»Nej, det er jo godt, det her«, udbryder Per Arnoldi, da vi træder ind i Magistratsalen og får øje på de tunge lysekroner og det prægtige silketapet.
Han kaster et hurtigt blik på den store væg, hvor der hænger et dusin borgmesterportrætter. Og så justerer han sin vurdering:




























