Grafik: Jens Herskind

Grafik: Jens Herskind

Kunst

Magteliten sidder tungt på dansk kultur

Forbindelser mellem fonde leder til favorisering af det højborgerlige kulturbegreb.

Kunst

Ved Kronborg Slot ligger Museet for Søfart som et nybygget konkret bevis på de store danske fondes betydning for dansk kulturliv.

Det er et storstilet museum til 300 millioner kroner. Det er tegnet af stjernearkitekten Bjarke Ingels. Og det kræver offentlige midler til drift på et niveau, som ingen repræsentant for landets folkestyre på forhånd havde godkendt, og som både politikere og embedsmænd advarede imod.

Men sådan blev det: Mens 11 fonde gavmildt gav deres millioner til selve byggeriet og dernæst kunne trække sig tilbage efter indvielsesfesten i oktober sidste år, måtte staten forøge driftsbevillingen med 25 procent.

»Museet for Søfart er et eksempel på et projekt, som fonde har bevilget penge til, og som kommer til at presse de offentlige kulturbudgetter. Det er en måde at omgås de traditionelle demokratiske kanaler på, hvor en driftsbevilling skal godkendes. Her kommer fondene og sætter en dagsorden i den offentlige kulturpolitik«, siger sociolog Christoph Houman Ellersgaard, ph.d.-studerende ved Københavns Universitet.

Sammen med sociolog Anton Grau Larsen er han ved at lægge sidste hånd på en afhandling med arbejdstitlen ’Magteliten i Danmark’.

De to sociologers analyser baserer sig på et stort datamateriale. De har blandt andet kortlagt forbindelsen mellem de personer, der sidder i landets mest magtfulde fondsledelser. Ved at plotte personnavnene og fondsnavnene ind i en database har de synliggjort, hvordan de samme personer går igen i mange af de store fonde.

I Mary Fondens præsidium sidder personer fra mange andre af landets største fonde, eksempelvis Carlsbergfondet, Trygfonden, Lego Fonden, Oticon Fonden og Den Obelske Familiefond, forklarer sociologen.

»Det skaber et netværk mellem fondene. Og vi kan se, at magtstrukturer krystalliserer sig i de her netværk«, siger Christoph Houman Ellersgaard, der ligesom sin medforsker på afhandlingen er medlem af Selskabet for Kritisk Samfundsforskning, et netværk af unge akademikere, der i forskningen ønsker at sætte spørgsmålstegn ved det aktuelle samfund og dets udvikling.

Det, som de to forskere hæfter sig ved, er især, hvorledes fondene isolerer sig fra det øvrige samfund.

»Det kan skyldes, at man i de her fora helst vil have folk ind, man kender i forvejen, og som man stoler på. Og vi kan konstatere, at det er en lukket klub fortrinsvis for midaldrende mænd: Der er 3,5 gange så mange mænd som kvinder i fondsbestyrelserne«, siger Christoph Houman Ellersgaard.

Inderkredsen

De to sociologer har identificeret 170 direktører, som de betegner som erhvervslivets inderkreds.

Det er de bedst forbundne i et netværk bestående af direktion og bestyrelse for de 1.037 største danske virksomheder.

»Det er med andre ord dem, der forbinder de største virksomheder med hinanden«, siger Christoph Houman Ellersgaard.

44 procent sidder i bestyrelsen for en fond. Dermed er det cirka 250 gange mere sandsynligt for et medlem af erhvervslivets inderkreds at få en bestyrelsespost i en fond, end det er for en almindelig borger, forklarer sociologen.

»Vi kan se, at de personer, der sidder i fondsbestyrelserne, er tæt forbundet med magteliten«.

Højborgerlig kultur vinder

Hvad betyder det for det danske kulturliv, når fondene støtter dansk kultur med 1,5 milliarder kroner årligt?

»Forbindelsen mellem fondene og magteliten betyder, at fondene helt naturligt antager et elitært perspektiv. Flere af fondene er præget af det højborgerlige erhvervsliv, og der vil være en tendens til, at det mere klassiske og højborgerlige kulturbegreb vinder frem«, siger han.

De museumsfolk, vi har talt med, har afvist, at de bliver presset i en bestemt retning og spekulerer i, hvordan de bedst får fondsmidler. Flere fastholder, at der er tale om en gunstig dialog medfondene ...

»Det ligger i magtens natur. Den fungerer bedst, når den ikke opfattes som magt. Den virker indirekte på den måde, at ræsonnementet bliver: »Det er et fedt projekt, fordi det kan vi få penge til«.

Man skal ikke forvente kritik af fondene fra kulturlederne selv, vurderer Christoph Houman Ellersgaard.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Som leder af en kulturinstitution vil man frygte at brænde broer til fonde ved at kritisere fondenes rolle. Ikke fordi fondene nødvendigvis vil sanktionere kulturinstitutionen, men fordi kulturlederen ikke tør tage chancen«.

Crowdfunding for fondspenge

Christoph Houman Ellersgaard kalder på større medbestemmelse til borgere, når det blandt andet gælder store kulturprojekter.

»Deltagerdemokrati kan man skabe ved crowdfunding. Og man kunne sagtens forestille sig crowdfunding for fondspenge. For eksempel kunne man forestille sig, at en fond gav 100 kroner, hver gang du gav 1 krone til et projekt«.

På CBS sidder Henrik Mahncke, der er forsker i offentlige filantropiske partnerskaber på kulturområdet. Her, i den anden ende af samfundsforskningen, godtager man ikke, at private fonde skulle repræsenterer en magtelite med et bestemt kunstsyn.

»Det er en klassisk studentikos måde at se på det på, og den tror jeg overhovedet ikke på«, siger Henrik Mahncke, der er research fellow i et projekt finansieret af Realdania.

Omvendt mener Henrik Mahncke, at fondene i kraft af deres mangfoldighed og bredde er med til at styrke demokratiet.

»Kulturlivet er i forvejen fuldt af råd og nævn. I det perspektiv er fondene med til at skabe en pluralisme, fordi de er fyldt op med folk fra andre dele af samfundet, herunder erhvervslivet. For man kan spørge: Hvor mange af dem sidder i kulturlivets råd og nævn?«, siger Henrik Mahncke.

Mangfoldighed og professionalisering

I toppen af en af de helt store fonde, Nordea-Fonden, afviser direktør Henrik Lehmann Andersen ligeledes beskrivelsen af fondsmiljøet som en lukket elitær klub.

»Der er en professionalisering i gang, som også afspejler sig i bestyrelsessammensætningerne. Jeg mener, at bestyrelserne i stigende grad er bredt funderet«, siger han. Også han mener, at fondene bidrager med stor mangfoldighed til kulturlivet.

»Den brogede virkelighed, der er omkring fondene, er ikke nødvendigvis dårlig for innovationen. Tværtimod dukker der mange flere skøre ting op hos fondene end i en verden, der er så låst som den statslige«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Til kritikken siger Christoph Houman Ellersgaard:

»At tale om mangfoldighed er at stramme den. I så fald er det mangfoldighed fra en meget homogen gruppe af midaldrende hvide mænd fra overklassen, der i forvejen viser deres magt i den økonomiske verden«.

Men gik fondene mere målrettet efter at skabe mangfoldighed, ville det styrke deres legitimitet i samfundet, mener Christoph Houman Ellersgaard.

»Fondene gør en masse gode ting. Der er ingen grund til at afskaffe fondene i morgen – det ville være et tåbeligt standpunkt. Men det er ikke tåbeligt at sige: Hvordan kan vi demokratisere fondene mere?«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce