Et billede fra CPH:DOX-programavisen har allerede ætset sig fast på min nethinde. Her kaster mennesker lange sorte skygger på det hvide næsehorn Sudans krop.
I Floor van der Meulens ’The Last Male on Earth’ kastes disse skygger af bevæbnede bodyguards, der bevogtede Sudan døgnet rundt i et reservat i Kenya for at redde det sidste nordlige hvide næsehorn af hankøn fra krybskytter. I virkeligheden kaster mennesket det meste af tiden meget mørkere skygger. Sudan tilhørte en af kun alt for mange racer, der er truet »som følge af ikkebæredygtig menneskelig aktivitet«.


























