Helt barokt! Siger man, og kun yderst sjældent mener man noget positivt, for ’barokt’ betyder bizart, overdrevent – eller slet og ret: langt ude. Og det var da netop sådan, man i 1700-tallet betragtede det foregående århundredes kunstneriske strømninger. Barokkens billedsprog kendetegnes af det voldsomme, pompøse, storladne – og til tider også det teatralske. Men først og sidst handlede det om følelser, masser af følelser. Det er en kunst, der ønskede at overvælde beskueren og få hende til at føle sig som en del af det optrin, værkerne skildrer. Ordet ’barok’ menes at stamme fra den portugisiske betegnelse for en uregelmæssig perle, barroco, et ord, der igen kan være en variant af det arabiske ord for perle: burah. Som stilperiode spænder barokken over stort set hele 1600-tallet og endda et pænt stykke af det følgende århundrede, hvor den efterhånden blev afløst af den noget mere elegante og sværmeriske rokoko. Foran lærredet Et godt eksempel på et barokt mesterværk er Velázquez ’Las Meninas’ fra 1656, der placerer beskueren midt i den kongelige familie – og malerens værksted. Velazquez lader alle billedets vigtigste blikke være rettet ud mod den, der teknisk set står foran lærredet, men som suges med ind i billedets rum, og det endda ved siden af det spanske kongepar, hvis det altså er et spejl, der hænger på bagvæggen. Derved indarbejder Velázquez både barokkens forkærlighed for synsbedraget, de overdådige klædedragter og en fin personskildringen i ét og samme værk. Neobarok Samtidig var barokken også tiden, hvor tænkere som Galilei, Descartes og Newton fremsatte deres tanker og teorier, mens Spanien allerede ved århundredets begyndelse mistede magten over de syv provinser, der blev til Nederlandene – og et helt nyt magtcenter i Europa.
I 1614 grundlagde det nye rige byen Nieuw Amsterdam, i dag bedre kendt som New York, og snart var verdenshavene fulde af nederlandske handelsskibe. LÆS OGSÅSangerinde: 'Barok har samme rytme som techno' Der er med andre ord nok at lade sig inspirere af i 1600-tallet, og det er da også meget forskellige aspekter ved barokken, der på en eller anden måde indgår i de værker, som fra i dag kan ses på udstillingen ’Baroque’ i LARMgalleri.






























