Plantu snupper min blok ud af hænderne på mig, bladrer febrilsk, indtil han finder en bagside, der ikke allerede er overskrevet. Han fatter sin pen og tegner, groft og med fede sorte streger.
»Det her«, siger han og tegner videre, så det siger sssjs-sssjs-sssjs, »det her er Jacques Chirac«, og jeg kigger, klemmer øjnene sammen i smalle sprækker og kigger igen.



























