Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Opgøret. For et halvt år siden forlod Erlend Høyersten Norge for at tage turen op ad trappespiralerne på ARoS. Herfra ser han et kunstlandskab præget af gentagelser og en vanetænkning, han vil gøre op med. Folk må gerne vænne sig til at få overraskelser på ARoS, og det at være international kan også være at lave udstillinger med nye, nordiske kunstnere.
Foto: Janus Engel

Opgøret. For et halvt år siden forlod Erlend Høyersten Norge for at tage turen op ad trappespiralerne på ARoS. Herfra ser han et kunstlandskab præget af gentagelser og en vanetænkning, han vil gøre op med. Folk må gerne vænne sig til at få overraskelser på ARoS, og det at være international kan også være at lave udstillinger med nye, nordiske kunstnere.

Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Ny museumschef: København skal tænke 'Hvorfor har vi ikke Aros?'

Direktør Erlend Høyersten vil gøre ARoS til et »mentalt fitnesscenter«.

Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det er kun nogle uger siden, han introducerede et af dansk museumsverdens meget få gulvtæpper.

Et ganske særligt gulvtæppe, forstås: Står man på et bestemt punkt af tæppet, får man fornemmelsen af at stå på randen af en afgrund. Som menneskeheden måske gør det.

»Men«, som den norske museumsleder snedigt forklarede ved den lejlighed:

»Tricket virker kun, hvis man ser gennem kameraet. Ellers er det bare et mønstret tæppe. Og når folk så opdager fænomenet og tager et billede, håber jeg, at de farer hjem og deler billedet med en masse på de sociale medier, så vi kan få en masse unge mennesker herind«.

Cowboyjakke og skulls i ørene

Erlend Høyersten kom buldrende fra de norske fjelde for et halvt år siden for at placere en 196 cm høj, mandstung krop i chefstolen på kunstmuseet ARoS.

Iført råt cowboyantræk, tunge sølvsmykker og dødningehoveder i ører og på hænder, bærende på et utæmmet fuldskæg og en manke af vildmandskrøller, som han hverken havde eller har tænkt sig at rette ud for at få dem klemt ind igennem rammerne til en kultiveret dansk kunstverden.

Han er udmærket klar over, at hans outfit sender signaler, og på sit vestnorske mener han, at »det’ fint«, hvis der sidder en kunstforskrækket mand derude et sted og tænker, at det der ARoS måske alligevel ikke er så langt væk fra ham selv.

For kunstmuseerne skal blive bedre til at tale med folk – via sociale medier, fordi folk for eksempel har stået på et gulvtæppe og oplevet noget specielt.

Og ved at indstille den gængse gallerist-lingo, der er akademisk tung af poetiske begrebsverdner og sprængte konventioner og kunst, der rækker ud og går i dialog, og hvad det ellers hedder.

Ligner ikke den nye dreng i klassen

»Som akademikere og museumsfolk har vi opfundet vores eget indforståede, lukkede sprog, men vi dækker til i stedet for at forklare, når vi taler det sprog. Vi tager for givet, at vi kommunikerer det, som vi tror, vi kommunikerer – men gør vi det«, spørger han og ryster selv på hår og hoved som svar, inden han spytter en klat snus ud og anbringer den i en lille dåse.

Vi mødes på hans kontor med udsigt over Aarhus og et jysk hjørne af det land, hans mor er fra.

Høyersten nærmest ligger henslængt i en bred læderstol og ligner ikke nogen ny, forsigtig dreng i klassen.

Med et flabet grin svarer han: 700.000, når man spørger til hans ambitioner om årlige publikumstal. Selv ikke Storebror Louisiana får flere end 589.000 indenfor.

Og selv om Erlend Høyersten ikke er færdig med at skridte den danske kunstscene af, tør han godt afsende et par første broderlige bredsider mod København og den velfunderede, danske museumsstrategi, hvor varme blockbusterudstillinger skal sælge billetter, så der bliver råd til smalle eller såkaldt kolde feinschmeckerudstillinger.

Det kommer vi til. Først får Erlend Høyersten lov at forklare, hvad hans hundredtusinder af gæster overhovedet skal med kunst.

I fitnesscenteret

»Jeg kunne ønske, at alle havde et forhold til kunst, for kunsten minder os om vores menneskelighed. Men det har de ikke«, erkender han.

»Man kan selvfølgelig leve et o.k. liv uden kunst, men det vil være et fattigere liv. Tænk på alt det, der er inspireret af kunst, fra tegneserier og tv-serier og hvad ved jeg«.

Og så er Erlend Høyersten fremme ved sin tilbagevendende tanke om ARoS som et »mentalt fitnesscenter«.

»ARoS skal være et sted, hvor du kan gå hen og træne dig selv til at møde dine fordomme og se og reflektere over det, du ser. Kunsten har potentiale til at lære os forskellen mellem at være passive modtagere og aktive deltagere«.

Folk, der keder sig, eller som bare ser ligegyldige landskaber ved synet af et guldaldermaleri, går sjældent hen og stiller sig foran et guldaldermaleri, men gør de det, »opøver de fleksibilitet i mødet med det, de ikke kender«.

Ud med varme og kolde udstillinger

»Efterhånden som du vænner dig til det, kan du rumme mere og mere, og et menneske, der udnytter hele sin kapacitet, får et rigere liv. Og et samfund, der omfavner forskelle i stedet for at være præget af fordomme, må være et mere interessant samfund at leve i«.

Hvad vil du så give folk på ARoS for at 'træne' dem?

»Vi må sørge for at have appel og relevans og tro på, at kunsten kan udfordre folk, men vi har også en praktisk hverdag, hvor vi skal tjene penge, og det betyder, at vi må lave et program, der får folk til at komme. Og dertil kan man vælge modellen, som i sin tid blev opfundet på Louisiana, hvor man siger: O.k., vi skal have nogle varme og nogle kolde udstillinger, men det er på sæt og vis lidt uambitiøst«.

Uambitiøst?

»Ja, for det betyder, at nogle udstillinger er for alle, og nogle er for svære til, at alle kan forstå dem. Men jeg tænker, at det er muligt at gøre begge øvelser samtidig. Have de populære navne på en intelligent måde, så der kommer flere lag, og man både kommunikerer med det trænede og det utrænede publikum. Siger man varme og kolde, har man jo nærmest kapituleret«, siger han og slår ud med armene:

»Så siger man faktisk om de kolde udstillinger: Dette er vigtigt – men ikke for alle«.

Man skal ikke lade sig nøje

Erlend Høyersten er fremme i stolen nu:

»Der ligger en tryghed i at sige: Den her udstilling er kold, vi forventer ikke mere end 40.000 gæster. I stedet for at sige: Den her kunstner er ukendt, men vi vil gerne have, at 100.000 oplever ham eller hende, så hvordan gør vi? På forhånd at definere en udstilling som kold er at resignere, læne sig tilbage og lade sig nøje med 40.000«.

En kold udstilling betyder bare, mener Høyersten, at man har et navn, der »ikke er så kendt som Picasso«, og har man det, må man gøre sig umage for at fortælle, hvad dette ukendte navn kan.

»Det handler om at få folk til at forstå eller i hvert fald blive nysgerrige. Sørge for, uanset om det er kendte eller ukendte navne, at de har relevans«.

Svigter de danske museer her?

»Jeg synes, der er et uheldigt og konstrueret modsætningsforhold. Og jeg tænker, at det er fuldt muligt at være fagligt dygtig og kommerciel på samme tid«.

Er det ikke lidt af en kliché? Har du et bud på, hvordan det bliver begge dele?

»Nej«, siger Erlend Høyersten, lukker munden og siger ikke mere.

Vi griner, og han uddyber:

»Nej, fordi det ikke går med en skabelon. Hvis man prøver at lave det samme hele tiden, fejler man«.

Memento mori og fadbamser

Et af de kort, Høyersten vil trække på ARoS, er kommunikationen.

Når folk hører om en ny ARoS-udstilling, skal de høre noget, de genkender, og som ikke får dem til at føle sig uvidende.

Den aktuelle kunstner på ARoS, Wes Lang, kunne man, forklarer Høyersten, godt sælge ved på kulturelt dannet vis at introducere en emerging star, der arbejder med referencer til 1600-tallets vanitas- og memento mori-traditioner, og som indskriver sig i popkunst-traditionen og trækker linjer til Damien Hirst med sine dødningehoveder.

Men man kan også, som Erlend Høyersten foretrækker og har valgt, give folk et praj som: »Sex and the City møder Hells Angels«.

Tanken er at tale til og »få ankerpunkter« i flest mulige grupper af samfundet. Også hos fremmede kulturer, hos unge eller hos mænd, der er sjældnere på museerne end kvinder.

Høyersten erkender, at kunstmuseernes sprog og tilgang til folk appellerer til et segment af veninder, der gerne vil se kunst og drikke caffelatte eller spise høfligt dampede asparges på ARoS' tag bagefter.

Men det udelukker nogle grupper, mener museumschefen.

Aros skal være en game changer

Du kunne formentlig blive det første kunstmuseum i verden med bryghus og brune gardiner og værtshusmiljø og fad.bamser ..?

Fadbamser er tydeligvis en ny glose for museumschefen, der må høre ordet igen og smager lidt på det.

Det viser sig, at museets køkkenchef faktisk er på vej med eget mikrobryggeri, og havde Erlend Høyersten tænkt på det, havde han også gerne vist VM på storskærm.

»Det ville sende et signal. Hvis nogle mænd har fordomme om, at vi er et sted med strittende lillefingre, og de så kommer her og får en – hvad kaldte du dem – bamser? ... fadbamser? – så føler de måske, at det er et o.k. sted, og så går de måske ind en anden gang og kigger«.

Og ARoS må gerne blive stort og større.

»Jeg vil, at ARoS udvikler sig til at blive en game changer, den, som leder an i spillet, både hvad angår udstillinger, forskning og tankesæt. København skal tænke: Hvorfor har vi ikke ARoS? Og det må de også gerne tænke i Göteborg og Oslo og Stockholm for den sags skyld«.

Besøgende er lig med succes

Her går der lidt mumlen i vores samtale, og Erlend Høyersten siger, at »nu må jeg svare kryptisk«, da han begynder at tale om udvidelsesplaner, som angiveligt »vil ændre spillets regler«.

Og ja, det er en fysisk udvidelse, han taler om, men »det er, hvad jeg kan sige nu«. Det handler om at få adgang til »nye værktøjer« og skabe nye muligheder. Og så har Høyersten planer om at udvide besøgstallene.

»700.000 er sådan et pænt tal. Men det er måske for beskedent«, griner manden, hvis museum sidste år bed Louisiana i haserne med et rekordtal på 568.361 gæster efter udstillingerne med Edvard Munch og regentparrets kunst.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvorfor er det vigtigt med flere gæster? Hvorfor måle succes i besøgstal?

»Fordi det er nemt. Det er klart, at vi især må være interesseret i kvaliteten, den er bare sværere at måle. Men får vi en halv million besøgende, betyder det, at vi når igennem. Jeg har altid gået meget op i høje besøgstal, og jeg har diskuteret det med mine norske kolleger, fordi mange ser det som at gå på kompromis med kunsten. Men hvorfor det? Hvorfor skulle popularitet være ensbetydende med dårlig kunst? Når jeg er optaget af besøgstal, er det jo, fordi jeg tror på, at kunsten er vigtig«.

Statsstøtte som en spændetrøje

Da Erlend Høyersten indtog Aarhus for et halvt år siden, erklærede han frejdigt, at han ville tage skalpen på Louisiana.

I dag sukker han lidt over formuleringen og understreger, at han altid har beundret Louisianas leder og synes, at Louisiana »gør rigtig meget godt«.

Og at det i øvrigt slet ikke er Louisiana, der er hans målestok: Han ser intet til hinder for, at også ARoS kunne nå op i »kunstmuseernes internationale top-20«.

Har du storhedsvanvid?

»Nej, jeg er realistisk«.

Hvorfor skulle et kunstmuseum i Aarhus overhovedet ligge på top-20?

»Hvorfor ikke? Jeg har gode medarbejdere, jeg har en museumsbygning, folk kan lide at komme i, og økonomisk giver de danske fonde muligheder«.

Dine danske kolleger er tilbøjelige til at se det som et problem med den manglende statsstøtte og afhængigheden af fondene?

»Ja, men med det statsstyrede system stiller jeg op i en kø, og dem foran mig får pengene, uanset om de har dårligere ideer, for det er deres tur. Støtten gives ud fra et lighedsprincip og ikke ud fra præstationer. Jeg mener ikke, at fondene får for stor magt. Jeg ser sådan på det, at med fondene får bureaukraterne mindre magt, og direktørerne får mere magt, fordi det er op til os selv at overbevise om vores værd. Fondene svækker den politiske overstyring«.

