Lyt til artiklen
Det er ikke, fordi døden var fremmed for Egon Schiele, for den løber som en sitrende understrøm gennem stort set alle hans værker. Selv de levende mennesker, han skildrer, har kranierne liggende lige under huden, og hos ingen står skelettet til tydeligere aflæsning end i hans eget ansigt.
Alligevel er det en fuldkommen tragedie, at han døde kun 28 år gammel. Både fordi han var bristefærdig af talent, og fordi det er den ondeste ironi, at han netop havde overlevet Første Verdenskrig og oplevet sin første kommercielle succes som kunstner. Men så kom den spanske syge, og i 1918 var det slut med Schiele.
