Savlende hanhunde i Molde-quizzen savner omtanke og selvkritik

Den begavede og skrappe quiz-forførerske, Signe Molde, som leger med de danske politikere.
Den begavede og skrappe quiz-forførerske, Signe Molde, som leger med de danske politikere.
Lyt til artiklen

Livet skal naturligvis ikke bare være arbejde, pligter og regelrette handlinger. Der skal også være plads til tant og fjas.

Det gælder for Dem, det gælder for Larsen, Hansen, Godtfredsen og fru Thormodsen. Og det gælder for vore politikere, der konstant tror, man befinder sig i en tilstand af alvor.

Derfor er det også i orden, at de slår sig løs og bliver folkelige – ikke bare på den årlige, næsten ugelange frokost i det grønne med deres spindoktorer og journalistkammerater, også kendt som ’Folkemødet’ på Bornholm, men også i quizprogrammer i fjernsynet.

Som i ’Quizzen med Signe Molde’, der har en slags status som bidende satireprogram om ugens hændelser med den vakse, hurtige og skrappe Signe Molde som vært.

Eller er det nu også helt i orden? At se vore førende politikere, vort lands ministre – for det er ikke de ukendte fra Folketingets tavse stole, der inviteres – boltre sig for åben skærm i selskab med den bidske charmetrold, der som en anden forførerske snor de nærmest rødmende politikere om sine små fingre?

Savlende hanhunde

Jeg har det lidt anstrengt med det. Jeg kan ikke helt slappe af og nyde programmet, når jeg ved, at de politikere, der sidder og leger gætteleg med fru Molde – en gætteleg, der balancerer på kanten af flirteri – er de selvsamme politikere, der jonglerer med flygtninges skæbne, udhuler folkeskolen og hjælpen til vore ældste medborgere og er medansvarlige for skattesjusk til omkring 80.000 millioner.

Hvad er der så at grine ad? Er det god stil at pjanke og pjatte og som savlende hanhunde at spille Signe Moldes spil?

Signe Molde - ekspert i ulideligt pinlige situationer

Og er der virkelig ikke én af disse politikere, der tænker: »Jeg melder afbud, det er ikke lige tiden at være sjov mand i Cirkus Molde«? Måske er der det, måske findes de. Måske er der dem, der ikke bare kommer løbende, når det er quiztid. Men jeg ved det ikke.

Bevares, Molde-quizzen er morsom. Fordi værtinden slipper af sted med at sige hvad som helst, og fordi der er storslåede satiriske øjeblikke om vores lille besynderlige land.

Men som man kan forstå, savner jeg lidt omtanke og selvkritik hos vore ledende politikere, som desværre synes at være båret af holdningen, at det er bedre at være på end slet ikke – uanset hvad.

Jeg vil dog tro, at der nok skal være dem, der – når de ser kritisk på sig selv i en genudsendelse – tænker: Hvad lavede jeg dog lige i det program, hvad var det dog, jeg sagde? Men så er det som regel for sent.

Rasmus Bech

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her