Tilfældighed. Carl Blochs billede af Samson, der prøver at løfte den umulige last bag den nyudnævnte direktør er en ren tilfældighed, siger han. Han fik bare at vide, at pressemødet, hvor han blev præsenteret, var der. Så der er ingen symbolske lag lige her, siger han. Foto: Kantinka Hustad.
Foto: HUSTAD KATINKA

Tilfældighed. Carl Blochs billede af Samson, der prøver at løfte den umulige last bag den nyudnævnte direktør er en ren tilfældighed, siger han. Han fik bare at vide, at pressemødet, hvor han blev præsenteret, var der. Så der er ingen symbolske lag lige her, siger han. Foto: Kantinka Hustad.

Kunst

På guidet tur med direktøren: Mikkel Bogh græder ikke over god kunst

Mikkel Bogh viser sine favoritværker på Statens Museum for Kunst frem for Politiken.

Kunst

»Undskyld, jeg kommer til direktørtid«, siger Mikkel Bogh, der i går blev udnævnt som ny direktør på Statens Museum for Kunst.

Han har lovet at vise Politiken rundt i den samling, han fra næste måned skal bestyre, og som er hele Danmarks fælles nationalgalleri.

Forsinkelsen drejer sig om syv minutter. Mikkel Bogh lægger den lyse frakke og halstørklædet, undskylder igen, »det vælter simpelthen ind med opkald og sms'er«, og går så på ad trappen til museets første sal.

Helt ned i et hjørnekammer, »der virkelig giver følelsen af kongeligt kunstkammer« med tunge bordeaux vægge og værker af den flamske maler Cornelius Gijsbrechts.

»Ingen i verden har så stor en samling af Gijsbrechts, som vi har her«, siger han og styrer mod hjørnet, hvor et staffeli står med et billede i. For foden af staffeliet står et lærred med ryggen til, der hænger en palet og et lille billede af af en langhåret person i rødt tøj.

På staffeliet står et stilleben. Og det hele, staffeli, billede, palet er malet. Det er et billede af et billede, som er ved at blive malet.

Det er såkaldte trompe-d'œil-malerier, der har det formål at få beskueren til at blande den malede og den virkelige virkelighed sammen.

»Det viser maleriets teater. Den store illusionskunst«, siger den nyudnævnte direktør og forklarer, hvordan det kongelige kunstkammer ikke så meget var et kunstmuseum som en raritetssamling, hvor der også var en lang række genstande fra fjerne egne af verden«.

Rummet er fyldt af billeder af den flamske 1600-talsmester, og det var netop kunst fra nederlandene, der fik Mikkel Bogh til at indse, at skulle bruge sit professionelle liv på kunst.

Foto: LANGKILDE MORTEN

»Jeg har egentlig altid været meget interesseret i naturvidenskab, og troede, at jeg skulle være geolog. Så fandt jeg ud af, at det ikke var sådan noget med at gå rundt med en stenhammer og hugge fosiler op af jorden, men mere noget med jordprøver på byggegrunde i Herlev«, siger Bogh.

Han begyndte i stedet at læse medicin på universitetet, men under en ferie fandt han ud af, at det alligevel ikke var kroppens, men hele menneskehedens mysterier, hans arbejdsliv skulle handle om.

»På en rejse i Himmalayabjergene mødte jeg en gammel ven, som jeg senere besøgte i Amsterdam i tre uger. Det var den gang, man kunne sådan noget«.

Her gik han på Rijksmuseum, Hollands svar på Statens Museum for Kunst, og mødte for første gang kunst, der virkelig slog benene væk under ham. Det var stillebenbilleder fra den nederlandske barok.

»Det er billeder med masser af blomster, krystalkarafler, døde dyr, madvarer. Helt åbenlyse ting. Men der er også et dybt symbolsk lag, der ofte består af vanitassymboler, men også kan være andre ting«.

Vanitassymbolerne kan være en lille orm i blomsten, en død blomst eller et kranium i maleriet, der skal gøre os opmærksomme på, at selv om maleriet er storslået og overdådigt, så er det med al ting her i verden sådan, at det forgår igen.

»Jeg blev så mystificeret af de billeder, at jeg skyndte mig på biblioteket for at låne bøger. Der begyndte min interesse for kunst pludselig at vokse helt vildt. Der blev det pludselig et fag«, siger den nyvalgte direktør, der i de seneste ni år har været rektor for Det Kongelige Danske Kunstakademi.

Vi går lidt videre, selv om man kan kigge længe på de hjernevridende 1600-tals billeder, som Frederik den 3. og Christian den 5. i sin tid købte.

Lillebitte Descartes
Næste billede, som Mikkel Bogh fremhæver i samlingen er et ganske lille maleri af den nederlandske 1600-talsmaler Frans Hals. Billedet forestiller den franske filosof René Descartes, grundlægger af den moderne filosofi og er blevet sloganberømt for at skrive »cogito ergo sum«.

Billedet er mørkt, og i en enorm ramme, hvis areal er væsentligt større end selve billdet.

»Vi ser den her store filosof uden stråleglans og glorie. Han er 1:1. I 1600-tallet udviklede der sig flere retninger. Både som hos Gijsbrechts, der malede med en oliemaling, der flød meget sammen og meget, meget fine pensler, så billedet nærmest blev fuldstændig glat. Og så som her det mere skitseprægede, hurtige«, siger han.

Man kan se, forklarer Mikke Bogh, at Descartes hvide krave er malet ganske hurtigt, men af en teknisk meget dygtig maler. Ikke noget fis og ballade. Bare et billede, der, ja rationelt kunne man i denne sammenhæng skrive, viser en filosof »der arbejder til langt ud på natten og har rander under øjnene«, som han så ud.

»Nu må vi hellere finde noget dansk. Hvad med Hammershøi?«, siger Mikkel Bogh og har allerede udstukket retningen. På vejen møder vi en 5. klasse.

Især klasselærerinden bliver benovet over at møde den nye direktør og rødmer, mens hun fortæller klassen om den prominente gæst, der stille skridter igennem lokalet i mørkt lærredsjakkesæt og brune ruskindssko.

»Der er jo mange gode af Hammershøi, men vi kan tage det her. Det trækker lidt en linje tilbage til Gijsbrechts«, siger han og peger på Vilhelm Hammershøis 'Interiør med staffeli'.

Billedet er i Hammershøis umiskendelige grålige nuancer, og forestiller en af hans berømte stille stuer, men med et staffeli, hvorpå man kan se bagsiden af et billede.

»På det tidspunkt, hvor det her billede er malet, er de første ekspresionister allerede i gang, så på en måde er det her billede et ekko af fortiden«, siger han.

Der er noget anakronistisk over billedet, der er malet i en tid, hvor det moderne liv allerede pulserede uden for malerens vinduer i Nyhavn.

»Det er meget konservativt, men der er også noget gådefuldt over det. Det er realistisk, men der er masser af lag. Og i kunsten er anakronisme heldigvis ikke et skældsord. Kunsten behøver ikke at være ens med den tid, den befinder sig i«, siger direktøren, mens 5.-klassen buldrer igennem lokalet.

Han synes, det er skønt med larmen, siger han. Et museum må meget gerne være et leben af mennesker, og andægtighed er en uklædelig vane, mange har fået en idé om, klæder et museum.

»Folk må gerne tage billeder og snakke og grine«, siger han.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Så det her er helt okay«, siger jeg og trækker mobilen op af jakkelommen og tager et billede af mig selv og direktøren foran et selvportræt af Vilhelm Hammershøi.

»Ja, selfier må man også meget gerne tage«, siger han, og vil så kigge på skulpturer.

Han finder Niels Hansen Jacobsens bronceskulptur 'Skyggen'. Det er en lang, glidende og udflydende skulptur, der slænger sig flere meter hen over gulvet.

»Det er virkelig interessant, fordi der er så mange modsætninger i det her værk. En skulptur er en fast form, noget monumentalt, men her monumentet væltet og det forestiller noget, der slet ikke er. Noget uden fasthed«, siger han.

»Og så er der virkelig gotisk uhygge og smæk for skillingen«, siger han.

Vi går videre til den mere moderne del af kunsthistorien, som Mikkel Bogh har haft meget at gøre med i løbet af de senste ni år, hvor han har været på Kunstakademiet.

PORTRÆT

»Det er ikke let at male en hest«, siger den nye direktør som første forklaring på, at Troels Wörsels store værk med en hest spedt over to lærreder, er interessant kunst.

Billedet består af to kanvasser, der hænger ved siden af hinanden. Det venstre har en klar blå baggrund med den grå forende af en hest. Det højre har et abstrakt maleri med gule og grå farver i bunden og en blå bagende af en hest bagved.

»Der skal jo være et eller andet på billedet. Hos Troels Wörsel er det ofte noget, som er for hånden. En malerspand eller en pensel. Her er det så en hest«.

Den blå baggrund sender en hilsen til den ensfarvede minimalisme i malerkunsten, hesten til det klassiske maleri og de gule, grå og grønne felter til de abstrakte malerier fra de 20'ende århundrede.

»Det er som om billedet stadig står og arbejder. Troels Wörsel har på et tidspunkt besluttet, at det her billede var færdigt, men man får alligevel lidt fornemmelsen af, at det arbejder. Lige som træ, der hele tiden i bevægelse«, siger han.

Der er masser af værker, han kunne vise frem, men tiden for en rektor på Kunstakademiet og snart direktør på Statens Museum for Kunst har hverken hele eller halve dage at sætte af.

Foto: HUSTAD KATINKA

Han vil bare gerne lige nå at vise et videoværk frem, inden vi går.

Det hedder 'Afrivning af løg' og er af den danske performanceduo Hanne Nielsen og Birgit Johnsen.

Videoen er simpel. De to kvinder sidder hver med et rivejern og river løg med åbne øjne.

»Der er ikke noget farligt ved det, men der er et helt klart ubehag. Det er både morsomt, men også en understregning af, at noget teknisk, som foregår uden for kroppen, giver en kropslig reaktion«, siger han.

Man kan altså ikke skille menneskekroppen og den tekniske virkelighed, der findes omkring os.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det understreger, på en ret underholdende måde, synes jeg, at vi er kroppe og ikke bare hjerner, der kigger ud af to huller i hovedet. Vi får en kropslig reaktion på ting«, siger han.

Så er turen slut, men direktøren når på vejen lige at snakke lidt om en video af Lilibeth Cuenca Rasmussen, hvor hele hendes familie danser sammen i en noget ujævn koreografi og om et stort værk lavet af store flag og bannere af Kirstine Roepstorff.

Og hvis han så bliver tvunget til at sige hvilket værk han allerbedst kan lide, hvad siger han så?

Så siger han ikke noget.

»Det skifter hele tiden. Nogle gange suser jeg bare igennem en udstilling. Andre gange ser jeg små detaljer i de samme billeder, der giver mig en nærmest berusende følelse. Men altså. Jeg har altid været lidt skeptisk over for dem der siger, at de bryder ud i tårer, når de ser et billede. Det har jeg altså aldrig gjort«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce