Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Provokunst. Kristian von Hornsleths produktion gennem ti år udsendes som illustreret værkfortegnelse, men man kunne godt ønske sig, at hans billeder var mere end frække, smarte, sexede og underholdende kulørte. Foto fra bogen

Provokunst. Kristian von Hornsleths produktion gennem ti år udsendes som illustreret værkfortegnelse, men man kunne godt ønske sig, at hans billeder var mere end frække, smarte, sexede og underholdende kulørte. Foto fra bogen

Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hornsleth interesserer sig for sin egen berømmelse i ny bog

Hvis man undtagelsesvis skulle elske Hornsleths værker, kan man ikke ønske sig mere.

Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Umiddelbart lyder en bog med titlen ’Rape Steal Kill Burn’ (på dansk: Voldtag stjæl dræb brænd) som en lærebog for voldsmænd, tyve, mordere, pyromaner og andre kriminelle.

Men det er ikke en lærebog, det er en kunstbog, et såkaldt œuvre-katalog. I dette tilfælde er det en meget stor gennemillustreret fortegnelse over alle de værker, som en kunstner med det ikke helt ukendte navn Kristian von Hornsleth har udført mellem 2005 og 2014.

God til at agere berømt


Hvis man undtagelsesvis skulle elske Hornsleths værker, kan man slet ikke ønske sig mere – eller flere billeder. For alle de billeder, han har udført i den angivne periode, er medtaget, uanset hvor ens de end måtte forekomme.

Desuden er bogen udstyret med indledende artikler (på engelsk) af en kunsthistoriker, en kunstelsker, en kunstner (Uwe Max Jensen) og en forfatter. Man savner kun bankmanden og investoren. For det må koste kassen at producere sådan en sag.

På det seneste har Hornsleth ikke gjort sig særlig godt i medierne. Alligevel er han en god bekendt af de selv samme medier. Han er vist berømt – og som regel god til at agere berømt. Når han optræder i medierne, er det ikke mindst på grund af sin berømmelse.

Mange husker, at det var ham, der i 2006 fik hundrede beboere i en landsby i Uganda til at tage hans navn, mod at han kvitterede for ulejligheden ved at forære dem en gris eller en ged.

Det var også ham, der syv år efter fik dna-materialet fra 5.000 mennesker indstøbt i en stjerneformet skulptur af stål. Stjernen blev derefter sænket ned på bunden af Marianergraven, der med sine knap 11 km er verdens dybeste oceangrav. Dybere kunne kunsten ikke synke.

Hvem tilhører fremtiden?

Af samme grund kaldes Hornsleth ofte provokunstner. Men det er ikke det sædvanlige borgerskab, han provokerer med sin kunst, hvis altså det, han laver, kan klassificeres som kunst.

Museumskunst er det ikke, for han har ingen offentlig repræsentation. Museerne interesserer sig ikke for ham. De kender ham mest af navn – og fnyser lidt ved tanken om at gøre det. Og det er netop pointen.

Det er kunsteksperterne, som Kristian von Hornsleth provokerer, jf. hans første bog fra samme forlag, der havde titlen ’Fuck You Art Lovers’. Provokationen skyldes ikke alene hans værker.

Den skyldes også den berømmelse, han mange steder, bl.a. i en særlig del af finansverdenen, nyder på grund af sine værker og sig selv. Og den berømmelse, mener mange, er helt ude af proportion. Men omfanget af hans berømmelse er ikke til diskussion, og det er den, Hornsleth interesserer sig for her.

Er det store katalogs mission at overbevise tvivlerne om, at Hornsleth er en stor succes, og at fremtiden tilhører ham?

En bog så omfattende som den, der nu er udsendt, udsendes ikke uden bagtanker. ’Rape Steal Kill Burn’ er et led i kunstnerens branding af et projekt, der har det at være berømt eller berygtet som mål (forskellen mellem de to er i Hornsleths tilfælde ikke stor).

Berømmelsen er ikke en eventuel følgevirkning af et vigtigt værk. Men skyldes det succesen, at han er i stand til at udsende et så omfattende værkkatalog? For det er der ikke mange kunstnere, der kan i dagens Danmark.

Eller er det store katalogs mission at overbevise tvivlerne om, at Hornsleth er en stor succes, og at fremtiden tilhører ham? Hvad denne anmelder ikke tror på.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Overfladiskheden

Men én ting er nogenlunde sikker: Kristian von Hornsleth er en kunstner, der passer til det i tidsånden, der sværmer for det hurtige og frække, også selv om det måtte være nok så overfladisk.

Han synes ikke at tage tingene, herunder kunst, særlig alvorligt. For tingene skal netop ikke være for alvorlige. Det er åbenbart meget bedre, hvis de er sjove, bevidst grænseoverskridende, smarte og underholdende, ikke mindst det sidste. De må især gerne være sexede, dvs. i deres indhold handle om sex og begær.

Det er muligt, at sex ikke fylder så meget i folks soveværelser, som det altid bør. Men i det offentlige rum er det en anden sag. Her kompenseres der. Her fylder sex alt for meget op. For her kan sex bedre end noget andet emne fange folks opmærksomhed og sælge varen. Som sex gør i Hornsleths værker, om end det stadig er Hornsleth selv, dvs. hans navnetræk, der fylder mest.

Kristian von Hornsleth er formentlig den eneste kunstner, hvis signatur altid udgør hovedmotivet i hans billeder. Det skal lige tilføjes, at vonet i Hornsleth er en tilføjelse. Man bliver ikke automatisk adelig, fordi man har gået på Herlufsholm. Og så er s’et i Hornsleth tilmed med tiden blevet forvandlet til et dollartegn. For naturligvis handler det at lave kunst også om at lave penge. For penge er i endnu højere end kunst et tidstypisk parameter for succes.

Monotone banaliteter

Billederne i bogen selv er ikke voldsomt varierede, så når forfatteren og forlaget viser så mange i ét bind, må det være af hensyn til samlerne. Har de en ægte Hornsleth hængende derhjemme, vil de gerne eje en bog, hvori deres ægte Hornsleth er afbildet.

Opskriften synes hver gang at være det samme: Hornslets navnetræk, damer, eller noget sex eller vold, og som baggrund en ekspressionistisk eksplosion i pangfarver.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Så meget af det samme er ikke nok til at frembringe betydningsfuld kunst. Men det er åbenbart nok til at få en karriere, og det kan man sagtens blive lidt betænkelig ved.

Anderledes forholder det sig med projekterne i Uganda og på bunden af Marianergraven. Her går kunstneren ud over sine egne rammer. Men de er foreløbige undtagelser i en produktion, der er banal, fordi den dyrker det banale.

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden