Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
voldsomheden. Jytte Dresing fortæller, at hun altid har levet med voldsomme billeder: »Vi skal alle sammen dø. Jeg synes ikke, at vi kan leve med, at det er et tabu. Det bør være lige så lidt fremmed for os som fødslen«.
Foto: Ditte Valente

voldsomheden. Jytte Dresing fortæller, at hun altid har levet med voldsomme billeder: »Vi skal alle sammen dø. Jeg synes ikke, at vi kan leve med, at det er et tabu. Det bør være lige så lidt fremmed for os som fødslen«.

Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hemmelig kunstmæcen bringer millionkunst til Danmark

Hun skænkede Arken kunst for 75-80 millioner, men Jytte Dresing er en diskret kvinde.

Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Da den britiske stjernekunstner Damien Hirst tidligere på ugen stadig var i gang med at posere, skære ansigter og række tunge foran et ivrigt presseopbud på Arken, hankede en aldrende dame iført klædelig grå dragt op i sin taske og udbrød: »Nu er jeg mør og går hjem«.

Ingen gjorde det store nummer ud af hendes sortie, og således gik hun ene mod museets udgang.

LÆS OGSÅ Damen uden entourage havde gjort det, hun skulle denne eftermiddag: Jytte Dresing havde netop skænket otte værker af Damien Hirst til en nyindviet sal, der nu rummer kunst for 75-80 millioner kroner. Et særsyn Danmarks største nulevende kunstmæcen kunne hun kalde sig. Hvis hun ville. Hun står bag samtidens største donationer af kunst til store danske kunstmuseer som Arken, ARoS og Louisiana. Siden 1999 har hun og hendes nu afdøde mand, Dennis Dresing, via deres kunstfond, The Merla Art Foundation, i al stilfærdighed skænket kunst for et trecifret millionbeløb. Andy Warhol, Damien Hirst, Jackson Pollock, Gerhard Richter og Asger Jorn er blot nogle af de ellers ubetalelige kunstnere, som almindelige danskerne dermed har fået inden for synsvidde. Som museumsdirektør på Louisiana Poul Erik Tøjner udtrykker det: LÆS OGSÅ»Louisiana kan ikke undvære personer, der gør, som Jytte og Dennis Dresing har gjort, al den stund museets samling primært vokser gennem private donationer. Og så er hun, Jytte Dresing, alligevel et særsyn i Danmark, for ikke mange af vore samlere i nyere tid har været så rundhåndet som hun«. Og – kunne man tilføje – ikke mange samlere er så diskrete som hun. »Nej«, har kvinden, der har været bosat i London siden 1987, tidligere meddelt via Poul Erik Tøjner, når jeg har bedt om et interview. »Nej, Jytte Dresing stiller ikke op til interview«. Født med Men denne eftermiddag på Arken gør hun ... på en måde. Den officielle præsentation, hvor Jytte Dresing blot har skullet være til stede, er ovre, og jeg venter nu på at tale med Damien Hirst. Jeg har ingen aftale med Jytte Dresing og har intet forberedt. En international journalist har allerede opsøgt hende og er blevet sendt bort igen uden noget på blokken (»Aldrig er jeg blevet talt sådan til i hele mit professionelle liv«, siger han synligt rystet og forlader stedet). »Alt for Arken«, siger hun dog muligvis ironisk som en slags foreløbig accept, da jeg prøver. Din interesse for kunsten, hvor stammer den fra?»Den er jeg født med«, svarer hun kort og kontant, og jeg fornemmer, at jeg har foretaget et fejljugement. Burde vi have været Des? Bør jeg rulles i tjære og fjer? Først kommer begejstringen Men Jytte Dresing fortsætter og svarer, så længe jeg ikke åbner den forkerte dør i privaten. »Jeg er vokset op i et hjem, hvor min far var kunstsamler af moderne dansk kunst. Det var på tapetet morgen, middag og aften. Han var min mentor«. Sådan begyndte det. Den danske kunstsamler og mæcen Jytte Dresing er datter af juraprofessor ved Københavns Universitet O.A. Borum. Faderen tog hende med på gallerier og museer, og han havde nære venskaber med 1930’erne og 1940’ernes store danske modernister, Vilhelm Lundstrøm, Olaf Rude og Mogens Andersen. Kunstnernes værker fyldte væggene i hjemmet – en funkisvilla opført af Frits Schlegel. »Men at elske kunst og at falde så pladask for et værk har intet at gøre med, at jeg ønsker at donere det«, forklarer Jytte Dresing. Først kommer begejstringen. Som da hun første gang oplevede Damien Hirsts sommerfuglemaleri ’Four Elements’, der nu hænger her i salen. »Det var det store brag. Man går ind i et rum, og så er man fortabt. Jeg kunne slet ikke lade være med at købe det«. At holde det på kunsten Jytte Dresing er ikke en gammel dame. Hun er snarere en Lauren Bacall. Intenst til stede.

Høj selv i sko uden hæl, og med den slags bling, der hører sig til: solbriller indendørs, og guldsmykker, der generøst giver sig til kende på afstand.

»Lad os holde det på kunsten«, svarer hun, da jeg spørger, hvorfor hun og hendes mand flyttede til London. Da jeg spørger om kunstsamlingens størrelse, slår hun en lille latter op. Divaens.

