Engang var Danmark et landbrugsland. Om sommeren bølgede kornet gult, og køerne guffede kløver, så man kunne smage det i mælken. Mennesker og dyr levede i tæt samhørighed med naturen, og årets cyklus bestemte folks ydre og indre liv.

Sådan er det ikke mere, og det har faktisk ikke været sådan længe, selv om interesseorganisationer forsøger at bilde os ind, at landbruget stadig er vort vigtigste eksporterhverv, og at det er bønderne, der holder nationen oppe og sulten fra døren. Og den særlige landbokultur, der knytter sig til det agrare Danmarks storhedstid engang før tremmekalve, burhøns, stråforkortet korn og hormongrise, er uddøende i en grad, at den næsten kun findes i museale sammenhænge.