kritiker. Uden for Kina er Ou Ning langt fra så kendt som Ai Weiwei, men deler hans kritik af regimet.
Foto: PR/Zhu Rui

kritiker. Uden for Kina er Ou Ning langt fra så kendt som Ai Weiwei, men deler hans kritik af regimet.

Kunst

Anarkistisk kunstner vil etablere kinesisk udgave af Christania

Ou Ning har flere gange været på kant med etpartistaten. Nu flytter han på landet.

Kunst

Han kender stedet, så det er ikke derfor, at han kommer for sent.

Det kan ellers være svært nok at finde cafeen, hvor vi skal mødes i dag, for den ligger i et hjørne på 25. etage i et ældre – og i Beijing betyder det fem, ti år – højhus, hvor der stort set kun er kontorer.

Cafeen ligger for enden af en mørk gang, og der hænger kun et mindre skilt foran den lukkede dør.

Men indenfor er der lyst, for vinduerne går fra gulv til loft, og her kan man sidde og kigge ned på folk, veje, biler, busser og bygninger i den kinesiske hovedstad, der forsvinder i smoggen under fødderne.

Forberedelser Der sidder blot et par kontorarbejdere i to af de bløde og slidte sofaer, da Ou Ning forpustet kommer ind ad døren.

»Undskyld, undskyld«, siger Ou Ning med en ru stemme, der endnu ikke er blevet smurt med dagens første cigaretter og kaffe. Det er tidligt på eftermiddagen, men han er først lige vågnet, for han har brugt de seneste dage og al sin energi på at forberede et møde.

Det er med myndighederne i en landsby, der ligger i den østlige Anhui-provins, hvor han flyver ned senere i dag.

Han er på vej til at flytte fra Beijing og, forklarer han, lave en slags kinesisk udgave af fristaden Christiania. Og det er ikke noget, som man bare går ud og gør i etpartistaten Kina.

Men hvem er han, Ou Ning, der blev født i 1969 i en fiskerlandsby i den sydkinesiske Guangdong?

»Åh ... «, siger han og begynder at tænke over, om der er en enkelt titel, der skulle være mest dækkende lige for tiden.

Multikunstner
Ou Ning er nemlig en af de helt store kunstnere i Kina, der er kendt for at genopfinde sig selv og ikke lade sig begrænse af genrer.

Han har lavet dokumentarfilm og stået i spidsen for det uafhængige U-thèque, der var en slags kollektiv centreret omkring film og video, men som blev lukket af myndighederne i 2003.

Han har været kurator for flere biennaler som eksempelvis Hongkong og Shenzhens for Urbanisme og Arkitektur.

Han har været tilknyttet det amerikanske Guggenheim Museum og stået bag flere udstillinger og festivaler i Kina.

Ou Ning er grafisk designer, digter, forfatter og lige nu også redaktør for det litterære magasin Chutzpah.

»Jeg er virkelig nysgerrig«, siger Ou Ning.

Det begyndte, da han i starten af 1980’erne fik fat på et litterært undergrundsmagasin fra Beijing, der hed I dag.

»Det ændrede mig totalt, for jeg kom fra landet, og den her uofficielle undergrundslitteratur kom helt bag på mig«, siger Ou Ning. For her var digterne og forfatterne uafhængige og ikke en del af den officielle litteratur og partipropaganda.

Kaos efter Mao
Mao Zedong døde i 1976, og det begyndte en åbning af Kina mod omverdenen.

I 1980’erne blev Kina ramt af en kulturel feber, hvor kunstnere, intellektuelle og de unge i byerne havde en enorm nysgerrighed og sult efter vestlige film, kunst, musik og litteratur.

Gennem hele årtiet var det især digte og litteratur, Ou Ning interesserede sig for, og i 1986 begyndte han også at udgive undergrundsmagasiner.

»I mine unge dage var mit mål at blive uafhængig. Jeg forsøgte altid at befinde mig i alternativ position til den officielle kultur«, siger Ou Ning.

Årtiets to store spørgsmål var, hvad det ville sige at være kineser, og hvor Kina var på vej hen.

Det var ikke spørgsmål, som etpartistaten og Kinas Kommunistparti havde klare svar på efter Maos død, så produktet blev ofte censur og en hård hånd over for kunsten.

