Forleden lød alarmen på avisen. Øredøvende højt og pludseligt. Jeg stod på vores såkaldte rygeraltan og snakkede sommerferieplaner med en kollega. Som ansatte i JP Politikens Hus har vi i efterdønningerne af Muhammedkrisen efterhånden vænnet os til dem. Alarmerne. Men denne her gjorde mig skidebange. For den var ikke meldt ud, som en øvelse normalt er, den kom ud af det blå. Det var alvor.
To kolleger kom spurtende og trak os indenfor, mens huset gik i alarmberedskab. Jeg fik øjeblikkeligt mavepine og tænkte: Nu er det nu. Nu er det nu, at de kommer og halshugger os. Nu er det nu, at mordere kommer ind på redaktionen og råber, at Allah er stor, fyrer en maskinpistol af, og så er det slut. Tænk at det er nu, på en smuk, solrig sommerdag, at vi bliver angrebet.
