til sig selv og nogle af de different things, hun drømmer om, eksempelvis at være sammen med sin kæreste. Men selv det forløber ikke uden sværdslag. For det er ikke nemt at være en midaldrende, stadig stræbende skuespillerinde med et forplantningssystem som en 16-årig. Så skal man nemlig huske prævention. Sine steder griner man faktisk højt, men for det meste tænker man bare, at livet skulle tage og give hende Sam en chance. Bare en gang imellem. For hun trænger til lidt medgang.