Det var i et bare 12 kvadratmeter stort kontor, og året var 1993, da et par københavnske kulturinstitutioner stablede festivalen Golden Days på benene for at fortælle danskerne om guldalderen – tiden mellem 1800 og 1850. »Der var enorm interesse for dansk guldaldermaleri internationalt. Derfor opfattede man det at sætte fokus på den danske guldalder som en mulighed for at promovere København som en kulturby«, siger Ulla Tofte, som siden 1999 har stået i spidsen for festivalen. Så Kultur- og Erhvervsministeriet kastede seks millioner kroner i projektet, og en styregruppe på tre/fire personer gik i gang med at planlægge festivalerne fra det lille kontor, fortæller Ulla Tofte, som allerede dengang var med som studentermedhjælper.
Græsrodsagtig begyndelse
»Det var enormt græsrods- og festivalagtigt«, siger hun. Allerede et par år senere startede festivalens vokseværk, og sekretariatet flyttede til større lokaler på hjørnet af Stockholmsgade og Sølvgade.
»Det var lige over værtshuset ’Under uret’, og den sure cigarstank fra værtshuset hang i lokalerne. Folk, der kom ind udefra, fik et chok. Vi sad i bogstaveligste forstand på papkasser eller møbler, der var klunset eller aflagt fra Københavns Kommune, og mange havde deres egen computer med. Det hele blev båret frem af engagement og den der græsrodsmåde, man laver festival på. Men ånden levede«, siger Ulla Tofte.
Andet end guldalder Siden er der sket en del. Sidste år flyttede festivalens kontrolrum til hjertet af det gamle København. Fik udsigt til Vor Frue Kirke, høje paneler og Jazzfestivalen som fornem nabo på første sal i Nørregade.
