Jeg har frameldt mig alle feministiske og kønspolitiske debatfora og går og overvejer, om jeg overhovedet er feminist mere. Selvfølgelig er jeg det - det er alle kvinder med noget mellem ørerne. Men jeg føler mig ikke længere hjemme i den debat.
Det er næsten to år siden, at jeg i Politiken lukkede min faste kønsklumme. Jeg bliver dog stadig ringet op 3-4 gange hver eneste uge af journalister fra andre medier, der vil have mig ind og debattere alt fra ligeløn over gadeprostitution til kønsroller i rapvideoer. Jeg er så den flinke pige, der ved hvert afslag råder og anbefaler, hvem de kunne ringe til i stedet. Læser op fra min telefonliste og researcher for dem.
Hvad med en forsker, der arbejder med det, foreslår jeg ofte. De tager aldrig en forsker. Problemet med at sige nej til at optræde i debatterne er, at Mascha Vang altid har tid. Og så ringer de til hende i stedet.
Men jeg orker ikke kønsdebatterne. Jeg gad godt, at jeg gad, men jeg gider ikke. Hverken i medierne eller på Facebook, hvor det mest er kvinder, der sidder og skælder og skammer hinanden for graden af feminisme.
Jeg er feministisk hjemløs. Eller lovløs. For jeg er ikke på hold med prosexfeministerne, der mener, at den ypperste grad af feminisme er, hvis en luder bliver kaldt sexarbejder, og at salg af sex er at sammenligne med alt andet omsorgsarbejde.
Men jeg er heller ikke med akademikerfeministerne, der kaster om sig med litterære referencer og -ismer, som jeg ikke ved, hvad betyder. Eller de unge queerfeminister, der finder det undertrykkende, imperialistisk og kolonialistisk, at MØ har en bindi i panden i sin seneste musikvideo.
Endelig er der den hastigt voksende forargede mandemur af Facebook-debattører, der sidder i tråd efter tråd og gentager, at det er synd for mænd, og at feminister er småt begavede og privilegerede og skal holde kæft nu.
Jeg er inden for de seneste par måneder blevet kaldt sexist flere gange. Jeg har fået at vide, at jeg opfordrer til hævnporno. At jeg er homofob. At jeg ikke må skrive om porno, når jeg er feminist. At jeg ikke må have en mening om sexisme i københavnske busser, så længe kvinder stenes i Mellemøsten. At jeg skal lade mænd om at være sjove, for kvinder er ikke sjove. At jeg ikke må hylde store røve, fordi der faktisk er kvinder, der har små røve. Jeg må heller ikke udtrykke mit begær for mænd, for så objektiviserer jeg.
Der er så mange regler! Men hvorfor kan man ikke have en holdning til køn og feminisme uden at skulle stå på mål for alle andres relaterede holdninger? Feminister forventes desuden at være en form for overmennesker eller engle, der aldrig kritiserer andre kvinder. For det er usolidarisk eller ufeministisk og kvinde-er-kvinde-værst. Vi må dog heller ikke kritisere mænd, for så er vi mandehadere eller udøver misandri. Siger hvem? Hvem har lavet reglerne?
Jeg er født og opvokset feminist og bekender mig til den oprindelige betydning: at ønske (lige) muligheder og valg for mennesker, ikke begrænsninger og regler.
Desværre handler den danske feminisme- og kønsdebat i dag om at begrænse hinanden, skade hinanden, ydmyge hinanden og holde hinanden nede.
Derfor siger jeg op. Jeg siger op, jeg siger op, jeg siger op. Så lad være med at tagge mig i diskussioner, lad være med at melde mig ind i feministgrupper, lad være med at sende mig pressemeddelelser om progressiv kvindekunst, og lad være med at invitere mig til flere råbedebatter.
I kan finde mig ude i virkeligheden, der hvor der er nysgerrighed, nuancer og ikke mindst humor. Jeg vil hellere grine med jer end råbe af jer.
fortsæt med at læse
