Man skal lige vænne sig til, at den hviskende stemme ikke tilhører agent Bauer fra thrillerserien ’24 timer’, men den sindige by- og boligminister Tom Kirkman, der meget mod sin vilje bliver præsident for USA. Stemmen tilhører i virkelighedens verden Kiefer Sutherland, der – trods tv-fortiden som hardboiled agent med hang til torturlignende afhøringsmetoder – er et rigtig godt valg til rollen som den bebrillede forsigtigper, der på en og samme dag oplever at blive fyret fra sin marginale ministerrolle om morgenen for senere på dagen at blive katapulteret ind i det ovale værelse.
Det sker den dag, præsidenten holder sin State of the Union-tale i Kongressen, hvor alle medlemmer er forsamlede – med undtagelse af Tom Kirkman, der er udvalgt til at være såkaldt Designated Survivor, det vil sige det kabinetsmedlem, der er udvalgt til at være overlevende i tilfælde af angreb på præsidenten og hans folk.




