Alle er ens

Piber de så, de andre derude på de danske museer?

»Jeg kan ikke tale så meget på deres vegne, men jeg genkender mekanismen fra Norge: Man er interesseret i at drive fag og ikke så interesseret i at skabe pengene for at kunne drive fag. Men det at skaffe sponsorer er at tage alvorligt, at vi er en del af samfundet«.

»Og hvorfor skulle vi ikke kunne tænke lige så progressivt og kreativt som ude på de store museer, vi ser op til i Amsterdam og London og New York? Hvad hindrer os?«.

Det handler om at turde tænke større og anderledes. Og at turde fejle i stedet for bare at gentage andres succeser og blive kopier af hinanden. For dét er et problem, siger han.

»Rejs en tur gennem Europa og se, hvordan moderne kunstmuseer ligner hinanden. Vi udstiller de samme kunstnere på samme måde og tænker publikum ens«.

Kan du blive mere præcis? Hvad er typisk?

»Alle vil have Jeff Koons, alle vil have Andy Warhol, vores ferniseringer er skabt over samme model, der findes en bestemt dress code. Akademierne finder tryghed i at blive bekræftet af dem, de ønsker at være som. Der ligger en frygt for at falde udenfor«.

Hurtigtgående torpedobåd

Høyersten vil tage det sats, det er at vise unge, ukendte navne. Også danske.

Han forbereder bl.a. en serie med nordiske kunstnere, også helt nyuddannede, og han er klar over, at det ikke giver besøgstal som regentparrets kunst kan gøre det.

Men vænner publikum sig til, at ARoS er et sted, hvor man kan få særlige overraskelser – og hjælper man folk ved at fortælle, hvad kunstnerne står for – kan man også vise det ukendte, lyder filosofien, der bevæger sig væk fra tanken om varme udstillinger med stærke, internationale kort.

Hvad tænker du, at ARoS kan, som Louisiana ikke kan?

»Vores fordel er, at selv om vi som museum er 150 år gammelt, kender folk os bedst som ARoS, der kun er 10 år gammelt, og ARoS er ikke faldet ind i en fast form, men har mulighed for at gøre det uventede. Det er der noget befriende i«.

Der er også samlingen, hvor ARoS' samling med 10.000 værker er så relativt lille, at man med Høyerstens ord har mulighed for at »tænke samlingen fremover«, mens mange andre kunstmuseer må »tænke bagud« og bygge videre på, hvad de har.

»Det kan være en frihed, for det betyder, at vi har manøvredygtighed. Vi kan tillade os at være en motortorpedobåd og ikke et hangarskib, det tager tid at ændre kurs på«.

Og hvad er det så, at Louisiana ikke kan?

»Ja, det må du jo spørge dem om«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men du kan vel godt vurdere sådan et museum?

»Jo, men altså, jeg tror, at når man er stor og har en position, så kan man vælge, om man vil have en dynamisk motor omkring sig, eller om man er sig selv nok. Jeg tror, Louisiana kunne have gjort en stor forskel ved i højere grad at have løftet den danske kunstscene frem. De kunne have skabt rum for unge kunstnere på en helt anden måde«.

Kunstverdenen er tryghedssøgende

Det handler om at gøre noget for »kunstens økosystem« eller for kunstmiljøet – og ikke bare gøre noget for museet selv.

»Og i det perspektiv kan jeg godt tænke, at Louisiana har gode publikumstal, en stor medlemsklub og gør mange ting rigtigt. Men man har en bestyrelse, der har defineret, at sådan og sådan ser mandatet ud. Er man tilfreds med det, er det o.k., men hvis man havde haft lyst til at spille en større rolle for kunstmiljøet, kunne man fint have gjort det også«.

Der er en tendens til i kunstverdenen, mener Høyersten, at angsten for at gøre noget forkert kan blive mere styrende end ønsket om at gøre noget rigtigt. Kunstverdenen er tryghedssøgende, og ja, medgiver han, det er et paradoks:

»Man taler om at udfordre, men hele virksomheden er konservativ«.

Museumschefen spytter endnu en klump snus ned i den lille æske og drager sin konklusion med en utålmodig hovedrysten:

»Man lever ikke, som man prædiker«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden