Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Knaldekunstner: Nu tager vi Den Lille Havfrue

Sært. Dmitry Paranyushkin og Diego Agullo, tilsammen 'The Humping Pact', lavede i går ret mange samlejebevægelser på Charlottenborg.
Sært. Dmitry Paranyushkin og Diego Agullo, tilsammen 'The Humping Pact', lavede i går ret mange samlejebevægelser på Charlottenborg.
Lyt til artiklen

I går satte en russer og en spanier ild under åbningen af den klassiske forårsudstilling på Charlottenborg.

Dmitry Paranyushkin og Diego Agullo, tilsammen 'The Humping Pact', bollede slet og ret forårsudstillingen i gang. Forstået på den måde, at de to nøgne herrer havde 'sex' med brosten, mure og døre i slotsgården foran Charlottenborg.

Men mere vil have mere. De to kunstnere fortsætter med at knalde sig gennem andre dele af København.

»Vi vil gerne bringe liv ind på steder, der har brug for det. Vi har hørt om hende her havfruen, hende fra eventyret. Har hun brug for noget kærlighed? Jeg tror, hun venter på os... Det gør vi«, siger Dimitry Paranyushkin i et interview med Politiken TV.

Kunstnerne har knaldet et helt teater
Paranyushkin og hans makker Diego Agullo har tidligere, sammen med grupper af andre nøgne mænd, knaldet med bygninger og landskaber rundt om i Europa og i resten af verden.

Ifølge kunstnerne selv er der tale om en »suspenderet kærlighedsakt rettet mod omgivelserne. En kontemplativ meditation over frugtbarhedens natur og det menneskelige behov for at transcendere det umulige«.

Hvor mange bygninger og landskaber, har I knaldet?

»Mindst 35 forskellige landskaber og bygninger. Vi tæller ikke rigtig. Vi inddeler vores projekt i missioner. Vores mål er at bringe noget liv ind på forladte steder«, siger Diego Agullo.

Hvordan opstod jeres projekt?

»Det startede faktisk med, at vi viste hinanden, hvordan vi ser pornografi. Hvis man gør det mellem venner, er det ret interessant, fordi alle har forskellige måder at se pornografi på«, siger Dimitry Paranyushkin.

Diego Agullo uddyber:

»Det første, vi knaldede, var et helt teater; korridorerne, øvelokalerne og selve scenen. Vi fortsatte med at have sex med andre objekter og bygninger. Vi har også knaldet en gammel kulmine«, siger Agullo.

Knaldekunstner: Jeg vil have hele Charlottenborg

Ikke stådreng på

'The Humping Pact' har siden deres første 'mission' foreviget det mildt sagt anderledes kunstværk på video. Efterfølgende er deres værk blevet udbredt på en, for kunstnere, ret utraditionel måde.

»Et af vores projekter blev videresendt på diverse bøssepornosites. Vi fik over 100.000 hits på 10 dage. Det er sjovt nok. Nogle skrev og spurgte os om de måtte se mere af os«, fortæller Dimitry Paranyushkin.

Bliver I selv opstemte af at knalde de bygninger og landskaber?

»Overhovedet ikke«, siger Diego Agullo.

»Nej, heller ikke mig, men på Charlottenborg havde jeg en forbindelse med bygningen, som fik mig til at få det rigtig fint inden i. Det er ikke sådan, at jeg har stådreng på. Men det er en rar følelse. Jeg ville gerne have fortsat andre steder i bygningen«, siger Dimitry Paranyushkin.

'The Humping Pact' forventer at gennemføre deres næste knald på en bygning eller et landskab i København i dag fredag.

Pas på, lille havfrue, fristes man til at sige.

FOTOGALLERI Nøgne mænd knalder med Charlottenborg

FACEBOOK

Anders Hjort

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her