Han har tegnet  hele sit liv, men først som 18-årig begyndte Know Hope at male på mure og sætte skrøbelige papfigurer op på  gadehjørnerne. »På gaden giver man sin kunst en ekstra levealder«, siger han. »Ikke fordi det er mere holdbart, tværtimod, men fordi gadekunst skaber interaktion«. www.flickr.com/photos/thisislimbo

Han har tegnet hele sit liv, men først som 18-årig begyndte Know Hope at male på mure og sætte skrøbelige papfigurer op på gadehjørnerne. »På gaden giver man sin kunst en ekstra levealder«, siger han. »Ikke fordi det er mere holdbart, tværtimod, men fordi gadekunst skaber interaktion«. www.flickr.com/photos/thisislimbo

Kunst

Israels svar på Banksy er fuld af håb

Gadekunstneren Know Hope slår sig løs i København. IBYEN kigger ham over skulderen.

Kunst

Hylderne er fyldt op med fugemasse, regnbuefarvede knæskånemåtter og trækoste, og her lugter lidt af maling og gør det selv i Røverkøb på Nørrebrogade.

Klokken er fem minutter i lukketid lørdag eftermiddag, og IBYEN er på jagt efter en stige sammen med den israelske street art-kunstner med det dobbelttydige navn Know Hope. I røde, malerplettede sneakers forsøger han at forklare den fleeceklædte ekspedient, at han leder efter noget, der kan nå helt op til kanten af Dronning Louises Bro.

Kort tid efter, med en spand blå maling af farven M127 og en to og en halv meter høj stige under armen, går Know Hope ned ad Nørrebrogade mod Søerne. Her, ved tunnelen under Dronning Louises Bro, skal han male en af sine karakteristiske langlemmede figurer, der med lukkede øjne og sammenknebne munde efterhånden befolker byer i hele verden fra New York og London til Stavanger, Toronto og Tel Aviv.

Mur-værket kan københavnerne kigge på, når de går tur rundt om Søerne. Og fra mandag kan man også se hans væsener i glas og ramme, nemlig som litografier på galleriet Edition Copenhagen på Christianshavn.

Israels svar på Banksy
23-årige Know Hope er Israels svar på den engelske street art-kunstner Banksy. Han startede sin internationale kunstnerkarriere med at bruge Tel Avivs mure som lærred. På murene står hans skrøbelige figurer, hvis hjerter ofte er erstattet af et tomt, gennemborende hul, i kontrast til de rå flader. Altid iklædt stribede sweatre og stramme jeans og ofte med arrede eller amputerede arme. Forgængelige, melankolske og uhyggelige på samme tid.

»Den her mur er næsten for pæn«, siger Know Hope ved indgangen til tunnellen, der skaber en underjordisk passage under Nørrebrogade.

Elsker byer i forfald Han kigger op på den fem meter brede betonmur under Dronning Louises Bro. Muren er i øjeblikket koboltblå med fem bogstaver, der i lyseblåt staver ordet CRAZY. I et af bogstaverne står der med sort skrift 'FUCK privat property!'

»Muren her er i meget bedre stand end dem, jeg plejer at male på i Tel Aviv. Jeg elsker, når man kan se, at en by er i forfald og ved at falde fra hinanden. Og at murene fortæller historier. At de har minder på sig«, siger han.

Fra det næstøverste trin på stigen er han meter for meter gået i gang med at forvandle koboltblå til havblå med en stor malerrulle. Bag den nye farve kan man stadig ane konturerne af et lyseblåt 'C'.

»Måske er det en fiskehejre«
Know Hope er født i Californien, men kom som 10-årig til Israel, hvor han har boet siden. Han har tegnet hele sit liv, men først som 18-årig begyndte han under synonymet Know Hope at male på husmure og sætte skrøbelige papfigurer op på gadehjørnerne.

»På gaden giver man sin kunst en ekstra levealder. Ikke fordi det er mere holdbart, tværtimod, men fordi gadekunst skaber interaktion«, siger han.

