Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Williamsburg. Jesper Just har en sikker sans for steder. Han kan godt lide denne blindgyde neden for Williamsburg Bridge.
Foto: Per Folkver

Williamsburg. Jesper Just har en sikker sans for steder. Han kan godt lide denne blindgyde neden for Williamsburg Bridge.

Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dansk stjernekunstner: »Jeg vil gerne have, at man sidder tilbage og ikke har fattet noget«

Jesper Just, der lige nu udstiller på HEART i Herning, skal repræsentere Danmark ved biennalen i Venedig.

Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

En mand går igennem et ujævnt og diset landskab, hvor græsset synes at være flået op med rode. Her og der ligger stumper af betonelementer og flyder. I baggrunden skimtes nogle højhuse og nogle palmer. Og manden er lige gået forbi Eiffeltårnet.

Eiffeltårnet? Okay, så er vi i Paris. Er der nogen, der har bombet Paris? Og hvorfor gror der lige pludselig palmer ved siden af Eiffeltårnet? Der er noget, der ikke stemmer.

Det er, fordi det er en Jesper Just-film. Man synes hele tiden, man genkender noget, som så viser sig at være noget andet end det, man troede. Men det her er ikke en kulisse. Just har ikke ladet denne postapokalyptiske udgave af Paris tømre sammen til ære for sin nye film.

Paris
Han har fundet stedet i Kina, et stykke uden for Hangzhou.

Her har en bygherre opført en kopi af Paris. Eller rettere sagt: en by, hvis centrum er en kopi af nogle parisiske gader, inklusive Eiffeltårn. Det er ikke tænkt som en turistattraktion. Heller ikke som en hyldest til Vesten. Det er bare for at få folk til at flytte herhen.

»Og de er ikke særlig sentimentale omkring det ... Eiffeltårnet flytter de bare ned i den anden ende om et par år, fordi de skal bygge et shoppingcenter«, siger Jesper Just.

»Det ser meget fint ud, det Eiffeltårn. Det er ikke lavet af pap?«, spørger jeg.

»Nej, nej, der er bolte og møtrikker ... Men det er lidt underligt, for så gror der salat lige ved siden af. Der er køkkenhaver ...«.

Billedet af manden og Eiffeltårnet er frosset fast på den velvoksne fladskærm, der står ved siden af Jesper Justs arbejdsbord i hans studio i den nordlige ende af Brooklyn.

Det er et billede fra den film, han er i gang med at klippe til Venedig Biennalen, der åbner til sommer. I år er det Jesper Just, der skal udstille i den danske pavillon, ene mand. Så kan det dårligt blive mere ærefuldt, hvis man er billedkunstner.

Jesper Just er en af de danske kunstnere, som er mere berømte i udlandet end herhjemme. Hans værker er købt af MoMA, Guggenheim, Tate Modern og en del andre museer i samme vægtklasse. Jeg har opsøgt ham for at høre, hvordan han er nået så langt. Og for at høre noget om Venedig-værket selvfølgelig.

Atelieret
Det er ikke med nogen helt klar interviewaftale i bagagen, at jeg flyver over Atlanten. Og detaljerne hænger stadig og flagrer, da jeg vandrer gennem Brooklyn og får øje på hans studio, der ligger i en nedlagt telefoncentral lige der, hvor Nassau Avenue møder Bedford Avenue. Bygningen er i tre etager og udført i rødbrune sten. Naboen er en deli & grill.

Hvordan kommer man ind?

Jeg opdager en sort gitterport, men der er ingen navneskilte og ingen ringeklokke. Jeg taster Jesper Justs nummer på mobilen. Det har jeg allerede gjort nogle gange i løbet af dagen, uden at han har taget den, så jeg er strengt taget ikke sikker på, om han overhovedet er her.

Men denne gang svarer han. Og et øjeblik efter lukker han mig ind og fører mig op på første sal.

Lokalet er højloftet, men ikke voldsomt stort. Midt i det hele står et bord, der er stort nok til, at en håndfuld mennesker kan sidde omkring det og arbejde ved hver deres computer. Lige nu sidder der kun en, der hedder Julie.

Jeg vil gerne have, at man sidder tilbage og ikke har fattet

Jesper Just sætter sig ved sit eget arbejdsbord, helt i baggrunden. Han peger på en stol på den anden side af bordet og spørger, om jeg vil have kaffe? De brygger Brooklyns efter alt at dømme bedste kaffe henne på hjørnet, og Julie har ikke noget imod at hente et par kopper, siger han.

Det lyder fint, siger jeg.

»Hvordan endte du egentlig i New York?«, spørger jeg ham så hen over bordet, hvor en del bøger er strøet ud omkring en bærbar Mac.

Jesper Just kigger på mig med sine grågrønne øjne, der sammen med et fuldskæg dominerer hans ansigt, og fortæller, at det hele på en måde begyndte for omtrent ti år siden, da han viste nogle af sine ting på en kunstmesse i Basel. Det var der, han mødte Perry Rubenstein.

'Intercourses'. Foto: Jesper Just

'Intercourses'. Foto: Jesper Just


Sætningerne
»Perry skulle åbne et galleri i New York. Han arbejder per intuition og sagde: »Det er okay, vi skal lave en udstilling!« ... Lynhurtigt var der bare en aftale«, siger Jesper Just.

Han var nærmest bare lige sluppet ud af Kunstakademiet. Nu skulle han vise sine værker på et galleri i New York. Og det gik godt. Eller som Jesper Just selv udlægger det:

»Det var slået stort op og var ret interessant ... Der kom en masse omtale, blandt andet i New York Times ... Men jeg havde egentlig slet ikke tænkt på at flytte herover ... Så kom der en dame, der hed RoseLee Goldberg, som jeg ikke vidste, hvem var, men som inviterede mig til at lave en performance til den her nye biennale, der hed Performa ... Jeg sagde bare ja ... Og det skulle ligesom være åbningsperformance, det var kæmpestort ... Jeg havde aldrig lavet performance før, så ...«.

Det viser sig, at Jesper Just sjældent fuldfører sine sætninger. Han standser et stykke før mål, lader simpelthen ordene ebbe ud ... Så tager han fat på en ny sætning, som heller ikke rigtig ender noget bestemt sted ...

Politiken på dyr kunstmesse i New York: »Hvor er det lige, kunsten vibrerer?«

Jeg må selv sidde og færdiggøre sætningerne i hovedet og kan ikke lade være med at tænke på, at det minder om den måde, han laver sine film på. Jeg har set nogle stykker af dem, inden jeg tog flyveren. Han serverer aldrig en færdig forklaring på noget som helst.

Man skal lige vænne sig til det.

»Værsgo«, siger Julie, der er tilbage med kaffen. Den smager ganske rigtigt usædvanligt godt.

»Lavede du allerede videoer på Kunstakademiet?«, spørger jeg Jesper Just.

»Ja ... eller jeg kom ind på tre skraldeposer og et foto«, svarer han.

'Intercourses'. Foto: Jesper Just

'Intercourses'. Foto: Jesper Just


Douglas
Det er blevet en vandrehistorie, forklarer Jesper Just, men den er god nok. Han havde først søgt ind på Kunstakademiet med nogle malerier. Den gik ikke. Så fyldte han tre sække med byggeaffald og klistrede en tegning på hver af sækkene. Bagved placerede han et foto af en minkfarm.

»Jeg havde ikke taget fotografiet, men jeg havde selv lavet tegningerne ...«.

Jesper Just fortsatte ikke i affaldsgenren. Egentlig var han mest interesseret i at male, og da han kom ind på akademiet, var der nogen, der spurgte, om han ville male scenografien til en kortfilm. Det ville han sådan set gerne.

»Og så kom jeg ligesom ind ad bagvejen til noget, der havde med film at gøre ...«.

Han begyndte at fotografere. Han tog billeder af små tableauer, små fortællinger. Derfra virkede det naturligt at gøre billederne levende. Han lavede sin første video, da han havde deltaget i en workshop på akademiet om Michael Douglas. Der var et bestemt mønster i nogle af de film, Michael Douglas var med i, fandt Jesper Just ud af.

Douglas spiller tit en pæn familiefader med et solidt arbejde, som støder ind i en selvstændig og – som det viser sig – nærmest psykopatisk farlig karrierekvinde. Og ved første møde sker der noget.

»Michael Douglas spilder kaffe eller får is på næsen. Jeg fandt ud af, at der var nogle ting, som altid gik igen ... det var ligesom starten på, at det begyndte at gå ned ad bakke ... Det interessante for mig var lige det øjeblik, det moment, hvor han mister kontrollen«, siger Jesper Just.

