I begyndelsen af det 20. århundrede tog billedkunstens internationale, ’abstrakte’ avantgarde som bekendt afsked med en umiddelbar efterligning af den øjensynlige virkelighed og overlod i mere end et halvt århundrede det figurative såvel som det narrative til fotograferne, illustratorerne og det ny århundredes fremstormende billedfortællinger, film og tegneserier.

Så hvis den abstrakte billedkunst spejler århundredets erkendelseshistorie – både Einstein og Wittgenstein, så at sige – tegnes konturer af århundredets socialhistorie nok så klart i illustrationskunsten. Og dette nye, storslåede værk fra Sverige med undertitlen ’en visuell historia’ er dermed både en historie om billeder og historie i billeder. Hundredevis af billeder fra de sidste hundrede år, i 17 artikler af 12 forskellige kyndige forfattere.

Men hvilke syner får det længste liv i billedernes historie?

Tag nu billederne af den svenske almues liv omkring forrige sekelskifte: Albert Engströms lasede drukkenbolte og vagabonder? Eller Carl Larssons renskurede blomsterbørn og luciabrude?

De havde samme tid og samme folkeliv for øje, for da provinsdrengen Engström i 1893 var elev på Valands Konstskola i Göteborg, var det tidligere stockholmske proletarbarn Carl Larsson lærer sammesteds. Men som tegnere ’byttede de gårde’. Og i ’Svensk illustration’ fylder Carl Larsson godt, mens Engströms streg slet ikke er repræsenteret. Det kan jo undre en dansker, der ser Storm P.s vagabonder som brødre til ’Kolingen’.

Den dansende illustrator

Men Engströms satire kom vist aldrig på kagedåserne, hvorimod Larsson har trukket brede spor: I artiklen om ’Idyllien – landet som det borde vara’ kalder Erika Lunding de rødkindede larssonske børn »en manifestation av en drøm ... Solen holder aldrig op med at skinne«.

Helst ville Larsson »sætte tiden i stå«, mener hun, og det lykkedes næsten: Hans lykkelige landliv gentager sig så sent som i Ilon Wiklands og Björn Bergs scener fra Astrid Lindgrens Småland. Morten Korch-drømme om et homogent folk uden modsætninger, tænker vi nu. Men interessant nok ser Lunding også nostalgiens frigørende strejf af utopi i Larssons skildring af livet »mellem børn og voksne, mellem ude og inde – dengang et omvæltende synspunkt, som stadig kan gælde for at være moderne«.

Med Birger Lundquists alsidige mesterskab – og hans møde med fyldepennen! – i bladtegningens guldalder fra 1930’erne til 1960’erne belyses den artistisk bevidste reportagetegnings velfortjente plads i dagspressen, i Lundquists tilfælde især Dagens Nyheter. Andre stjerneroller i ’Svensk illustration’ spilles af modetegneren og kosmopolitten Mats Gustafson og den internationale plakatkunstner Einar Nerman. ’Den dansende illustrator’ kalder Andreas Berg ham.

Berg, selv illustrator og professor på Kunsthögskolen i Oslo, og Sara Teleman, også illustrator og underviser, redigerer dog med fokus på andet end stjernetegnere, nemlig på »fænomener og virksomheder, der har været samlende for illustratorer, og hvor illustrationen er blevet udviklet«. Foruden kunst- og designskoler bl.a. det legendariske børneblad Kamratposten og ugebladet Femina, hvor art director Finn Nyebølle i 1960’erne og 1970’erne med tegnere som Jane Bark og Per Åhlin udviklede ny standarder for ugebladsillustration.

En dansk forbindelse

Den politiske historie bag billedernes ditto skimtes bl.a. i Bergs interessante præsentation af ’Främlingar i folkhemmet – surrealister i svensk illustration’. Indledningen der, om den tidlige socialdemokratiske kulturpolitik (Statens Kunstråd allerede i 1937), hænger sammen med hans fremstilling af ’Sextioåttarna – vänsterns estetik’ og tegner sammen med artiklen om svenske undergroundtegneserier en skitse af utilpassetheden som en rebelsk strøm under hele århundredet.

Svensk arbejderbevægelses kulturpolitiske opvakthed bidrog vel til, at en kulturradikalisme som den danske aldrig fik samme svenske betydning. Men hindrede ikke, at »den moderne billedbogs fødsel« i Sverige med Elina Drukers ord skyldtes ’en dansk forbindelse’: Arne Ungermanns og Egon Mathiesens kulturradikale billedbøger inspirerede til Lennart Hellsings nonsensvers med (danske) Poul Strøyers tegninger.

De mange bidragydere og tegningernes mange funktioner gør bogen broget, selv om f.eks. den politisk satiriske dagbladstegning ikke fylder meget her (men andetsteds!). Kun i enkeltnedslag belyses f.eks. modetegningens eller bogomslagets lange historier, men litteraturlisterne hjælper videre.

Netop bredden i forbundet Svenska Tecknare – der organiserer både bladtegnere, grafiske formgivere og illustratorer, modsat de spredte danske kolleger – har vist muliggjort dette nødvendige, veldisponerede og generøst illustrerede værk, der rækker fra plakater til pladeomslag, fra enkle billedbøger til rablende surrealisme, fra modetegningens markedshensyn til modkulturens medier.

fortsæt med at læse

Carl Larssons lyse malerier viser vejen til det stærke familieliv