Der er megen dumhed i verden. Faktisk så meget, at selv de største idioter kan se uvidenheden snige sig ind alle vegne og sætte dagsorden. Det udnytter de så til at forvrænge diskussionen og fjerne fokus fra det egentlige. I stedet får man så drøftelserne til at handle om overordnede ideologiske forhold, hvis langtrækkende konsekvenser, de færreste er i stand til at udtale sig om.
Det er naturligvis den evindelige danske public service-debat, vi tænker på. For selv om et klogt og indsigtsfuldt udvalg netop er barslet med en rapport, hvori en række scenarier for public service i Danmark blev opridset, fik det da ikke danske mediepolitikere til at tænke sig om, vende skråen, stikke fingeren i jorden eller for den sags skyld bare tøve en kende.




