»Det moment prøvede jeg at strække ud og lave en film ud af«.

Han filmede en happening med en mand, der stod foran Nationalbanken og prøvede at åbne sin kuffert. Manden bankede hidsigt kufferten ind mod Nationalbankens mur.

Det var hans første video.

Forventningerne
Jesper Justs videoer ligner ikke rigtig noget, man kan se andre steder. Eller jo, ved første øjekast kan man godt tro, man skal til at se en film fra Hollywood. Billederne er lækre. Kameraet ryster ikke. Skuespillerne er gode.

Når vi har set et par minutter af en mainstream biograffilm, kan vi som regel godt regne ud, hvordan den udvikler sig, og hvordan den ender. Vi ved godt, at Michael Douglas til sidst vender tilbage til sin familie. Vi har nogle klare forventninger, og som regel bliver de indfriet. Jesper Just udnytter disse forventninger.

Og giver os noget helt andet.

»Selvfølgelig er der masser af overraskelser i mainstream film, men det vigtigste er, at man sidder tilbage og har forstået det hele. Alt er gået op på 90 minutter, men sådan er livet jo ikke. Det er det, der er så åndssvagt«, siger Jesper Just.

Politiken på dyr kunstmesse i New York: »Hvor er det lige, kunsten vibrerer?«

Han forsøger at gøre det modsatte:

»Jeg vil gerne have, at man sidder tilbage og ikke har fattet noget ... eller i hvert fald er mere forvirret end før«.

Han er ikke ude på at lave noget, der bare er mærkeligt. Han synes ikke, det er interessant at sætte tilfældige billeder op imod hinanden og overlade det til beskueren at finde en mening. Det ville være nemt nok bare at opløse det hele.

»Men på en eller anden måde skal man føle, at man godt ved, hvad der foregår ... Men når man tager filmiske tegn og putter dem ind i en kunstkontekst, så får det forhåbentlig beskuerne til at sætte spørgsmålstegn ved, hvad de ser ... Det ligner noget genkendeligt, men er det det? Der er ikke noget plot, der en minimal handling, og det bliver hele tiden brudt af nogle ting, som man måske ikke forventer ...«.

Karaktererne
Tag nu kvinden i hans ret nye værk, ’This Nameless Spectacle’, hun er en 60-årig transkønnet kvinde, der kommer rullende hen over lærredet i en kørestol. Hun er iført meget højhælede sko.

»Hvis der er en handikappet person i centrum for en film, eller en minoritet af en eller anden slags, så handler det som regel altid om den anderledeshed, de besidder. Det handler om personens kamp. Så er det en tragisk fortælling«, siger Jesper Just.

Men ikke i hans film, her er minoriteterne bare personer som alle mulige andre, mennesker. Kvinden i ’This Nameless Spectacle’ triller rundt i en romantisk park og gennem et højhuskvarter i udkanten af Paris. Da hun når op i sin lejlighed, rejser hun sig fra kørestolen og går ubesværet rundt på sine stiletter.

Jesper Just uddyber, hvad det er, der optager ham: »Jeg er interesseret i det, man ikke ser. Og jeg er interesseret i at bryde fortællingen. For eksempel ved at lade karakterer, der normalt beskrives som ikke seksuelt aktive, udforske deres egen seksualitet«.

Han lader sine karakterer tone frem uden den mindste forklaring på, hvor de kommer fra, eller hvordan de er havnet lige netop her. Den går normalt heller ikke i en biograffilm.

I en musical stopper handlingen, når der kommer en sang. I mine film sangen handlingen

»Man gør især meget ud af at fortælle mænds back story, så man er sikker på, at der ikke er nogen misforståelser, hvis de for eksempel kører sammen i en bil gennem en ørken ...«.

»Du mener: Så man ikke tror, de er bøsser?«, siger jeg.

»Ja, præcis ... Jeg er ikke interesseret i, om de er det ene eller det andet ...«.

»Men du spiller på tvivlen?«.

»Jeg kan godt lide at være i de områder, hvor man ikke helt kan placere det, fordi så meget handler om at sætte folk i bås«.

Foto: Per Folkver

Foto: Per Folkver


Herning
Stederne er lige så vigtige som karaktererne. For eksempel den motorvejsudfletning i Los Angeles, som optræder i ’This is a Landscape of Desire’, en film, Jesper Just for nylig har lavet til kunstmuseet Heart i Herning.

