Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Status. Kunsten er efterhånden det mindst vigtige på kunstmesser som Chart Air Fair, mener kunstneren Jes Brinch.
Foto: Martin Lehmann (arkiv)

Status. Kunsten er efterhånden det mindst vigtige på kunstmesser som Chart Air Fair, mener kunstneren Jes Brinch.

Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kunstner: Galleristerne har magten

Kunstnerne har intet at skulle have sagt, mener Jes Brinch. Vrøvl, mener gallerister.

Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Galleristerne er stjernerne på kunstscenen i dag.

De sidder på magten og tænker først og fremmest i penge og status på bekostning af kunsten. Og kunstnerne? Hvis de vil have en karriere, skal de holde kæft og lave umælende ting, der ligner kunst.

Installationskunstneren Jes Brinch holder ikke selv kæft. Tværtimod smælder han højt i dagens Kronik, hvor han uddeler ovenstående øretæver mod nogle tendenser, han oplever på den danske kunstscene.

»Galleristerne er selvskabte autoriteter med magt til at udvælge og udelukke kunstnerne ud fra markedets parametre«, lyder hans kritik blandt andet.

LÆS KRONIK

Kunst er i dag en »konkurrence om at få højeste priser og mest magt«, og »kurs, pris og status går før kunstneriske kriterier«, skriver Jes Brinch, der selv er kendt for debatskabende kunstværker som ’Burn Out’, hvor han sammen med kunstnerkollegaen Henrik Plenge Jakobsen i 1994 udstillede såvel en nedbrændt børnehave som smadrede køretøjer på Kgs. Nytorv.

Men det er en »pseudokritik, det er svært at tage alvorligt«, siger gallerist Nicolai Wallner.

Kunstnerne er bange for at sige deres mening

»Gallerierne eksisterer jo kun i kraft af kunstnerne. At sige, at galleristerne bestemmer alt, er det mest forvrøvlede nonsens, jeg har hørt i mit liv. Alle kan tage et initiativ. Der er jo ikke censur, der forhindrer folk i at gøre, hvad de har lyst til«, siger Wallner.

Men Jes Brinch står fast:

»Kunstnerne er efterhånden det mindst vigtige led«, siger Jes Brinch. »Der er jo ingen tvivl om, hvem der dominerer scenen. Magten er røget ud af hænderne på kunstnerne. Og jeg fornemmer, at kunstnerne er bange for at sige deres mening, så de bliver erklæret besværlige at arbejde med. Som om folk er bange for at ytre sig for at miste markedsandele«.

Du nævner ikke, hvilke gallerister du specielt tænker på. Hvorfor?

»Der er jo ikke tale om, at jeg vil gå i flæsket på nogen gallerister personligt. Det handler mere om at kritisere nogle tendenser og magtstrukturer«, siger Jes Brinch og tilføjer:

»Og det siger sig selv, at galleristerne er uenige. De er jo heller ikke vant til at blive sagt imod«.

Vil ikke klandres for succes
Gallerist Susanne Ottesen, der var medarrangør af kunstmessen Chart Art Fair, som også får kritik med på vejen af Jes Brinch, er ligesom Nicolai Wallner uenig i, at store gallerister sidder på magten.

Tværtimod, påpeger hun, popper der i dag flere kunstnerdrevne gallerier op som alternativ.

»Så hvis det er rigtigt, hvad han siger, kan kunstnerne jo bare vælge at finde en anden form. Folk har kun så meget magt, man giver dem. Hvis man synes, gallerister er stjerner, er det, fordi man gør dem til stjerner«, siger hun.

Men har han ikke ret i, at det er penge og markedets parametre, der styrer kunstscenen i dag?

»Det er ikke det, der styrer, hvilke kunstnere jeg arbejder med. Det har aldrig styret min butik«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Og selv om gallerierne sælger, skal de i hvert fald ikke høre for det, mener Nicolai Wallner.

»Mit galleri åbnede på et tidspunkt, da der ikke skete en skid. Vi har brugt utrolige mængder blod, sved og tårer, så jeg gider ikke blive klandret for, at vore kunstnere har succes«.

Jes Brinch hæfter sig også ved, at samlerne har meget at skulle have sagt i dag?

»Samlerne bestemmer da ikke, hvad der skal laves, det gør kunstnerne. En kunstner som Olafur Eliasson har arbejdet med mange af de samme tematikker i tyve år. I dag er han eftertragtet, men det er jo ikke, fordi der er nogen, som har fortalt ham, hvad han skal lave«, siger Wallner, der sammenligner Brinchs kritik med »en falleret oldboyspiller, der står på sidelinjen og råber til en Champions League-kamp, hvorfor han ikke må være med, og at det hele handler bare om penge«. Bolden ligger hos kunstneren

Kunstneren Kaspar Bonnén synes, det er en relevant kritik, Jes Brinch rejser. Ligesom Brinch fornemmer han, at status fylder mere og mere på kunstscenen. »Der er en tendens til, at det er blevet vigtigere at opnå en position, og at der samtidig bliver lagt mindre vægt på den enkelte ytring. Og det er et problem«, siger Bonnén.

LÆS OGSÅ »Jeg ved ikke, om gallerister har fået mere magt – det er jo også op til kunstnerne selv at tage magten. Men jeg tror, han er træt af, at vi giver dem mere magt, så det bliver en selvopfyldende profeti«, siger Bonnén, der selv har noteret sig, at »mange kuratorer har fået mere stjernestatus, end de har haft før.

Det er i hvert fald ikke kunstnerne, der får honorar for det, der bliver vist på udstillingerne«.

Kunstscenen ér blevet mere kapitalstyret, mener Jes Brinchs gamle kunstnerkollega Henrik Plenge Jakobsen. Han ser dog ikke markedsinteressen som en speciel trussel, for det er stadig kunstnere, ikke gallerister, der er hovedpersonerne.

»90’erne var måske kuratorernes årti, og 00’erne har været ekstremt på galleristernes betingelser. Men nu er det skiftet lidt igen, for der åbner hele tiden en masse kunstnerdrevne steder. Så bolden ligger stadig hos kunstneren. Hvis ikke hun er der, er der ikke noget kunst«, siger han.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden