Der er ofte et element af greenwashing over kunst, der behandler klimaforandringer og klodens miljømæssige problemer.
Kunstværker, der bliver fragtet verden rundt i særlige kasser på fly, ofte store kunstværker, det kræver mange resurser at producere, installere og fragte. Fra den ene museumsudstilling til den anden. Fra kunstmesse til kunstmesse.
Der bliver en modsætning mellem det, kunsten siger, og det, kunsten gør.
Sådan tænker i hvert fald den engelske kunstner Emma Talbot.
Hun står i et af de store højloftede rum i kunsthallen Copenhagen Contemporary på Refshaleøen i København, hvor hun fra 1. februar udstiller en række nye værker under titlen ’Are You a Living Thing That Is Dying or a Dying Thing That Is Living?’.
Vi står foran et kæmpestort spraglet værk, der hænger ned fra loftet. Det er 11 meter bredt, 5 meter højt og består af 15 paneler. Det er lavet i ganske tynd silke.
»Vi mennesker har en fortælling om, at vi bare kan undslippe. At vi kan stikke af til en anden planet, eller at der altid er en flugtvej fra vores problemer. Virkeligheden er, at vi er dybt afhængige af naturens verden, fordi vi selv er en del af den. Vi er ikke adskilt fra den«, siger hun.
I midten af værket er en lys boble – en celle, kalder Emma Talbot det, hvor to figurer svæver rundt iført dragter, der kan registrere deres bevægelser. Der er en drone i kanten af cellen, peger Talbot ud, der er computere, batterier, »alt det, der skal til for at leve inde i cellen og styre det uden for«, siger hun.
Cellen og dens beboere er holdt i en grågrøn farve på hvid baggrund. Fra cellen løber der rør, hvis spildevand gør den nederste del af motivet brunligt og plumret. Rundtomkring er der bobler med tekster, skrevet med en særegen klo, der hverken er et barns eller en voksens.
Zoomer man lidt ud, flyver gule papegøjer rundt, og i panelet over den farveløse celle står gamle krogede træer og strækker sig.
»Naturen bliver bare vild igen, hvis vi ikke eksisterer længere som mennesker. Vi er en del af naturen, men den kan fint eksistere uden os. Det her handler ikke kun om naturen, for den tilpasser sig, men om de følelser, der er forbundet med at leve i dag, hvor vi ofte føler os som noget andet end naturen«, siger Emma Talbot.
Lige nu, siger hun, er det oplagt at se på alle de teknologivirksomheder og deres ejere, der er med til at definere verdens gang. Teknologien kan være god, siger hun, men den fjerner os også fra den materie, vi er en del af. Giver os en idé om, at der en dag kommer en løsning, hvor vi kan klikke os ud af de problemer, der i Emma Talbots optik er meget mere fundamentale.
»Hvad med den dag, der ikke er en energiforsyning til at drive teknologien? Se på katastrofen i Californien. Hvordan skulle folk bruge deres teknologiske hjælpemidler der? Mange tænker, at teknologien skal redde os eller give os muligheden for at fortsætte, som vi gør nu, men det kræver helt utrolige mængder af resurser«, siger Emma Talbot.
Et forsøg på at gøre noget
Emma Talbot er en fremtrædende engelsk kunstner, der i 2022 modtog Max Mara Art Prize for Women, og som i Danmark har været med i gruppeudstillinger på både Louisiana i Humlebæk og ARoS i Aarhus.
Hendes kunst har typisk et biografisk præg og bærer derfor de temaer, der fylder i hendes eget liv. Fælles for dem er, at de handler om det at være menneske i relation til verden omkring os. Det er »refleksioner over, hvad det vil sige at være i live på dette tidspunkt i historien«, siger hun.
I Emma Talbots liv og kunst fylder menneskets forhold til den natur, vi er en del af, meget. Eller klimakrisen, om man vil. Hun er ikke så vild med at tale om sin kunst som klimakunst, for hun mener, at det mere handler om den menneskelige tilstand i forhold til den verden, vi er en del af. Men ikke desto mindre er tematikken i udstillingen vores forhold til naturen og den måde, vi påvirker den på.
Hun boede engang i en periode hos en familie i Italien, der havde bygget deres eget hus, og som i deres tilværelse tog udgangspunkt i såkaldt permakultur.
»Jeg gerne ville lære, hvordan jeg kunne leve bæredygtigt. De sagde, at man ikke kan gøre alt perfekt, men at man kan gøre, hvad man kan. Så jeg prøver, også i min kunst, at være så ansvarlig som muligt«, siger Emma Talbot.
I hendes tilfælde betyder det, at hendes værker kan pakkes sammen og ikke vejer ret meget. Værkerne på papir, der fylder den ene væg, er blevet transporteret i en bunke pakket ind i brunt papir. De bliver hængt op på tynde wirer med magneter.
De to kæmpeværker i silke kan foldes sammen til en lille firkant, som praktisk talt ikke vejer noget.
»Når man folder det ud igen, skal det bare dampes, inden det bliver hængt op«, siger hun.