»Den udfletning lignede en livmoder, den havde ligesom æggestokke og livmoderhals. Jeg var bare fascineret af den ...«.

»Så denne film bliver til, fordi du ser et luftfoto af den udfletning?«.

»Ja, og så syntes jeg også, det var interessant at give Herning en motorvej mere ...«, griner Jesper Just.

Filmen voksede ud af motorvejsudfletningens arkitektur, der med sin lave, bølgende form virkede som et oplagt sted for en kvinde, der undersøger sin seksualitet. Just gjorde en tyk teenagepige til en af hovedkaraktererne og sendte hende ud i en vildmark, hvor hun går rundt og ser søgende ud. På et tidspunkt glider vildmarken umærkeligt over i et vildnis, der befinder sig mellem de søjler, motorvejsudfletningen hviler på.

»Jeg starter som regel med et sted«, siger Jesper Just.

Venedig
Det gælder også Venedig-filmen.

Han fik til opgave at skabe et værk til en dansk pavillon i et fremmed land. Pavillonen er altså en repræsentation af ét land i et andet land. Det gik han og tænkte over, og han begyndte at surfe på nettet og læse bøger om steder, der er kopier af andre steder.

»Jeg begyndte faktisk at læse i den her«, siger han og fisker en bog ud af bunken på bordet. Bogen hedder ’Evil Paradises’ og er en essay-samling om »neoliberalismens drømmeverdener«.

»Jeg læste om et Palm Springs i Hongkong. Det er jo sjovt, for Palm Springs er allerede en pastiche på noget andet, på amerikansk kultur, så det blev en pastiche på en pastiche ...«.

Der findes masser af kopibyer i Kina, fandt Just ud af. Nøje efterlignede versioner af byer i England, Holland, Frankrig ... Han fokuserede på den by, der gerne vil være Paris.

»Og jeg filmer det som Paris, for jeg er ikke interesseret i et antropologisk studie af kinesere, der bor i en kopi af Paris. Det ligner noget, vi kender, men der er noget galt. Stedet performer ...«.

Der er ikke en eneste kineser i filmen. De tre skuespillere er franske.

»Og for lige at give den en tand mere, så er det franske skuespillere af afrikansk oprindelse«.

Sangen
Det er så ikke sikkert, beskueren finder ud af, at skuespillerne er franske, for de siger ikke noget.

Bortset fra at de på et tidspunkt synger en sang.

»Hvorfor er der næsten aldrig nogen, der siger noget i dine film?«.

»Det er måske, fordi jeg ikke er god nok til at lave dialog, men jeg er også billedkunstner, jeg arbejder i et andet univers ... Og hvis du begynder at bruge dialog, så giver det en retning lige med det samme, og så lukker det lidt ...«, siger Jesper Just.

»Men du bruger meget musik?«.

»Ja, og nu tager jeg så den sang med, så man er sikker på, at folk forstår det lag med de franske skuespillere ...«.

Han forklarer, hvordan han ser på det med filmmusik:

»I biografen skal du helst ikke tænke over musikken. Hvis du tænker på musikken, glemmer du at kigge på plottet og alt muligt andet. Musikken skal hjælpe dig til at forstå plottet og føle det, karakteren føler. Alle skal føle det samme ... Det arbejder jeg på at udstille ...«.

Men han gør desuden noget andet.

»Ved at de synger, bliver det kropsligt på en eller anden måde; sangen bliver dialogen ... I en musical stopper handlingen, når der kommer en sang. I mine film er sangen handlingen. Det giver en intimitet, en udveksling mellem karaktererne. Men det er nu ved at være seks år siden, jeg sidst har brugt sang. Det var begyndt at blive forudsigeligt ...«.

Væggene
Jesper Just rejser sig og går hen og tænder for gasovnen, som giver sig til at hvæse og sende en tung varme ud i lokalet.

»Desuden har jeg altid været optaget af fænomenet ’den døde murer’«, siger han, da han igen sidder bag bordet.

»Den døde murer?«.

Han forklarer, at hvis en bygherre før i tiden behandlede sine murere dårligt, så kunne murerne finde på at hævne sig ved at efterlade en tom ølflaske i en af murene. De murede flasken ind, så mundingen flugtede med overfladen, så den nærmest var usynlig.

»Når vinden står i den rigtige retning, vil muren begynde at hyle, så vil det spøge i huset«, siger Jesper Just. »Og vi har fyldt den der boulevard i Kina med tomme flasker ... vi har ligesom muret ølflasker ind i væggene ... Kom og se ...«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Han springer igen op af stolen og vinker mig hen til en model af den danske Venedig-pavillon.

Jesper Just forklarer, at filmen – som i øvrigt kommer til at hedde ’Intercourses’ – udspiller sig på fem skærme. Fem forskellige film på hver ti minutter kører samtidig i hver sit rum i pavillonen og giver til sammen en film på 50 minutter.

I et af rummene spilles en film, hvor det udelukkende er de tomme ølflasker, der optræder. Ingen karakterer. Lyden går igennem væggene. Og i rummet ved siden af presser en skuespiller øret mod væggene, intenst lyttende.

»Alle filmene skal jo være præcis lige lange ... når ham her lytter, skal der være lyd herinde, ellers giver det ingen mening ...«.

»Hvad er det, de hører fra den der døde murer? Er det en stemme fra fortiden, før dommedag?«.

»Nej, tværtimod ...«.

Flaskernes sang bliver snarere noget, der forbinder de tre mænd, forklarer Just.

»Det bliver aldrig rigtig seksuelt, men når de hører lyden og mærker vibrationen, opstår der sådan en inderlighed med væggen ... Og fordi vi klipper imellem de tre mænd, så mødes de på en måde et eller andet intimt sted. Igennem de lyde. De tomme flasker bliver et poetisk element, som på en eller anden måde får de her mænd til at finde hinanden«.

'Intercourses'. Foto: Jesper Just

'Intercourses'. Foto: Jesper Just


Mændene
En del af hans første film handlede om mænd. Om relationer og magtforhold mellem mænd på tværs af generationer. Han var for eksempel optaget af, hvordan mænd agerer over for hinanden i det offentlige rum.

Tre af hans film blev optaget i stripklubben Waterloo på Gammel Kongevej i København. Inden da havde han læst Virginia Woolfs bog ’A Room of One’s Own’, der handlede om kvindelige kunstnere, som var nødt til at finde deres eget rum – et sted, hvor de ikke behøvede at forholde sig til mænd – hvis de skulle redefinere sig selv som kunstnere. Bogen blev udgivet i 1929.

»Siden er der sket mange ting«, konstaterer Jesper Just.

»Jeg var interesseret i, hvad der forventes af en mand i dag. På den ene side forventer din kæreste, at det er et ligeværdigt forhold, men samtidig bliver du fodret med de her ekstremt patriarkalske mandebilleder. Der er de her to yderpunkter, den bløde mand og hulemanden ... Så tænkte jeg bare, at hvis manden skal redefinere sig selv, så må han ligesom også have sit eget værelse. Så han ligesom kan komme back on track«.

Værelset blev stripklubben. Et uhyre seksualiseret rum. Han anbragte mænd ved hver sit bord i Waterloo. Så manglede der bare nogle nøgne damer.

»Men hvad nu, hvis der aldrig kom nogle nøgne damer? Så sker der det, at mændene åbner op og ligesom connecter emotionelt ... I stedet for at sidde med hver deres dame ved hver deres bord, så møder de hinanden ... De finder hinanden, og stripper mentalt, hvis man kan sige det sådan ...«.

Det samme gør de tre mænd i Venedig-filmen, de »connecter emotionelt«. Selv om de aldrig fysisk mødes i samme rum.

»Det er sjældent, du ser mænd, måske især sorte mænd, blive repræsenteret som værende emotionelle i forhold til hinanden, det er altid rimelig hårdt, rimelig cool. Det handler bare om at være cool«, siger Just.

Kæresten
Nogle dage senere skal jeg møde Jesper Just klokken 17 på Cafe Mogador i East Village. Da jeg er på vej derhen, modtager jeg en sms: »Må lige skyde det til 17.30 ...«.

Jeg får serveret en cappuccino, og klokken 17.35 sidder jeg stadig og venter på cafeen, som ligger på St. Marks Place, ikke langt fra 1st Avenue. En ny sms ankommer: »R på trapperne«. Jeg svarer: »Fedt«.

20 minutter senere dukker han op. Det er ikke, fordi han tager let på sine aftaler, sådan virker det i hvert fald ikke, der er bare nok at se til lige i de her dage. Tre »damer fra Kunststyrelsen« er i byen og vil hele tiden holde møder om Venedig Biennalen. Der er også andre journalister end mig, der vil have en luns af Jesper Just. Og så skal han i øvrigt lige have pakket, inden han næste dag skal flyve over til en biennale i Sharjah – det er i Emiraterne.

Nå, men nu sidder vi altså lige ned et øjeblik. Der er et par ting, jeg mangler ... Fik han overhovedet fortalt, hvordan han endte med at flytte til New York for eksempel?

»Jeg var herovre det meste af tiden for at arbejde, og så hang jeg fast på en eller anden måde. Det var ikke rigtig planlagt ...«, siger Jesper Just.

»Og så mødte jeg min kæreste ...«.

Hun hedder Dorit Chrysler og er musiker. Hun synger og spiller på theremin, et elektromagnetisk instrument, som blev opfundet i 1920 af russeren Leo Theremin. Kæresten har et one woman-band, oplyser Just.

Barndommen
Han kendte hendes musik, inden han kendte hende. Faktisk sad han i New York i 2005 og klippede en film til Dorit Chryslers musik – et nyt værk til Perry Rubensteins galleri.

»Og så tænkte jeg, at jeg hellere måtte spørge hende om lov. Så spurgte jeg om lov, og så måtte jeg ikke bruge det, fordi det var ejet af det franske kulturinstitut ... Men så sagde hun, at hun måske kunne lave noget nyt musik, specielt til mig. Så det gjorde hun. Og så arbejdede vi bare«.

»Og så blev I kærester?«, spørger jeg.

»Ikke før engang efter udstillingen«.

Nu bor de på hjørnet af 11th Street og Avenue A, det er lige rundt om hjørnet fra Cafe Mogador, og har en søn, der hedder Eik og er tre et halvt år gammel.

»Jeg har for resten glemt at spørge, hvor du selv er vokset op henne?«, siger jeg.

Man bliver ikke millionær af at lave videokunst

Jesper Just giver på sin egen springende måde et hurtigt overblik over sin opvækst: Han voksede op i Roskilde, på Østerbro og i Virum. Faren er læge. Moren er lærer. Forældrene blev skilt, da Jesper var tre. Han husker ikke, de har boet sammen. Om han har nogen traumer på grund af sin status som skilsmissebarn? Nej, det synes han ikke.

»Var du en enspænder som barn?«.

Han funderer over dette spørgsmål.

»Det tænker jeg ikke ... Hvis man flytter en del, bliver man hurtig til at omstille sig til ... Men jeg har helt klart brug for mit eget rum. Jeg har helt klart brug for hver dag lige at have et øjeblik, hvor der ikke er nogen mennesker«.

USA
»Hvordan er det som kunstner at bo i New York?«, spørger jeg.

Han kan godt lide energien, diversiteten, dynamikken, svarer han. Han bryder sig mindre om, at det hele nærmest bare handler om penge.

»Folk arbejder jo ekstremt meget, det blive man nødt til. Det er den der ide om, at man skal arbejde sig opad ...«.

»Er det ikke lidt mere afslappet her i East Village?«, spørger jeg.

»Jeg ved ikke, om du har været ude og kigge i køkkenet?«, siger Jesper Just og vifter med hånden mod køkkendøren på Cafe Mogador.

»Hvad er der derude?«.

»Der står en masse mexicanere og arbejder for under mindstelønnen, ulovligt, fordi ellers ville sådan et sted her ikke kunne køre rundt ... Der sidder en eller anden og skummer fløden«.

»Du taler ikke så pænt om Amerika?«.

»Gør jeg ikke? Jeg prøver at beherske mig. Men altså, min morfar var redaktør af Land og Folk ... Og når man sidder her og kan se, hvor galt det kan gå ... det her er jo ikke en velfærdsstat ... så tænker man på den der tendens i Danmark, hvor man så gerne vil have det over i en mere liberal retning. Det undrer bare, for det er altså ikke altid lige kønt ...«.

»Bliver du boende her i New York?«

»Nej, det er sgu ikke et sted, jeg har lyst til at blive gammel ... Det er kun optimalt at bo her, hvis du er stenrig ...«.

»Er det svært for jer at få det til at løbe rundt?«.