Kina blev verdens fabrikshal
I 1986 mundede usikkerhed og utilfredshed med partiet ud i store demonstrationer i flere storbyer.

Det var forløberen til de protester i 1989, der kulminerede 4. juni, da hæren blev sat ind mod demonstranter i Beijing.

Det blev kommunistpartiets svar på, hvordan Kina skulle udvikle sig i årene fremover. Vejen frem var kommunistpartiets.

Det blev det for alvor i 1992, da Deng Xiaoping tog på sin berømte tur til Sydkina.

Jeg kan ikke forlade Kina, jeg bliver nødt til at blive her. Hvis ingen bliver og forsøger at ændre tingene, så vil det kinesiske samfund fortsætte med at blive, som det er

Hans økonomiske politik og åbning af Kina var i vanskeligheder, men hans symbolske besøg i økonomiske magtcentre som Guangzhou og Shenzhen viste kursen for Kina.

Det var her, det blev glorværdigt at være rig, og det var begyndelsen til, at Kina blev verdens fabrikshal.

»Det kinesiske samfund ændrede sig fuldstændigt fra et politisk samfund til et kommercielt. Mange digtere og forfattere kunne slet ikke forholde sig til den udvikling, og de spandt helt ud af kontrol. Så jeg ville ud«, siger Ou Ning.

Litteraturen
Den kinesiske litteratur i 1990’erne blev i stigende grad – som alle andre dele af samfundet – kommercialiseret. Og klart dårligere, mener Ou Ning.

Dengang i 1980’erne var kunsten modig og radikal, og den kritiserede samfundet, mener Ou Ning.

Kunstnerne tænkte på virkeligheden, og hvordan man skulle forholde sig til den. Det holdt de op med i 1990’erne.

»Fra begyndelsen af årtusindskiftet fik alle travlt med at gøre gallerier og samlere tilfredse. I dag bekymrer kunstnerne sig overhovedet ikke om virkeligheden omkring dem, og de forholder sig ikke længere til sociale spørgsmål eller kritiserer samfundet«, siger Ou Ning.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Derfor vendte han sig i 1990’erne mod rockmusikken, der stadig havde bid i Kina.

I 1993 organiserede han sine første koncerter og lavede en organisation, der hed Nyt Budskab, som skulle promovere alternativ musik. Han udgav også et musikmagasin, og det fik myndighederne i Shenzhen, hvor han boede dengang, til at besøge ham.

»De beslagde alle mine magasiner, og hver anden måned skulle jeg til te«, siger Ou Ning.

At skulle ’til te’ er et begreb, som journalister, forfattere, advokater, aktivister og andre bruger, når de bliver indkaldt til samtaler hos sikkerhedspolitiet.

Forhadt dokumentar
Myndighederne troede, at han havde forbindelse til politiske aktivister fra demonstrationerne i 1989, men først og fremmest forstod de ikke den nye rockmusik.

Det var første gang, etpartistaten spændte ben for Ou. Den næste var i 2003, hvor de lukkede hans fire år gamle filmprojekt.

Ou Ning var begyndt at blive interesserede i uafhængige film, for »dokumentaren var det stærkeste og mest magtfulde medie til at dokumentere og kommentere de vilde ændringer, som skete i Kina«.

Med projektet U-thèque gav han kameraer til 12 kunstnere, der dokumenterede landsbyen San Yuan Li, der blev til dokumentarfilmen af samme navn.

Allerede dengang var byen blevet industrialiseret, og der var store problemer med vold, prostitution og stoffer.

»Der var ikke noget socialt sikkerhedsnet, og det viste et meget skidt billede, som regeringen ikke havde det godt med. Vores dokumentar viste det, og derfor lukkede de os«, siger Ou Ning.

Takkede nej til Guggenheim
U-thèque havde i 2003 cirka 800 medlemmer i Shenzhen og Guangzhou, siger Ou Ning, der mener, at etpartistaten var bange for, at de skulle udvikle sig til en politisk organisation.

»Jeg har prøvet at blive lukket ned to gange af regeringen, det er jo absurd. Det gjorde mig interesseret i politik«, siger Ou.

