Det mest befriende behagelige selskab på streaming-tv er australske ’Please Like Me’, hvis første tre (af fire) sæsoner for nylig materialiserede sig på Netflix og kort efter blev indtaget af undertegnede og hendes grådige underholdningstrang som en nybagt chokoladekage, der blev skubbet ind i fjæset med håndfladen, indtil det hele var pist væk. Suk.
Den er ikke, som titlen antyder, en komedieserie om en irriterende social desperado, og den lægger ikke på gammelklog vis satirisk afstand til en anerkendelseskultur med sit ’like’-påbud. ’Please Like Me’ er bare og heldigvis en tv-serie, der gerne vil have andre til at kunne lide dens opskrift, som består af alle de emner og karakterer og underholdningsgreb og af det humør og den hyggelige mærkelighed, som mande-drenge-geniet bag, komiker Josh Thomas, bedst selv kan lide. Sådan føles det.