»Har du ikke læst min bog«, spørger hun undrende med henvisning til ’Dresing Collection’, der er en fotodokumentation af samlingen. Det gør jeg troligt senere samme dag. På bogens sparsomme ni tekstsider bliver faderen og hans indflydelse igen beskrevet. Men man fornemmer også en anden kærlighed: den til hendes afdøde mand.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



At se kunst i slåbrok
Dennis Dresings morfar var kaffegrosserer Ferdinand Andersen, der skabte Karat Kaffe. Det firma mistede familien med hans død i 1944, men morfaren havde været en driftig mand, der i 1920 desuden havde etableret medicinalfabrikken Ferrosan. Den blev i familien indtil 1987, da den blev solgt til Novo Nordisk for et »smukt beløb«, som Dennis Dresing selv udtalte i et interview i Berlingske Tidende i 1999. Dennis Dresing, som var Jytte Dresings tredje ægtemand, blev ’økonomisk uafhængig’.

»Dennis var advokat og sportsmand, som ikke oprindelig var synderlig interesseret i kunst«, forklarer Jytte Dresing. Men det ændrede sig, og i løbet af deres ægteskab blev kunsten en fælles passion.

Fra 1989 kunne ægteparret Dresing således ses ved de store auktioner i London, New York og København, hvor de købte et eller to værker ad gangen: dansk, fransk, amerikansk kunst.

Men hvad er forskellen på at opleve et stort kunstværk på et museum og så bo med et kunstværk, ønsker jeg at vide?

»Jamen, der er vel kun den forskel, at du kan se på kunstværket iført slåbrok i stedet for at være nødt til at tage bussen ned for at se det på museet«, siger Jytte Dresing lakonisk.

»Desuden synes jeg, at de forskellige skift i dagslyset tilføjer værket noget særligt«.

Voldsomme billeder
Alt drejer sig om kunsten. Eller skulle man rettere sige: Kunsten drejer sig om alt. For om sit hjems indretning fortæller Jytte Dresing:

»Jeg har så godt som fjernet mine møbler, der stod op ad væggene i mit hus. Til gengæld har jeg store billeder, der tager al plads fra gulv til loft«.

Vi sidder tæt ved et sort rundt værk af Damien Hirst, ’Carcinoma’, som hun har doneret. Det består af tusindvis af døde spyfluer. Hvorfor er døden i kunsten interessant, spørger jeg:

»Jamen, det giver mig en positiv oplevelse at betragte de døde fluer og samtidig se på noget smukt – vingerne har en smuk blå farve. Vi må jo se det i øjnene: Vi skal alle sammen dø. Jeg synes ikke, at vi kan leve med, at det er et tabu. Det bør være lige så lidt fremmed for os som fødslen«.

Jeg foreslår, at der alligevel kan være forskel på at elske et voldsomt kunstværk og at have lyst til at bo – og spise morgenmad iført slåbrok – sammen med et voldsomt kunstværk.

»Nej«, svarer Jytte Dresing kategorisk. Døden, skønheden, voldsomheden har alle stående invitationer til hendes hjem.

»Jeg har altid levet med voldsomme billeder. Jeg elsker dem. Jorn er jo da også voldsom«.

Som at aflevere et barn
I 1999 havde ægteparret Dresing opbygget en betydelig kunstsamling af moderne kunst. De besluttede at skænke 10 værker af Asger Jorn til Louisiana. Det skete på Dennis Dresings 80-års fødselsdag, og tanken var, at hans 85-års fødselsdag skulle markeres med yderligere en stor donation af kunstnere som Jackson Pollock, Sigmar Polke, Gerhard Richter, Damien Hirst og Per Kirkeby. Men Dennis Dresing nåede ikke at opleve denne dag. Han døde i marts 2004, og kunstværkerne måtte i stedet skænkes in memoriam.

Men hvorfor overhovedet forære værker så målrettet væk, som de så tydeligvis har holdt af?

»Når vi har købt så kostbare billeder, har det hele tiden været vores agt, at de skulle gives væk. Jeg har jo ikke set på dem som noget, jeg skulle have hos mig resten af mit liv«.

Men rækkefølgen er vigtig. Hun køber til sig selv, ikke til de store kunstinstitutioner:

»Jeg har aldrig sagt til mig selv: Nu skal Louisiana have sådan et billede, og så gået ud for at lede efter det. Aldrig. Jeg har set noget, jeg har syntes var fantastisk, og så har jeg anskaffet mig det. Først bagefter har jeg siddet med hovedpinen og tænkt: Det var vist lidt stort. Hvad gør vi nu?«, forklarer Jytte Dresing.

Alle de værker, der er af »en rimelig størrelse«, som Jytte Dresing formulerer det, har haft en plads i hendes hjem. Men efter en periode bliver det tid til, at de flytter:

»Som regel er det efter to til fem år. Nogle gange kun et år. Når jeg så har et billede fuldstændig på nethinden, er det kun en glæde at skille sig af med. Hvis det får et godt sted at bo, så er jeg glad. Det er næsten som at have en hund eller et barn, man skal aflevere«

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Kunsten kalder

Men det kan jo være lidt sorgfuldt at aflevere en hund eller et barn, foreslår jeg. »Ja, det kan det da«, svarer Jytte Dresing, men korrigerer så: »Nej, faktisk er det ikke sorgfuldt, men man har et tilknytningsforhold til værket, og det bliver man ved med at have. Det er meget personligt«. Et særligt værk slipper Jytte Dresing dog aldrig. »Det er et værk af Jorn, som jeg stadig har hjemme hos mig. Det er fra hans sene tid og ikke særlig stort. Men det er meget, meget smukt og meget stærkt«, siger hun. »Hvis jeg skal flytte på alderdomshjem, så bliver det dette billede, jeg tager med mig«, siger hun på en måde, så man forstår, at en flytning så absolut ikke indgår i planlægningen. Kunsten kalder. Og Jytte Dresing følger den tættere end nogen.







Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden