Jeg vil ærlig talt hellere rystes af en ukendt tilstedeværelse end overveje, om jeg opfanger en vibration. Birke Gorms udstilling lever ikke op til, hvad man kan forvente af hende.

Mest af alt frygter jeg, hvad andre gæster kan finde på

På én og samme tid søde og skræmmende sidder Birke Gorms rækker af stofdukker, ansigtsløse, men levende. Fester de, med armene i vejret? Eller skal der stikkes nordiske voodoonåle i dem?  Foto: David Stjernholm
På én og samme tid søde og skræmmende sidder Birke Gorms rækker af stofdukker, ansigtsløse, men levende. Fester de, med armene i vejret? Eller skal der stikkes nordiske voodoonåle i dem? Foto: David Stjernholm
Lyt til artiklen

Jeg går som en gud gennem Birke Gorms modelby, rejser mig faretruende højt over sirligt udlagte papkassesider, der igen er grundlag for farvekoordinerede ansamlinger af tebreve, blyanter og engangsspisepindeindpakninger.

Måske er det mere et modelkort end en modelby, for intet hæver sig mere end få centimeter over gulvet. Til gengæld fylder værket en hel af Overgadens sale, hvor Gorms hyperæstetik får frit løb i lige linjer af orangeskaftede blyanter, sukker i beige engangsindpakninger, gentagelsen af et papirhåndtag.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her