Den forfalskede ravbjørn kom til Nationalmuseet igennem et netværk af mellemmænd, der alle har svoret hinanden tavshed. Vi har fundet den auktionsmand, som kom med bjørnen til museet, og nu har Nationalmuseets inspektør vist os et billede af en mand i jakkesæt. Det er den ultrahemmelige handelsmand, som vi har jagtet i et halvt år. Nu nærmer vi os målet. Telefonen ringer op. »Duuuuuut«. »Duuuuuut«. Røret bliver taget. Lad os kalde ham Frank. »Det er Frank«. »Vi vil gerne lave et interview med dig, om dengang du indleverede ravbjørnen«, siger vi. »Jeg vil helst ikke have mit navn nævnt, hvis du forstår, hvad jeg mener«, lyder svaret. Det forstår vi da godt, tænker vi. Han har vel noget stort at skjule, og han ligner også lidt en skurk på det foto, vi har set. En kølig, maskulin og sofistikeret skurk i jakkesæt, som dem man kender fra James Bond.
»Vi vil først høre: Var det dig, der lavede ravbjørnen«, spørger vi. »Først vil jeg sige, at mit navn ikke skal frem – ellers vil jeg ikke kommentere det«, holder han fast. Det er stensikkert. Det er ham. Nu skal vi bare holde ham på krogen. Sætte hårdt mod hårdt. »Vi kan ikke give en garanti, før vi har talt videre om det«, siger vi. Og så siger han ganske venligt: »Det er fair nok. Nej, det var ikke mig, der lavede den«. Vores skuldre synker resigneret ned. »Jeg fik den fra en anden samler«, siger Frank og fortæller en sælsom historie. På en lummer augustdag, hvor sommeren synger sine sidste strofer, hopper vi på et tog mod vest for at møde ham. Tvivlen i hjertet Tre elektroder er klæbet til Franks behårede brystkasse. Halvt siddende, halvt liggende venter han på en vigtig skanning på et hospital i Østjylland. Og sådan interviewer vi ham. Endnu en af disse samlere, der er besat af historie og af at eje sjældne ting. Ravbjørnen kom ind i hans liv ved et rent tilfælde, da han i 1997 ville købe et maleri af en gut gennem Den Blå Avis. De mødtes hos sælger i et rækkehus i udkanten af Aarhus, og hele mandens kontor var proppet med mærkelige antikviteter. På et skrivebord lå en lille tændstikæske foret med vat, og i den æske lå en bjørn af rav. »Han sagde, at han havde en stenalderravbjørn, og den så da fin ud. Jeg har set i bøger, at det er noget fra stenalderen, og det var alt, jeg vidste«. Sælgeren spurgte, om han måske kendte nogen, som kunne være interesseret i den, hvilket undrede Frank. »Skal du ikke indlevere den til et museum«, spurgte han.
