Vi befinder os i et konservatorværksted dybt inde i Statens Museum for Kunst foran det voldsomme mesterværk. Kvæstede kræmmersjæle vælter rundt mellem hinanden. Et barn får smæk i den bare. En mand flygter på alle fire med afhuggede fødder. Selv maleriet ser for tiden ud, som om det har fået et lag tæsk. Noget, der ligner en hvid flænge, skæmmer motivet, og overalt er det spættet af huller, hvor malingen er væk. Et helt nyt blik Men det er meningen. Aldrig har vi været tættere på de oprindelige penselstrøg i ’Jesus uddriver kræmmere af templet’. Vi er helt inde ved det rå 1500-tals værk. Maleriet har boet på Statens Museum for Kunst, siden det blev skænket i 1932. Dengang blev det anset for at være en storslået gave, og museet havde været ganske »heldige at erhverve« det, som datidens førende ekspert på området, den tyske kunsthistoriker og connaisseur Max J. Friedländer, skrev i ’Aarsskriftet’.
Ingen var i tvivl om, at maleriet var af den flamske mestermaler Pieter Brueghel den Ældre. I månedsvis har kemikere, konservatorer og såkaldte dendrokronologer arbejdet med maleriet for at nå ind bag den gamle fernis og de forløjede overmalinger. Og uden vaklen og med en sikkerhed i stemmen, som kun den eksakte videnskab tillader, kan bevaringschef Jørgen Wadum nu konstatere: »Det kan ikke være Brueghel. For det er malet efter hans død«. Konklusionen er lidt af en milepæl. Og det er den første af en lang række, som et nyt center på Statens Museum for Kunst forventer at kunne dele med offentligheden.
