Blåskæg. Billedhuggeren Anne Marie-Carl Nielsen vidste godt, at antikke skulpturer var bemalede. Så i sin meget livagtige kopi fra 1905 af en typhon fra Akropolis glemte hun ikke den blå farve. Tilhører Odense Bys Museer.
Foto: Jens G. Aagard (Odense Bys Museer)

Blåskæg. Billedhuggeren Anne Marie-Carl Nielsen vidste godt, at antikke skulpturer var bemalede. Så i sin meget livagtige kopi fra 1905 af en typhon fra Akropolis glemte hun ikke den blå farve. Tilhører Odense Bys Museer.

Kunst

Billedhuggere bringer den græske antik trygt ind i fremtiden

Instruktiv udstilling viser de moderne billedhuggeres forbilleder.

Kunst

For at kunsten kan have en fremtid, der ikke ligner dens nutid, må den nu og da genopdage sin egen fortid. Og efter genopdagelsen genfortolke den på sin egen måde.

Det er en opskrift på kunstnerisk udvikling, som man ofte støder på i det 20. århundredes moderne kunst, og som man lige nu kan se glimrende eksemplificeret på Thorvaldsens Museum.

Kunst kan med tiden blive så grundigt glemt og fortrængt, at det kan ligne en sensation, når den bliver genopdaget. Sådan gik det for en håndfuld af de billedhuggere, der fuld af oprør fulgte efter dem, der lige så imponerede som frustrerede kom efter den store Thorvaldsen.

Da de ikke kunne vride mere inspiration ud af nyklassicismen, var der åbenbart kun én vej. De kunne blive abstrakte – eller de kunne, som her, rette blikket endnu længere tilbage i tiden, til den tidlige græske kunst, til de arkaiske figurer, til kunsten fra Kreta, ja, helt tilbage til den flere årtusinder gamle sumeriske kunst.

Sært nok var det altså hos nogle af verdens ældste kulturer, at man skulle søge kilden til fornyelse.

Arkaiske skulpturer genoplives

Niels Skovgaard blev den første, der rykkede på oplevelsen af den arkaiske skulptur. I 1886 var der på Akropolis i Athen blevet udgravet fjorten såkaldte korer, arkaiske skulpturer af kvinder, som kunne dateres fra 580 til 480 før Kristi. I 1888 fik Skovgaard chancen for at opleve disse figurer, der netop var kommet op af jordens favntag. De blev en åbenbaring for ham.

Figurerne var nok forenklede – og mere stiliserede end dem, han kendte fra den klassiske stil. De havde farvespor, og så var de, pudsigt nok, også mere individualiserede. Skovgaard syntes ligefrem, at han i byen Megara kunne møde grækere, der uden større besvær kunne have stået model til de flere tusinde år gamle skulpturer.

På forskellig måde fik Skovgaard snart følge af kollegerne Anne Marie Carl-Nielsen, Einar Utzon Frank, Svend Rathsack, Larsen Stevns, Adam Fischer, Astrid Noack, Henrik Starcke – og som de sidste rosiner i pølseenden: Axel Salto og Svend Wiig Hansen. I alt ti gode navne, som på nær et par stykker ikke har nydt stor opmærksomhed i de senere år. Glemslen er faldet lidt over dem, som støv også kan falde på halvgamle monumenter.

Men det kan den aktuelle udstilling på Thorvaldsens Museum måske gøre noget ved, og det er også grunden til, at den afholdes. Først og sidst er udstillingen historien om, hvordan den dengang ikke skattede præklassiske kunst fik sat liv i en generation – eller to – af billedhuggere fra slutningen af 1800-tallet og et pænt stykke ind i 1900-tallet.

Havfrue - mere fisk end sild

Udstillingen starter overrumplende med Anne Marie Carl-Nielsens kopi af en typhon, et mangehovedet blåskægget uhyre med en lang snoet hale. Da billedhuggeren små femten år senere skulle udføre en version af et endnu mere berømt fabel- og havdyr, nemlig en havfrue, kom denne græske typhon til at blæse ekstra liv i fruen fra havet.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Alverdens turister ved, at det blev en hel anden ’frue’, der kom til at erobre stenen på Langelinie. Mens Edvard Eriksens havfrue er lidt af en sild, er der mere ren fisk i Anne Marie Carl-Nielsens version med dens åbne mund og stirrende øjne.

Herfra bevæger værkernes kronologi sig frem. Udstillingen er bygget op som dialoger mellem de moderne værker og de gamle præklassiske skulpturer, der har været deres forbilleder. Fra Svend Rathsacks ’Manden’ bliver der eksempelvis trukket en lige linje til Rayet-hovedet fra 520 f. Kr., som i øvrigt var brygger og kunstsamler Carl Jacobsens første antikke erhvervelse.

Visuelt er der heller ikke langt fra den endnu ældre Auxerre-kore til Adam Fischers ’Ung kvinde fra Kreta’ eller fra det såkaldte Rampin-hoved fra 550 f. kr. til et Bacchushoved af Axel Salto. Udstillingen og kunsthistorikeren Mikael Wivel, der står bag den, viser også klart, at Henrik Starcke har kigget grundigt på figuren Gudea fra Lagash fra 2120 f. Kr.

Udforsk nøgne figurer!

Det må have været en logistisk udfordring at få alle disse store og halvstore skulpturer, nye som gamle, bugseret ned i de små lavloftede rum i underetagen. Kun to værker er endt uden for udstillingen, bl.a. ’Magnusstenen’, som gør sig godt i museets forhal, fordi man kan gå rundt om den.

Resten af udstillingen går man til gengæld ikke uden om. Den går man gerne igennem, især når man interesserer sig for emnet.

Og det gør Wivel, der er den velskrivende og engagerede forfatter til katalogets hovedartikel. Allerede på første side får han nævnt sin favoritkunstner Larsen-Stevns, som mest var kendt som maler. Det skal forfatteren og arrangøren have lov til, når hans begejstring er så smittende.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

’Og udforsk nøgne figurer’! Sådan bl.a. hedder det vovet i en præsentation af Den Kgl. Afstøbningssamling. Det kan man bestemt også gøre her. For selv om udstillingen vises på Thorvaldsens Museum, ville den slet ikke være den samme uden en række indlån fra netop afstøbningssamlingen.

Ingen skal sige, at gipsafstøbningerne ikke er godt for noget.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Overgreb i Guds navn
    Hør podcast: Overgreb i Guds navn

    Henter…

    I morgen byder pave Frans flere end 100 højtstående biskopper fra hele verden velkommen til topmøde i Vatikanet. Emnet øverst på dagsordenen er seksuelle overgreb mod børn begået af katolske præster. Men kan paven forhindre flere overgreb? Og er der overhovedet en fremtid for den katolske kirke?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?
    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?

    Henter…

    I aftes udkom årets store madbibel - Michelin-guiden 2019. Michelin har været den højeste kulinariske smagsdommer i en tid, hvor madkultur er blevet en international megatrend, og kokke er blevet rockstjerner. Men er stjernerne lige så vigtige pejlemærker, som de har været?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

Forsiden

Annonce