0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Bog om svenske illustratorer er et broget og generøst værk

'Svensk illustration' er både en historie om billeder og historie i billeder.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
fra bogen
Foto: fra bogen

Idyl. Tegneren Carl Larssons renskurede blomsterbørn trak brede spor og endte blandt meget andet på svenske kagedåser.

Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I begyndelsen af det 20. århundrede tog billedkunstens internationale, ’abstrakte’ avantgarde som bekendt afsked med en umiddelbar efterligning af den øjensynlige virkelighed og overlod i mere end et halvt århundrede det figurative såvel som det narrative til fotograferne, illustratorerne og det ny århundredes fremstormende billedfortællinger, film og tegneserier.

Så hvis den abstrakte billedkunst spejler århundredets erkendelseshistorie – både Einstein og Wittgenstein, så at sige – tegnes konturer af århundredets socialhistorie nok så klart i illustrationskunsten. Og dette nye, storslåede værk fra Sverige med undertitlen ’en visuell historia’ er dermed både en historie om billeder og historie i billeder. Hundredevis af billeder fra de sidste hundrede år, i 17 artikler af 12 forskellige kyndige forfattere.

Men hvilke syner får det længste liv i billedernes historie?

Tag nu billederne af den svenske almues liv omkring forrige sekelskifte: Albert Engströms lasede drukkenbolte og vagabonder? Eller Carl Larssons renskurede blomsterbørn og luciabrude?

De havde samme tid og samme folkeliv for øje, for da provinsdrengen Engström i 1893 var elev på Valands Konstskola i Göteborg, var det tidligere stockholmske proletarbarn Carl Larsson lærer sammesteds. Men som tegnere ’byttede de gårde’. Og i ’Svensk illustration’ fylder Carl Larsson godt, mens Engströms streg slet ikke er repræsenteret. Det kan jo undre en dansker, der ser Storm P.s vagabonder som brødre til ’Kolingen’.

Den dansende illustrator

Men Engströms satire kom vist aldrig på kagedåserne, hvorimod Larsson har trukket brede spor: I artiklen om ’Idyllien – landet som det borde vara’ kalder Erika Lunding de rødkindede larssonske børn »en manifestation av en drøm ... Solen holder aldrig op med at skinne«.

Helst ville Larsson »sætte tiden i stå«, mener hun, og det lykkedes næsten: Hans lykkelige landliv gentager sig så sent som i Ilon Wiklands og Björn Bergs scener fra Astrid Lindgrens Småland. Morten Korch-drømme om et homogent folk uden modsætninger, tænker vi nu. Men interessant nok ser Lunding også nostalgiens frigørende strejf af utopi i Larssons skildring af livet »mellem børn og voksne, mellem ude og inde – dengang et omvæltende synspunkt, som stadig kan gælde for at være moderne«.