Sort oliemaling drypper ned på asfalten under broen. Det er blevet søndag, og den nu havblå betonmur er blevet tør natten over.

»Måske er det en fiskehejre«, siger en ældre mand på søndagstur om Søerne med sin familie. Han kigger op mod den unaturligt lange arm, som Know Hope er ved male på muren, inden han går under stigen og ind i tunnellen.

Et hjerte kan være en byrde
Senere kommer en ung pige med musik i ørerne løbende forbi. »Det er skideflot«, råber hun lidt for højt op mod den malerplettede kunstner øverst på stigen.

»Det er meget vigtigt for mig, at folk forstår mine værker. Det skal ikke være en eller anden hemmelig kode, der kun giver mening inde i mit hoved. Jeg laver det her for at have en dialog. For mig er det som at give de forbipasserende et fremtidigt minde«, siger Know Hope fra stigen.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Han har et krøllet A4-ark i den ene hånd og en tynd gul pensel med sort maling på spidsen i den anden. På papiret er der en skitse af en af hans tilbagevendende, langlemmede figurer med et aflangt hjerteformet hul lige midt i den firkantede brystkasse.

»Jeg er optaget af tomme rum. Tunnelen under broen er et af slagsen. Den har et formål: at lade folk passere. Det er ligesom det tomme rum, som min figurs hjerte efterlader. Det er ikke noget dårligt træk. Et hjerte kan være en byrde. Nogle gange kan det være en lettelse at få lettet sit hjerte. At komme af med byrden og lade ting passere«, siger han, mens sorte, tynde streger bliver til fingre, arme og ben på betonen.

Et landkort af ar
Der er lidt vej fra Nørrebros beton til den mere end 150 millioner år gamle sten på Christianshavn, som Know Hope nu sidder bøjet over. Gadekunstneren er rykket indenfor i et 200 kvadratmeter stort værksted i galleriet Edition Copenhagen, hvor han på tunge industrielt udseende trykkemaskiner skal genskabe sine figurer via den ældgamle printteknik litografi.

De tre figurer, han har tegnet på den gamle sten, ligner dem, han tegner på gaden. Lemmer med ar – og huller, der hvor hjerterne skulle have siddet. En af figurerne er faldet om på jorden.

»Vi lever i en ødelagt verden. Og mine figurer er med deres ar og amputationer lige så ødelagte som deres omgivelser. Vi er uadskillelige fra det mudder, vi befinder os i. Vi står knæhøjt i det«, siger Know Hope om tegningen på stenen.

Er optimistisk
Men er det så et dystert minde om en verden uden håb, man skal tage med sig, når man passerer en af Know Hopes figurer på gaden? Skal hans navn tolkes så negativt, som det lyder, når man siger det højt for sig selv?

»Jeg valgte mit navn på grand af dualiteten. Det er både optimistisk og pessimistisk. Ar er ikke noget dårligt, men blot minder, der bliver til landkort over det, vi har oplevet. Det er fejltagelser, som man kan forvandle til noget positivt«, forklarer han.

»Håb kan også ses negativt. Som noget naivt eller idealistisk. Men det er stadig det eneste, du har, når alt andet er noget lort. Så når det kommer til stykket, er jeg nok optimistisk«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Et rødt hjerte

Tilbage under Dronning Louises Bro er der dukket en skrutrygget figur op på betonmuren. Figuren stikker to aflange fingre ind i sit hjertes hulrum, mens den popper sit kuglerunde hoved ud gennem en stribet sweater. Som noget af det sidste tegner Know Hope et rødt hjerte på ærmet og maler det fast med sorte sting som spejdernes duelighedstegn. Et minde om, hvad hjertet har oplevet.

Nørrebrogade dytter i baggrunden, et trafiklys skifter endnu en gang fra grønt til rødt, mens Know Hope slår stigen fra Røverkøb sammen.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce