Det lille stykke jern gløder, så luften flimrer omkring det. Det er lige kommet ud af ilden, og nu bliver det holdt forsigtigt fast med en tang mod den runde sten, der står midt i jernaldersmedjens mørke indre. Phil Macdonald vender tangen og kigger koncentreret på metalstykket. »You know what to do?«, siger en ung mand i rød uldkofte. Hans røde hår når ham til skuldrene, og han har lige instrueret Phil i, hvordan han skal hamre den ene side af det glødende jern ud til et knivsblad. Phil grynter, løfter hammeren og går i krig med jernstumpen. Han giver lyd som en gorillahan, og hver gang han hæver hammerarmen, kan man lugte røg, sved og fugtig uld. Svedig anæstilæge Phil er englænder og bor til daglig i Chichester, West Sussex, med sin kone Caroline og deres to børn. Han er faktisk anæstesilæge, men som han ser ud lige nu, ville han ikke få lov at komme i nærheden af operationsstuens sterile verden. Men det skænker han ikke en tanke.
Faktisk har hverdagen i Chichester ikke været på Phils lystavle i flere dage. Han har heller ikke tjekket sin iPhone, været på nettet eller læst avis. »Jeg ved ikke engang, hvordan det går mit fodboldhold«, siger han på engelsk, inden han igen kaster sig over det glohede metal. Jeg har også et job at passe her. Jeg pumper løs på den blæsebælg, som holder temperaturen oppe i smedjens lille jordesse. Og nu vi taler om hygiejne, så skal jeg ikke selv komme for godt i gang. Jeg sveder i min peplos, en rørformet kjole af tyk, brikvævet uld. Mine bare tæer er sorte af snavs, og mit hår er fedtet og lugter af bål. Jeg har sovet op ad en fugtig, lerklinet væg, på en træseng foret med halm og fåreskind, og jeg spiste det meste af min frokost, der bestod af kold laks og spidskål, med fingrene. Og jeg kunne ikke være mere ligeglad.