Hun taler lavmælt og mildt, engageret, men ikke agiterende.
På et ovalt podie ligger der en skulptur, som lige nu mest fremstår som et kæmpestort tøjdyr. Det er det på sin vis også. Skulpturen er syet og forestiller en stor plante med hovederne af langhårede naturånder, der stikker ud hist og her. Den bliver 3 meter høj, inden udstillingen åbner, men hele skelettet kan skilles ad og samles igen, så transporten også her bliver lettere.
»Det er ikke perfekt, det er jeg heller ikke, jeg rejser for eksempel verden rundt, men jeg har forsøgt at tænke over, hvordan værkerne kunne fremstilles«, siger hun.
Når Emma Talbot maler sine mangefarvede silkemalerier, foregår det hjemme i hendes atelier i Italien. Her har hun plads til fem felter af silke ved siden af hinanden, som bliver spændt ud, så de er til at male på.
Olie på lærred har aldrig sagt hende noget. Det er for rigidt og alvorligt og passer ikke til den virkelige verden med sine hårde kanter. I hvert fald ikke til den verden, Emma Talbot gerne vil skabe.
»Der er noget virkelig tilfredsstillende for mig ved tekstil. En af grundene, den praktisk grund, er, at de er lette at transportere. Men jeg kan også godt lide letheden i udtrykket, fordi jeg synes, jeg kan sige en masse ting, uden at det kommer til at virke meget tungt og alvorligt«, siger hun.
Hvor det på et oliemaleri er muligt at slette, rette, male ovenpå og bygge i lag, så er der kun ét forsøg med silken. Når Emma Talbot har sat penslen til materialet, er der ingen vej tilbage. Det er en af glæderne ved at arbejde på netop silke, siger hun. På forhånd laver hun et forlæg, en løs skitse, men bygger ellers sin verden op, mens hun står med penslen. Hendes værker består af billeder og tekster, som hun skriver ind i bobler på værkerne.
Nogle gange maler hun og ved, at der skal stå noget, og efterlader så et hul til teksten. Andre gange kommer teksten først. Vi oplever verden i ord og billeder, siger hun, og derfor er det naturligt, at hendes kunst taler flere sprog. Det er som en kaotisk tegneserie, hvor felterne kravler ind i hinanden. Der er ikke begyndelse eller slutning, men mange indgange. I tekstboblerne står der spørgsmål og konstateringer.
’Livet fortsætter uden dig – vi genforvilder – vi blomstrer’.
’Intet fikspunkt’.
’Leder du efter meningen for at forstå oplysningen?’.
»På en måde mimer det den måde, vi får information på online«, siger Emma Talbot:
»Det er en række billeder med små tekster, som ikke nødvendigvis hænger sammen, som ofte giver udtryk for en personlig oplevelse«.
Livet som natsværmer
På de to store silkeværker, der viser planter, naturånder, dyr, krystaller og farvede mønstre, går også en ansigtsløs figur igen. Nærmest i hvert eneste panel af værket. Emma Talbot siger, at det er hende selv, hun maler ind. Hun gør det altid, og hun er altid ansigtsløs, for selv om kunsten har et personligt udspring, har den forhåbentlig også noget universelt, der gør, at beskuerne får lyst til at sætte deres eget ansigt på den spøgelsesagtige figur.
På en stor skærm bagerst i rummet – den er ved at blive samlet, mens vi står og taler – skal der køre en animation, som Emma Talbot har lavet til udstillingen. Hun finder den frem på den computer, hun har i favnen.
Videoværket handler om en person, der bevæger sig ind i hjernen på forskellige dyr og ser verden gennem dyrenes øjne. Man bliver hunden, der navigerer efter magnetisme, siger Emma Talbot, rådyret med dets ekstremt brede synsfelt, natsværmeren, der navigerer efter månen, men i den moderne verden ikke kan finde rundt, fordi vi alle sammen tænder små måner i stuerne, når mørket falder på.
Man ser, hvordan menneskelivet ser aparte ud, når man ikke ser det indefra.
Der hænger også en stor måne i garn og en gylden maskinstrikket sol. Mønstrene har Emma Talbot udarbejdet, og så har hun fået nogen til at programmere en strikkemaskine til at strikke dem.
»Det er ikke, fordi jeg hader teknologi og er imod, at vi bruger det. Det er en del af vores liv, men det er et værktøj. Tænk, at vi har teknologi i verden på så fantastisk et niveau, men at vi bruger det til overvågning og kontrol. Det virker bare så ærgerligt«, siger Emma Talbot.
Når man står i rummet med hendes værker og ser på månen og solen, på landskaberne, der nogle steder blomstrer og andre steder forgår, på de eventyrlige naturskulpturer med deres ånder, der vokser frem, så begynder man måske at stille spørgsmål angående ens egen plads på Jorden.
»Nogle af de ting, der har påvirket mig mest, er ikke fagbøger, men romaner, digte og kunstværker, der har behandlet et emne. Jeg håber, at nogen måske kan få det på samme måde med mine værker«, siger hun.
fortsæt med at læse
