’Rick and Morty’ er vildt irriterende og herlig underholdning.
Foto: Netflix

’Rick and Morty’ er vildt irriterende og herlig underholdning.

Film og tv

Anmelderen: Det eneste nytårsforsæt, jeg gider have for 2018, er at sætte mig ned og se (mere) ’Rick and Morty’

Kontroltab er skønt at være vidne til, når det sker hos familien Smith. 'Rick and Morty' fordrer til et meget specifikt forsæt for det nye år: at se mere 'Rick and Morty'.

Film og tv

Set i tv er Politikens daglige tv-klumme. Den skrives på skift af avisens anmeldere og journalister og er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning. I dag skriver Eva Lange Jørgensen om 'Rick and Morty' på Netflix.

Rick Sanchez hiver en brun papkasse op på skrivebordet. Hans lyseblå monobryn peger ned mellem hans stikkende øjne i et vrissent V. Rick er en afdanket videnskabsmand med et ego på størrelse med en luftballon.

Han hader det meste, bortset fra at drikke alkohol og at opfinde ting. Ved siden af ham står hans datter, Beth. Papkassen er fyldt med opfindelser, Beth plagede sin far om at lave til hende som barn: Et uforgængeligt boldtræ. En tankestyrende hårklemme. En pisk, der gør folk til dine venner.

Scenen stammer fra næstsidste afsnit af den animerede amerikanske sitcom ’Rick and Morty’. Over foreløbig tre sæsoner viser den livets pilskæve gang hos familien Smith. Mor Beth, far Jerry, børnene Morty og Summer. Og så Rick, seriens egentlige hovedattraktion. Han holder til i garagen hos familien, hvor han pusler om sine eksperimenter og sin nihilisme.

’Rick and Morty’ er vidunderlig, fordi karaktererne ikke rigtig har styr på noget som helst

I afsnittet med papkassen tager Rick og Beth til Froopyland – en udgakket fantasiverden, Rick skabte til Beth som barn. De leder efter Tommy – barndomsvennen som måske, måske ikke, forsvandt i Froopyland for år tilbage. Da de finder ham, har årene sat sig i hans ansigt, der nu prydes af et langt skæg. Hans hår er filtret, den tynde krop er hyllet i en nusset badekåbe. Han er blevet kongen af det lidet børnevenlige Froopyland, og redningsmissionen mislykkes. Tilbage i kælderen skændes Rick og Beth om den virkelige årsag til, at Rick skabte Froopyland. Beth bliver rasende og meddeler, at hun tager tilbage til Froopyland.

»Fint nok, Stone Cold Steve Austin«, vrisser Rick.

»Hvorfor sagde jeg det?«, mumler han for sig selv. Hvorfor skulle han pludselig bringe den amerikanske psykowrestler Stone Cold Steve Austin ind i det hele? »Det er noget vrøvl, men jeg står ved det«, fortsætter Rick.

’Rick and Morty’ er vidunderlig, fordi karaktererne ikke rigtig har styr på noget som helst. Og ofte er vildt irriterende.

Men de er også genialt, underholdende selskab. Som er i kontrol og lykkes og enes med hinanden, nogle gange. Og så er det altid fascinerende at kigge på karakterer, som er uformående, projekter, der ryger ud af kontrol, og virkeligheder, der skuffer. Blandet andet, fordi man så kan tænke: Jeg er ikke den eneste, der sejler rundt. Og ikke sejler rundt.

Lige nu ligger jeg på min sofa og er en idiot, men i morgen laver jeg noget fedt. Det er en banal pointe, men den kompleksitet er seriens store styrke.

Det eneste nytårsforsæt, jeg gider have for 2018, er at sætte mig ned og se (mere) ’Rick and Morty’.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden