Anselm Reyle er en superstjerne. De er tit svære at interviewe. Man forventer af en eller anden uforklarlig grund et røvhul.
Man bliver overrasket over, at de ikke er det. Oh, my gosh, han er et normalt menneske! Sympatisk var han fra første sekund. Så den historie fortæller man: Han var nærværende i samtlige 20 minutter! Den tyske kunstner Anselm Reyle er umiddelbart en undtagelse. I den første halve time af vores aftale er han ikke særlig nærværende. Mest af alt fordi han slet ikke er til stede i det rum, hvor jeg er blevet bænket i galleriet Andersen Contemporary. Et problem er opstået: En væg, som ikke var rejst, sidst han besøgte sit danske galleri, blænder et par vinduer. »Hele udstillingen må omarrangeres, for jeg har tænkt den i dagslys«, har Anselm Reyle gryntet til velkomst. Rundt omkring knokler fire-fem tyskere med at finde nye pladser til de næsten skødesløst glossy værker, der er skabt af billigt folie, plexiglas og fluorescerende autolak. Så vi venter. I morgen lørdag åbner både udstillinger i Anselm Reyles danske galleri og på Arken. Til museet i Ishøj har kunstneren fået indsamlet affald fra Vestegnen for at skabe en kolossal installation, der fylder flere rum og nu funkler i alverdens farver, fordi neonrør holder ragelset med selskab.
