For den polske instruktør Andrzej Wajda er livet og filmen smeltet sammen i sjælden grad. Hans far, der var kaptajn i flåden, blev dræbt i Katyn-massakren i 1940, og Andrzej selv var på barrikaderne med Lech Walesas Solidaritet i 1980’erne. Begge begivenheder har Wajda skildret på film, og selv om han ikke fysisk er med i hverken ’Katyn’ (2007) eller nu ’Walesa – Håbets mand’, er han i høj grad til stede i historien.

Det personlige engagement i historien med stort H er en af grundene til, at veteranen Wajda kan levere det ene kapitel i Polens nationalfilmiske historieskrivning efter det andet, uden at der går støvet historietime i filmene. Ligesom hans personlige greb om det historiske fik krigsdramaet ’Katyn’ til at leve, giver det nu ’Walesa’ karakter og sødme.

’Walesa – Håbets mand’ er en smuk film. Ikke radikal eller moderne i sin fortællemåde, men elementært velfortalt og visuelt vellykket på en helt upåfaldende måde. Jeg har aldrig set arkivmateriale og fiktive scener flettet så sømløst sammen som her, hvor man gang på gang må spørge sig selv, om man ser dokumentariske optagelser eller rekonstruktioner optaget i nutiden.

Energisk fortælling

Den gnidningsfri overgang skyldes også, at Robert Wieckiewich, der spiller den stædige elektriker-der-blev-præsident, ligner virkelighedens Walesa i påfaldende grad. Han indtager titelrollen med stor træfsikkerhed allerede fra første scene, som skildrer et berømt interview, den italienske journalist Oriana Fallaci lavede med Walesa i den lille lejlighed, han fortsat boede i med sin hustru Danuta og en stadig større børneflok, selv efter at han modtog Nobels Fredspris og var en verdenskendt politisk figur.

Resten af filmen former sig som flashbacks, men det glemmer man hurtigt i den energiske fortælling, der er fuld af ungdommeligt oprør, protestsange og kærlighed mellem Lech og Danuta (spillet med sødme af Agnieszka Grochowska), som modtog Nobels Fredspris på sin mands vegne i 1983.

Netop kærlighedsforholdet er en vigtig ingrediens i filmen; Wajda gør meget ud af at skildre, hvordan det netop var balancen mellem den politiske kamp på barrikaderne og det familiære ansvar, der gav Walesa hans folkelige gennemslagskraft. Flere gange viser filmen, hvordan familiefar Lech sætter hjulet fast på barnevognen, inden frontkæmperen Walesa lægger ur og vielsesring for at gå på barrikaderne, og i filmens univers er den ene side af den modsætningsfyldte folkehelt ikke mindre vigtig end den anden.

Med filmen om en stolt håndværker, der kæmper for retfærdighed, sidder den 88-årige Wajda trygt i sin filmiske hovedstol, men der er ikke megen træthed at spore i filmen, der trækker tråde tilbage til hans tidligere film ’Marmormanden’ og ’Jernmanden’. Skulle filmen blive hans sidste, er det et fornemt punktum.

fortsæt med at læse

Historien om polsk frihedshelt skal filmatiseres