De to film er færdige. Der er fuldstændig stille i den fyldte biograf. Det er det der korte øjeblik efter en film, hvor publikum absorberer det, de lige har set, og endnu ikke har besluttet sig for sin reaktion.
Der går nogle sekunder. Men for Annett Wolf varer det en evighed. Hun sidder på forreste række, lidt til venstre for midten, med det hvide hår hængende ned over det venstre øje, i sit sorte tøj med perlekæden om halsen og tænker, at nu må universet ikke lade det her være hendes endelige dødsstød. I lommerne holder hun hårdt fast i sine bukser.
Så hører hun en fransk stemme længere henne ad rækken. »Bravo«, siger den. Så endnu en stemme: »Bravo«. Og så eksploderer salen. Alle rejser sig fra deres røde biografstole og klapper.
Det er en onsdag aften i januar 2016 i La Cinémathèque Française i Paris. Annett Wolf rejser sig og modtager en buket blomster.
