Den franske filmskaber Samuel Collardey benytter i ’Mit Grønland’ en metode, der desværre er mest interessant på papiret. Hans film om en ung dansk skolelærer og bondesøn, der drager til en afsidesliggende inuitlandsby i Østgrønland, må vel nærmest kaldes dokumentarisk fiktion.
Et i bund og grund dokumentarisk stof bliver forsynet med en fiktiv ramme. Hvilket kunne være spændende nok, hvis bevæggrundene handlede om nysgerrighed og nyskabelse, men det handler tilsyneladende mere om, at virkeligheden i bygden ikke viste sig tilstrækkelig leveringsdygtig i dramatik.
