Agurketiden er denne sommer forvandlet til melontid. Hvor herligt. Lige pludselig diskuteres bryster, topløshed, krop og frisind i de små stuer og på de sociale medier, som stod der 1975 på kalenderen. Avisernes debatsider bugner af læsere, der vil snakke med efter Politikens fokus på, at kun fire procent af de danske kvinder er topløse på stranden. Hvad blev der af frisindet, spørges der.

Bryster. Alle har dem, alle har en holdning til dem. Min mors generation frigjorde kroppen og svingede barmen løsthængende. I dag piller, plukker og indstrammer kvinder både barm og krop i push-up, korset og shapewear. Unge kvinder får opereret deres bryster større 'med kant', som det hedder - sådan at de bevidst ser uægte ud, mens voksne kvinder får fyldt barmen op med silikone, efter at amningen er overstået.

Jeg er selv et forholdsvist blufærdigt menneske. Jeg var for eksempel ikke topløs på stranden eller i parkerne som teenager eller ung, som jo ellers er den periode i mit kvindeliv, hvor jeg har været tættest på at leve op til det allestedsnærværende skønhedsideal for kvindekroppen. Som så mange andre kvinder kan jeg, når jeg ser billeder fra min ungdom slet ikke forstå, hvor lækker jeg var. Og hvor meget tid jeg spildte på at hade min krop og lade være med at gå i frække kjoler, vise lår, gå med spændende mænd hjem og udnytte formerne til min fordel.

Nå. Man skal ikke græde over spildt krop. Der er heldigvis også mange fordele ved at blive voksen, mor, ældre. Man ser med mildere øjne på kroppen. Nikker anerkendende til spejlbilledet og aer den bløde mave. Tilgiver kejsersnitarret. Glæder sig over blødhed, rundhed, kærlighed, liderlighed, lyst, liv og styrke. Selvhadet fortoner sig i horisonten. Tilbage er taknemmeligheden for alt det, den krop kan, nu. Børn, badeture, yoga, orgasmer, brune ben, sorte sommertæer, grineflip og dvaske rosé-tømmermænd på langs.

For to somre siden var jeg ude at bade med min ni år yngre lillesøster, som altid viser sig at være klogere end jeg. Jeg var i praktisk og tækkelig mor-badedragt - hun i pangfarvede badebukser og bare bryster. Jeg kiggede på hende. Hun var smuk, fregnet, brun og havde flotte, sorte duske under armene, mens jeg selv lige var blevet vokset for 350 smertefulde kroner.

»Du skulle altså tage og prøve det«, sagde hun. Og det så rart ud. Sådan at slippe for vådt badetøj på overkroppen. Jeg bestilte et par flotte bikinibadebukser på nettet samme aften. Og har aldrig set mig tilbage.

Når så få kvinder i dag ikke er topløse, så handler det selvfølgelig om seksualisering. At kvinder ikke gider blive kigget på - på den måde - når de bader, og at kvindekroppen igen for fuld udblæsning er associeret med sex.

Men modviljen mod at være topløs handler i lige så høj grad om følelsen af ikke at kunne leve op til idealet. Sådan har det altid været for mig. Mine overvejelser har aldrig gået på, om nogen skulle kigge på mine bryster på en fræk måde. Det handler om mit blik på min egen krop. At mine bryster var (for) store og ikke pegede opad, som alle de slanke veninders og derfor ikke passede ind i de usagte regler for, hvem der måtte være afklædte, og hvem der ikke måtte.

På syvende år kører der busser rundt i hele landet og fortæller de danske kvinder, at vores bryster er forkerte. At vi skal købe nogle nye og rigtige bryster i en fart. Tv-fladen er plastret til med slanke, smukke, unge kvinder med fast barm og fladt maveskin. Reklamer, magasiner, film, tv, Instagram - den visuelle påvirkning er overalt, og jeg forstår sgu godt, at de unge piger får spiseforstyrrelser på stribe, pakker brysterne væk og ikke bader efter sport. Eller slet ikke tager på stranden om sommeren, fordi de simpelthen ikke kan overskue at skulle være afklædt sammen med andre mennesker.

Det kræver en jernvilje at gå imod strømmen. Jeg gør det, men jeg kæmper også med det. Med blikket på mig selv, spejlingen og usikkerheden. Jeg ville synes, det var herligt, hvis jeg ikke var den eneste topløse på stranden. For det er jeg. Hver gang. Der må komme en modbevægelse, tænker jeg. Det må der. For det er så svært at være en bevægelse helt alene. Jeg er jo bare en tosse med bare bryster og et par ligesindede veninder. Men jeg vil så gerne se en bevægelse. Med kroppen. Med brysterne. Med kvinderne. Med mændene. Med menneskekroppen. Med alle dens folder, deller, mærker, mangler og ikke mindst kvaliteter.

Forleden nat nøgenbadede jeg med to veninder i havet. Vi sneg os ned på stranden, da vores børn sov. Trak tøjet af og vadede ud i havet. Følelsen af havvand på hud er utvivlsomt et af livets bedste tilbud. Vores krop består af vand, vores planet består af vand, at dykke ned i det. Det føltes nærmest forbudt. Sådan at ligge der og skvulpe rundt, tre fuldvoksne kvinder med bryster, baller og lår over det hele. Det er jo ren glæde. Livsglæde. Så nemt og så gratis og så tilgængeligt i et lille land omringet af vand til alle sider.

»Vand i folderne« som en anden veninde brøler, hver gang hun nøgen kaster sig i bølgerne. Lad os gøre det. Kom nu? Nogen der vil med ud at bade?

fortsæt med at læse

Efter fem år: Dobbelt så mange kvinder får større bryster