Det var ikke sidste gang, myndighederne spændte ben for ham. I 2012 organiserede han en fotofestival, der blev lukket på åbningsdagen. Han fik en forklaring om, at det var et dårligt tidspunkt, fordi åbningen faldt sammen med den politisk følsomme partikongres i efteråret.



»Jeg var virkelig skuffet«, siger Ou Ning. Samtidig fik han et tilbud fra Guggenheim, der ledte efter en kurator, der skulle organisere et projekt med kinesisk kunst.

Museet havde fået ti millioner dollar og ville have Ou Ning til at flytte fem år til New York for at lede projektet. Han takkede pænt nej.

»Jeg kan ikke forlade Kina, jeg bliver nødt til at blive her. Hvis ingen bliver og forsøger at ændre tingene, så vil det kinesiske samfund fortsætte med at blive, som det er. Så vil det altid være sådan her«, siger Ou Ning. Anarkismen som forbillede


Lige nu beskæftiger han sig meget med USA i 1960’erne, da borgerrettighedsprotesterne og de sociale bevægelser begyndte. Det var den gyldne periode for amerikansk samtidskunst, mener Ou. Her var der ingen helte. Alle var helte.

»Jeg er ret interesseret i anarkisme. Det er smukke ideer«, siger Ou, der tænker på de fredelige dele af ideologien.

Men er anarkisme ikke en farlig interesse at have i en autoritær etpartistat som Kina? Jo, siger Ou, der alligevel ser det som en mulig udvikling, der skal ske med små skridt.

»Det er det bedste alternativ at stræbe efter. Folk tror, at det er en utopi, men jeg tror, at det kan blive en realitet. Det er derfor, at jeg er begyndt på projektet i landsbyen, for anarki kan kun finde sted i små lommer, da partiet er alle vegne«, siger han.

Ou er lige kommet hjem fra en tur til New Zealand, hvor han blandt andet besøgte alternative samfund, hvor flere familier bor sammen og har opbygget bæredygtige livsstile.

Et andet forbillede er Christiania, som han håber selv at kunne besøge engang.

For i 2011 begyndte han sit store projekt i landsbyen Bishan. Det skal være et centrum for kunstnere, der sammen med de lokale skal udvikle landområdet og landsbyen.

Aflyste festival
Han har købt landsbyhuse og med de lokales arbejdskraft sat dem i stand til at huse kunstnere og afholde festivaler.

Lokalregeringen havde allerede støttet den første festival, men aflyste den næste under partikongressen sidste år. Og han har netop fået at vide, at han ikke kan få tilladelse til at holde en ny i år.

Det skulle have været endnu en festival, hvor kinesiske og udenlandske arkitekter, musikere, filminstruktører, forfattere og andre kreative skulle komme til byen for sammen med de lokale at lave indslag omkring den lokale historie og kultur.

I stedet, siger Ou Ning, vil han holde mindre udstillinger og foredrag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Christiania på kinesisk

Projektet med kollektivet i Bishan er også et modsvar til kommercialiseringen af kunstscenen, hvor priserne på alt kinesisk er steget over det seneste årti i takt med interessen for Kina. Og regeringen ser på det som en hvilken som helst anden industri, mener Ou Ning. »Hvordan kan kunst være en industri? Regeringen bekymrer sig kun om den økonomiske værdi af det, og kunstnerne tænker kun på at lave produkter til samlere og gallerier. For regeringen handler det ikke om kultur«, siger Ou Ning.

LÆS OGSÅ For Ou er projektet i Bishan også et farvel til årtier i storbyer som Shenzhen, Guangzhou og Beijing. Han har netop solgt sin lejlighed i den kinesiske hovedstad og er flyttet permanent til landsbyen – stik modsat millioner af andre kinesere.

Men for Ou handler det om netop at finde en balance i urbanisering og en bæredygtighed mellem land og by. Hvor der måske er et svar på de mange miljømæssige og sociale problemer, som den enorme folkevandring medfører.

Et af anarkisten Ou Nings bud kunne være den kinesiske udgave af Christiania. Men tror han, at det en dag vil lykkes for ham?

»Jeg vil prøve. Jeg vil virkelig prøve«, siger Ou Ning.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce