Det er et af de der billeder. Man registrerer lige, hvordan torsoen snor sig i konvulsivisk smerte som en orm, og pling, så kan man selv fylde alle de resterende felter i maleriet ud, fordi man har set det så mange gange før.
Eller man kommer tilfældigt ind i billedet et andet sted fra, f.eks. oppe i floden af fortyndet blod, der farver himlen pisgul og orange i striber, og så kan man selv tegne både broen og figuren med de skrækopspærrede øjne, det tavse skrig i munden og hænderne, der desperat klamrer sig til den sidste ræson mellem ørerne. Edvard Munchs ’Skriget’, anyone? Jeg fik for et par minutter siden en mail fra en musiker, jeg kender i South Carolina, som fortalte mig, at han engang ejede en guitar, der var formet som ’Skriget’, bare vendt på hovedet.
