Mathilde Fenger klikker et fotografi frem på computerskærmen. Det forestiller en lille mørk dreng, der ligger på et operationsbord. »Se lige, hvor dybt det brandsår er ...«. Vi betragter stille drengen. Omkring ham står en læge, en sygeplejerske og en tolk. Det er uvist, hvordan barnet er blevet forbrændt, men det må have noget med krigen i Afghanistan at gøre. Scenen udspiller sig nemlig på et felthospital i Helmandprovinsen. Derude Og det er Mathilde Fenger, der har taget billedet. »På et tidspunkt var jeg nødt til at gå udenfor«, siger hun. Så tænder hun en cigaret, puster røg ud og fortsætter: »Det der med, at folk brokker sig over for mange cykler i metroen, det virker latterligt, når man lige har været derude«. Fra fotografi til oliemaleri Kunstneren Mathilde Fenger vendte for en måneds tid siden hjem efter et par uger i Camp Bastion og – især – Camp Price, de danske soldaters hovedlejr i Helmand. Det er for tidligt at sige, om den sårede dreng bliver til et oliemaleri. Mathilde Fenger har cirka 2.500 fotografier med hjem fra krigen og har endnu ikke besluttet, hvilke motiver der skal blæses op på et lærred. Vi sidder og kigger på fotografierne i hendes atelier i et baghus i Nyhavn, hvor hun også bor. Et par store kamuflagefarvede tasker står i et hjørne. Og de støvler, hun gik rundt med i ørkenen. Op ad væggen står et maleri, der er ved at tage form. Et andet står på et staffeli. På det ene billede traver en flok burkaklædte kvinder imod os sammen med en sygeplejerske i militærbukser. Det andet billede viser en dansk patrulje i Helmand. I forgrunden hviler en soldat på det ene knæ, mens han holder sit automatvåben skudklar. Ingen heltebilleder Mathilde Fenger drog til Afghanistan, fordi hun mener, man er nødt til at beskæftige sig med tidens store begivenheder. Som nu den her såkaldte krig mod terror. Uanset hvad man mener om krigen, må den ses efter i sømmene. »Det er ikke, fordi jeg har tænkt mig at male sådan nogle heltebilleder«, siger hun. »Men se lige det her ...«. LÆS OGSÅSucceskunstner: »Kommerciel kunst betyder ikke en skid« Det er et fotografi af en helikopter, der letter i en malerisk støvsky. Under helikopteren krammer to mennesker i uniformer hinanden, mens de dukker sig for den piskende rotor. »De to dér er læger, som lige har sendt en patient af sted«, siger Mathilde Fenger. »Det er ikke så tit, de krammer hinanden i militæret. Det her kunne jeg godt forestille mig at male«. Sand og sure sokker Hun blev vist rundt i Camp Price af en velfærdsofficer, som på et tidspunkt indrømmede, at han havde været lidt betænkelig ved at få en kunstmaler ud i krigszonen. Han så for sig en hippieagtig figur i sandaler og flagrende gevandter, men måtte revidere sine fordomme. Ligesom Mathilde Fenger måtte revidere sine. Soldaterne modtog hende med åbne sind. Og hun var overrasket over, hvor lidt kæft, trit og retning der var i lejren.
»Det var meget mindre stringent og restriktivt, end jeg havde ventet«, siger maleren. Mathilde Fenger boede i en barak med soldaterne, kun adskilt fra dem med et stykke klæde, ophængt i klemmer. Der lugtede konstant af sand og sure sokker. »Du har tre kvadratmeters privatliv. Og så er der sand overalt. Man fik det i halsen, i øjnene ... Der er så tørt, at ens læber bliver til store sår«. Hvis man skulle miste et ben To gange var hun uden for Camp Price. Den ene gang sammen med en patrulje. Anden gang var hun ude med civile militærfolk, som blandt andet skal pleje forholdet til de lokale afghanere. Begge gange var hun »skidebange«. »Især da jeg fik udleveret en rem, som jeg fik besked på at snøre mig sammen med, hvis jeg mistede en arm eller et ben. Der fik jeg sgu lidt en klump i halsen og tænkte: Skal man risikere sit eget liv for et maleri?«. Noget inde i hende svarede ja til dette spørgsmål. Stor respekt for soldaterne I hvert fald gennemførte hun udflugterne. Uden voldsomme oplevelser. Men hun forsøgte ikke at komme ud til de fire yderste danske lejre, dem, der ligger på kanten af den grønne zone, hvor den indimellem dødbringende kontakt med oprørerne fra Taleban er noget nær hverdagskost. Der gik grænsen for Mathilde Fenger. Men selv i Camp Price var det nervepirrende at opholde sig. »Du kan komme ud for grimme ting lige uden for porten. Jeg har fået meget stor respekt for de soldater, der har det her som job«. Skjult Da hun spurgte, hvordan de taklede risikoen for at ramme en vejsidebombe, lød svaret, at det ikke nyttede at gå rundt og være bange. Hvis de stødte på en bombe, måtte de tage den derfra. Mens Mathilde Fenger opholdt sig i lejren, sprængtes fire vejsidebomber under en dansk transport ude i det altid støvede og grågyldne landskab. Der var kun materielle skader. »Det uhyggelige er, at du ikke kan se Talebob ... som de nogle gange kalder Taleban. Han er skjult«, siger Mathilde Fenger. Tale om alt muligt Når soldaterne talte sammen, handlede det altid om det, der skete på patruljerne. »De talte om vejsidebomberne. Om Afghanistan, Afghanistan, Afghanistan ...«, siger Mathilde Fenger. LÆS OGSÅLouisiana udstiller skræmmende og rædselsfuld efterkrigskunst Men med hende ville de gerne tale om alt muligt. »De var utrolig søde, åbne og interesserede. De talte med mig om venner, familie, politik ... Jeg tror, det betød meget, at jeg var en ganske almindelig civilist og ikke journalist ...«. Ingen krigsliderlige drengerøve Hun tøver lidt. Måske fordi hun fornemmer, at det her er ved at udvikle sig til en lovprisning af krigen. Så siger hun: »Nu er det jo altså ikke, fordi jeg er blevet tilhænger af militæret af at være derude ...«. Du er ikke blevet krigsliderlig? »Bestemt ikke. Men jeg forstod, at soldaterne kommer fra alle lag i befolkningen. Og jeg har fået sløjfet nogle fordomme om militæret. Jeg fandt ud af, at de her soldater ikke rejser ud for at udleve våbenliderlighed, drengerøvsfantasier og eventyrlyst. De har en større alvor, de er mere nuancerede personligheder ...«. Fem år på to ugerSpurgte du, hvorfor de var taget af sted? »Ja, og nogle sagde, de var fascinerede af kampgearet og sammenholdet. De var taget derud, fordi man jo ellers ikke vidste, hvornår man kunne komme til at opleve en krig. Men selv om de er unge, opfører de sig meget voksent«, siger Mathilde Fenger.
