Så snart man ankommer til 53. gade på Manhattan, hvor Museum of Modern Art optager en betragtelig del af gaden, støder man ind i Kay Bojesens berømte abe af træ fra 1951. Det er ligegyldigt, hvor man kigger hen. Aben er udstillet i museumsbutikkens vindue, hvor den hænger på en gynge. Den hænger på en plakat ved fortovet på den anden side af gaden. Og kigger man op, hænger den i gigantstørrelse på en gavl og svinger sig i A’et i MoMA. »Den er overalt«, siger en eksalteret Juliet Kinchin, der er chefkurator på den enorme designudstilling ’Century of the Child’, der åbner i New York på søndag. »Alle reagerer på den. Man kan ikke undgå at smile, når man ser den«, tilføjer Aidan O’Connor, der har været assisterende kurator på udstillingen, der indtager en stor del af museets 6. sal. I munden på hinanden konstaterer de: »Han er en af klassikerne«. Udstillingen er Museum of Modern Arts store satsning denne sommer og efterår og har navn efter svenske Ellen Keys banebrydende bog 'Barnets århundrede', der med god sans for timing udkom nytårsaftensdag 1900. »Hun er udgangspunktet«, fortæller Aidan O'Connor, »vi har ærbødigt lånt hendes bogtitel. Vi kigger bagud på samme måde, som hun kiggede fremad. Hun har været en stor inspiration«. Juliet Kinchin supplerer: »Det interessante ved hende, er hendes fornemmelse for det store billede. Hun talte ikke bare om børn i et vakuum, men som en del af kvaliteterne ved byens miljø, om emner som børnearbejde, kvindefrigørelse, design i hjemmet, undervisning og det miljø, hvori undervisningen foregår. Det er den måde at tænke på, som vi også har tilstræbt i udstillingen«. Børn og moderne design Hensigten med udstillingen har været på en gang at skildre både de samfund, som børn er en del af, og forholdet mellem børn og voksne, men naturligvis også genstande som legetøj, påklædning og undervisningsmateriale. Der er mere end 500 forskellige genstande med på udstillingen - fra legoklodsen til 'professorterningen'. Sidstnævnte er skabt af ungareren Erno Rubik, og ifølge udstillingskataloget regnes hans kube for at være det mest solgte stykke legetøj nogensinde. Juliet Kinchin fortæller, at tendensen tidligere har været at skildre de forskellige ting hver for sig på individuelle udstillinger - for eksempel hele udstillinger med legetøj, skoledesign eller legepladser. »Når man samler de her forskellige brikker, finder man ud af, hvordan børn tager en direkte ind til hjertet i diskussionen om, hvilken rolle design har haft i det 20. århundrede. Det er på ingen måde et perifert emne, men handler om de værdier, vi forsøger at skabe og forstærke«. Ifølge de to kuratorer er udstillingen den første af sin slags. Selv om to af MoMA's tidligere direktører, museets første direktør Alfred H. Barr jr. og hans efterfølger Rene d'Harnoncourt, begge har beskæftiget sig med børns univers - den første anskaffede en større privat samling russiske børnebøger, den anden skrev og designede børnebøger og havde en af verdens største samlinger af mexicansk legetøj - har museet aldrig lagt lokaler til en sådan udstilling af design til børn. Juliet Kinchin giver et bud på årsagen,

»Børn har ikke stemmeret og heller ikke nogen direkte økonomisk magt. Deres interesser fylder sjældent meget på den væsentlige politiske og økonomiske dagsorden. Der er en fornemmelse af, at det barnlige ikke er intellektuelt, at det måske er trivielt. Det er meget knyttet til kvinders verden. Store arkitekter har ofte ønsket at blive husket for mere monumentale værker. Fordi det ikke har været noget særlig højtprofileret område inden for design, har det tiltrukket kvinder, hvis karriere ofte er blevet marginaliseret i historieskrivningen«, siger Juliet Kinchin, der tror, at nogle af designerne måske også selv undervurderer den del af deres arbejde. »Vi argumenterer for, at for mange af de her arkitekter var det at arbejde for og med børn afgørende for deres kreative måde at tænke på. Det er nærmest en kliché, men børn er fremtiden, og moderne design har altid været optaget af at forsøge at forme fremtiden. Der er en ideel synergi mellem børn og moderne design, fordi det får en til at fokusere på, hvilket samfund, man ønsker, ens børn skal leve i«. Brutale begivenhederFor mange mennesker repræsenterer børn noget uskyldigt og optimistisk. Men der er også børn, der bliver udnyttet som børnesoldater og til børnearbejde. Hvordan har I forsøgt at forholde jer til de ekstremer? »Vi har forsøgt at vise det paradoks igennem hele udstillingen, specielt i den del, der hedder 'Children and the Body Politic', hvor vi ser på den hårfine grænse, der ofte adskiller utopisk tænkning fra manipulation og udnyttelse. Der er materiale relateret til den italienske fascismes colonie di infanzia, ferielejre, som i den mest progressive arkitektoniske stil blev bygget i bjergene til børn. De er fantastiske i deres arkitektoniske design, men de blev brugt til at indoktrinere og forberede i særdeleshed drenge til et liv i hæren og til Italiens imperialistiske ekspansion på den tid. Hvad angår børnearbejde har vi et fotografi af Lewis Hine, der viser en pige på en bomuldsmølle i Carolina i 1908, og i den anden ende af århundredet er der fremhævet tilsvarende eksempler på udnyttelse«. Der er brutale begivenheder, som man ville ønske børn aldrig nogensinde ville opleve - livet i en koncentrationslejr for eksempel. Men selv derfra kan børn komme ud med positive oplevelser. I Theresienstadt gav kunstner og underviser Friedl Dicker børn mulighed for at arbejde kreativt. »Nogle af de overlevende børn har beskrevet de timer som nogle af de mest glædesfyldte og berigende i hele deres liv på trods af den ubeskrivelige elendighed, de opholdt sig i. For mig fortæller det noget om, hvordan der er en styrke ved at skabe, som kan beskytte børn og bringe dem ind i en anden dimension«, fortæller Juliet Kinchin. »Jeg havde en meget bevægende tur til Polen. Jeg kiggede specielt på Warszawa, hvor der efter Anden Verdenskrig var en så fuldstændig ødelæggelse. Nogle af de første projekter, der blev arbejdet på, var ikke huse, men pap- og papirlegetøj til børn. Hvis ens liv som voksen er alvorligt rystet, kan man ikke nødvendigvis løse sine egne problemer, men én positiv ting, man kan gøre, er at forsøge at gøre det bedre for den næste generation«. Aidan O'Connor fortæller, at de også i forbindelse med udstillingen har arbejdet med Unicef, som blandt andet har et såkaldt 'School in a Box'-sæt, der indeholder de fornødne ting til at undervise 80 børn under vanskelige omstændigheder. »Der er meget designtænkning i det«, supplerer Juliet Kinchin. Børn som universets centrum På sin anden researchtur til Danmark fik Aidan O'Connor for alvor øjnene op for arkitekten Kaj Gottlob. Der er kendte danske navne som Arne Jacobsen, Nanna Ditzel og Verner Panton med på udstillingen, men Kaj Gottlob og hans funktionalistiske Skolen ved Sundet på Amager fra 1938 var en øjenåbner af dimensioner for Aidan O'Connor. »Jeg skrev straks hjem til hende«, fortæller hun og peger over på chefkuratoren, »med store bogstaver og masser af udråbstegn, at det her var fantastisk, og vi måtte finde en måde at få det med på udstillingen på«. Det var den danske professor Ning de Coninck-Smith, der viste O'Connor skolen. O'Connor peger på et billede af skolens aula, hun selv tog, da hun besøgte skolen. Det er kommet med i udstillingskataloget. »Ideen om, at han bogstaveligt talt placerede børn i midten af universet, da han designede landkortet på gulvet med jernbanen og veje, der fører ud fra det centrale København. Farverne er så levende. Det er en poetisk gestus at placere børnene der, og så oven over, hvilket ikke kunne komme med på billedet, er kompasset. Han siger, at børnene altid skal være klar over, hvilken vej vinden blæser. Hvilket budskab på tærsklen til Anden Verdenskrig«, siger Aidan O'Connor, der ikke måtte tage billeder, hvor der kom skolebørn med. »Men jeg fandt ud af, at der er kommet en papirflyver med på billedet«, siger hun og viser med pegefingeren en mikroskopisk papirflyver, der ligger på gulvet. Om voksne vil det eller ej. Børn sætter aftryk i verden.