»Man bliver ikke millionær af at lave videokunst. Det er ikke det samme som at være maler. Det er ikke sofastykker. Det er ikke så meget private, der køber mine værker ... Jeg kan leve af de ting, jeg laver, og det er jeg glad for, men så er det heller ikke meget mere«, siger Jesper Just.

Billeder
Der skal jo også tages nogle billeder. Det sker et par dage inden vores sidste møde på Cafe Mogador. Fotografen koster rundt med Jesper Just i atelieret på Nassau Avenue. Imens henter jeg tre kopper kaffe. Julie er her ikke i dag.

Ifølge kalenderen er det forår, men sneen vælter ned over New York. Da vi har taget et par slurke af kaffen, vil fotografen op og tage billeder af Just på taget. Herfra ville man normalt have en fin udsigt til Manhattans skyline. Ikke i dag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men Jesper Just kender et andet sted.

Vi går ned ad trapperne og hen ad Kent Avenue, der løber langs havnefronten. Jesper Just har fart på gennem den våde sne, med kurs mod Williamsburg Bridge. Fotografen nærmest småløber i hælene på ham.

Jeg går i mine egne tanker og sakker bagud. Den her vandring får mig til at tænke på, at Jesper Just ikke bryder sig om, at folk sidder ned og ser hans film.

»Så bliver det en situation, der minder for meget om at sidde derhjemme og se fjernsyn eller gå i biografen«, sagde han, da vi talte sammen første gang.

Foto: Per Folkver

Foto: Per Folkver


Kroppen
»Det er ligesom med en skulptur, hvis du kun ser den fra én vinkel, så ser du ikke det hele ... Det vigtige er at gøre det til en kropslig ting. Der er ikke noget kropsligt i biografen ... ikke andet end at du sidder dårligt, og der ikke plads nok til dine ben«.

»Hvad får man ud af det der kropslige, hvad giver det?«, spurgte jeg.

»Det peger tilbage på dig selv, forhåbentlig ... Det er ikke et autonomt værk, der hænger på væggen og er nok i sig selv. Der er ikke to, der ser præcis det samme ...«.

Sådan bliver det i særlig grad i Venedig. Der kommer de fem film til at køre rundt i cirkler, de slutter aldrig, og der er ikke nogen videre udvikling i den enkelte film.

»Udviklingen sker, når du går fra én film til den næste ... Der er en handling, men den udvikler sig først, når du går ind i det næste rum. Så får du noget at vide, som lægger noget til det, du så i rummet før. Du klipper ligesom med kroppen ved at bevæge dig fra den ene cirkulære ting til den næste. Så sker der noget i dig ...«, sagde Just.

Han tilføjede: »Det kan også være, der ikke sker noget ...«.

Vi er nået ned for enden af Kent Avenue. Jesper Just drejer ned ad en gyde, lige inden broen. Gyden slutter ved et hegn, og på den anden side af hegnet er East River. Broens stålkonstruktion tårner sig op over vores hoveder og fortaber sig i det tætte snevejr ude over floden.

Det er et godt sted.

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør Politikens valg-podcast: En uge med store overraskelser og et ungdomsoprør
    Hør Politikens valg-podcast: En uge med store overraskelser og et ungdomsoprør

    Henter…

    Politisk kommentator Kristian Madsen og politisk redaktør Anders Bæksgaard samler op på ugens vigtigste valg-begivenheder.

  • Skyline, København.

    Politikere i Københavns kommune sagde i denne uge nej tak til H.C. Andersen Adventure Tower, som ifølge planen skulle ligge i Nordhavn og række 280 meter op i luften. Det var alligevel for højt, men de seneste årtier er de høje huse faktisk begyndt at skyde i vejret igen. Hvorfor er de tilbage? Og hvad sker der med en by, når dens huse bliver højere end kirkespir og rådhustårne?

  • Du lytter til Politiken

    Julian Assange og turen nedad
    Julian Assange og turen nedad

    Henter…

    WikiLeaks-stifteren Julian Assange blev i årevis hyldet for at starte en demokratisk revolution med sin whistleblower-platform. Siden da er han stukket af fra anklager om voldtægt i Sverige og blevet beskyldt for at samarbejde med russerne. Han har haft politisk asyl på Ecuadors ambassade i London i syv år, men i sidste uge blev han smidt på porten og anholdt af det britiske politi. Er Assange en helt eller en skurk? Og hvordan ser fremtiden ud?

Forsiden