Lyt til artiklen
Man skal ikke lade sig snyde af de sarte pink og rosa nuancer, som Martha Jungwirth gør flittigt brug af. For når man læser de store maleriers titler, viser det sig, at farverne ikke henviser til nyudsprungne klatreroser og friske børnekinder, men blødende, pelsløse kænguruer på flugt fra de australske skovbrande.
Og når man først ved det, er det ikke til at glemme igen. Nu er det tydeligt, at sporene er sat i angst og mistet orientering, at de mørkere sektioner samler sig til blotlagte sener og lugten af sveden pels og tabte verdener.
