»Hvis jeg skulle vælge et perifert museum, som umiddelbart ikke er i folks bevidsthed, ville jeg vælge Medicinsk Museion. Det har noget helt ekstraordinært at byde på. Når man lever en så kropsløs og renliggjort tilværelse, som vi gør, hvor vi tror, vi er ren bevidsthed og har totalt herredømme over virkeligheden – ja, så får man et chok, når man går på Medicinsk Museion. Pludselig bliver man mindet om en sårbarhed. Man bliver mindet om, at man er en kropslig ting – en dims, der kan gøres til genstand for alskens ulykker – og slukkes for«.
»Medicinsk Museion burde derfor også være et mere åbent museum, fordi det aspekt – sårbarheden – kunne tilføre noget meget væsentligt i dagligdagen, nemlig at man får noget samvittighed og empati over for mennesker, som det gør ondt på – og husker på, at man er et omvandrende skelet! Hvis man vil huske døden som et meget væsentligt led i livet – det, der gør livet leveværdigt – så skal man tage på Medicinsk Museion«.
