0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Bliver vi mon nogensinde trygge igen?

Alarmen går, terrortruslen er overalt, og det er utroligt svært at være skabende, omstillingsparat og kreativ, når hjernen planlægger flugtruter, og kroppen råber vagt i gevær.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
JENS DRESLING
Foto: JENS DRESLING

Frygt. Nogle gange kunne det sgu være rart at stikke af fra arven fra 9/11, Rose, Seidenfaden, al-Qaeda, terrortrusler og det forbandede høje sikkerhedsniveau. På den anden side er det også farligt at være på Nørreport Station, og der er politimænd med maskinpistoler i Torvehallerne, til BogForum, i Krystalgade (billedet - arkivfoto).

Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Forleden lød alarmen på avisen. Øredøvende højt og pludseligt. Jeg stod på vores såkaldte rygeraltan og snakkede sommerferieplaner med en kollega. Som ansatte i JP Politikens Hus har vi i efterdønningerne af Muhammedkrisen efterhånden vænnet os til dem. Alarmerne. Men denne her gjorde mig skidebange. For den var ikke meldt ud, som en øvelse normalt er, den kom ud af det blå. Det var alvor.

To kolleger kom spurtende og trak os indenfor, mens huset gik i alarmberedskab. Jeg fik øjeblikkeligt mavepine og tænkte: Nu er det nu. Nu er det nu, at de kommer og halshugger os. Nu er det nu, at mordere kommer ind på redaktionen og råber, at Allah er stor, fyrer en maskinpistol af, og så er det slut. Tænk at det er nu, på en smuk, solrig sommerdag, at vi bliver angrebet.

I et anfald af panik ringede jeg til min bedste ven på redaktionen. Hvorfor? Fordi jeg ville redde ham, tror jeg. Han grinede og sagde, at han var bevæbnet med sit peruvianske pusterør, så de kunne bare komme an. Det er en ret almindelig forsvarsmekanisme herinde. At folk gemmer sig bag galgenhumor og ironi. For det er faktisk ret skræmmende at være bange for sit liv. Vi er jo ikke soldater i krig, men helt almindelige funktionærer med bløde håndflader, som blot er gået på arbejde.

Alarmen var heldigvis en fejl. Nogle gange er det en kaffemaskine, der brænder en sikring. Andre gange driller et sprinkleranlæg. Efter 5-10 minutter kommer der så en udmelding om, at det hele var en fejl. Heldigvis. Men jeg lover jer, at de der minutter, hvor vi venter, både de bange og de jokende, de minutter er ikke sjove. For en eller anden dag kommer de jo nok ind. Hvis de virkelig vil.

Jeg tænker ofte over, hvad det gør ved os at leve i frygt. Nogle gange sidder jeg ved mit bord og planlægger flugtruter inde i hovedet. Overvejer om de vil lade mig slippe, fordi jeg er kvinde? Ikke at jeg forstår det ræsonnement – at skåne kvinder frem for mænd – men jeg forstår heller ikke logikken i at dræbe i guds navn. For mig er tro noget med kærlighed og liv, for dem had og død.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts

Annonce