Sødme. En tone af ømhed og sentimentalitet kan forbinde nordkoreansk kunst med sødladne motiver, som også kendes i vestlig kunst. Foto: Korean Art Gallery, Pyongyangg

Sødme. En tone af ømhed og sentimentalitet kan forbinde nordkoreansk kunst med sødladne motiver, som også kendes i vestlig kunst. Foto: Korean Art Gallery, Pyongyangg

Kunst

Jubeloptimistisk, nordkoreansk kunst kommer til Vesten

Det kaldes nordkoreansk kunst, men der er snarere tale om politisk design.

Kunst

En udstilling med nordkoreansk kunst er blevet en af de større begivenheder i Wiens kulturliv.

Udstillingen er blevet kategoriseret som en lille sensation. For det er ikke sket tidligere, at et vestligt publikum har oplevet kunst fra Den Demokratiske Folkerepublik Korea i så stort og bredt et udvalg.

Og det er ikke småting, og især ikke i fysisk forstand, der er samlet her for at understrege over for alverden, at der trods alle problemer er ideologisk grøde i landets kunst.

Udvalget omfatter omkring hundrede vægstore oliemalerier og tuschtegninger, dertil plakater, fotos og en arkitekturmodel af Juchetårnet, hovedstaden Pyongyangs himmelstræbende vartegn for den ideologi, som er Nordkoreas bidrag til verdenskommunismen.

Ordet ’Juche’ hentyder til landets vilje til ’selvstændighed’ og ’selvforsyning’. Udvalget ville ikke være komplet, hvis det ikke også omfattede en række portrætter af landets dominerende politiske lederskikkelser, dels Kim Il-sung, som var præsident indtil sin død i 1994, dels hans søn Kim Jong-il, som nu er folkerepublikkens øverste leder.

LÆS ARTIKEL LÆS OGSÅ

Udstillingen er landet i Wien på Österreichisches Museum für angewandte Kunst, som hedder MAK. MAK er nærmest Wiens svar på vores Kunstindustrimuseum i Bredgade.

Det er her, man går hen, hvis man vil studere design inden for møbelkunst, kunsthåndværk, tekstiler, porcelæn, sølvtøj etc. At man nu også kan studere billedkunst fra Nordkorea, kan forekomme forvirrende, medmindre man ser denne form for billeder som ’anvendt kunst’. Som kunst, der i dette tilfælde reelt er politisk design.

Heroisk kunst
Ortografisk er der kun en håndfuld bogstaver til forskel mellem den socialistiske realisme, som man den dag i dag finder i Kina og Nordkorea (før 1991 dominerede den også i Sovjet), og så den socialrealisme, som mest optræder i 1800-tallets europæiske kunst.

Begge stilarter er optaget af det omgivende samfund, og ingen af dem er abstrakte. Men stilistisk er den socialistiske realisme ikke en tidsforskudt parallel til socialrealismen, og deres hensigter er meget forskellige.

Mens socialrealismen uden kompromiser skildrer de forhold, som et samfunds borgere lever under, så sandt og direkte som vel muligt, er den socialistiske realisme i sammenligning en mere heroisk og optimistisk kunst. Måske ligefrem jubeloptimistisk.

Det skyldes, at den er styret af en samfundsmodel. Den er et redskab. Som sin primære opgave skal den give hele samfundet et socialt løft ved at skildre forholdene, som de rettelig burde være, snarere end som de er.

I et land som Nordkorea er kunsten ikke et fristed for individualister på samme måde som i Vesten. Hvis kunsten ønsker anerkendelse og medindflydelse, kan den ikke stille sig uden for den ideologiske planlægning, som det øvrige samfund er underkastet.

Derfor er den socialistiske realisme politisk forpligtet på det, som staten ønsker, at den skal fremvise. Den skabes nok af kunstnere, som har fået en uddannelse og har lært at mestre et håndværk. Og som man kan se det af malerierne på denne side, er der tale om et solidt naturalistisk håndværk.

Det er ikke en stil, der for at blive forstået ret kræver vidtgående kunsthistoriske forkundskaber eller en særlig tolerance over for alt moderne. I det gamle Sovjet så man længe ned på ismer som impressionismen, ekspressionismen, kubismen o.l., fordi man opfattede dem som produkter af et dekadent kapitalistisk system i dets absolut sidste fase.

Hvis disse malerier skal tages for pålydende, hører Nordkoreas indbyggere til klodens lykkeligste mennesker

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

En ny samfundsorden var ikke tjent med at overtage en kunstnerisk udtryksform fra politiske systemer, som man havde afskrevet som håbløs fortid.

Kollektiv opgave
I den socialistiske realisme er det kunstnerens fornemste opgave at gøre sig forstået af det folk, som han bør skildre såvel som tjene. En centralistisk politisk dagsorden har indskærpet over for ham, at han som folkets kunstner har fået pålagt en kollektiv opgave, en samfundsopgave, som ligger over ham selv som skabende individ.

Han respekteres nok som en borger mellem andre borgere eller som en håndværker mellem andre håndværkere. Men hans opgave er ikke at skabe en karriere, der er hans egen private.

Han har en forpligtelse over for det kollektiv, han tilhører, og han må underordne sig en umiddelbart tilgængelig stil og et program, der ser hans færdigheder som et middel, ikke som et mål i sig selv. For den socialistiske realisme er en folkeopdragende kunst og en kunst med et klart propagandistisk formål.
Og hvad er det så, denne kunst vil opdrage folket til? Tydeligvis skal kunstneren se til, at hans billeder bliver til forbilleder. Han skal illustrere, at det kan betale sig at slide i det, og at al slags arbejde – selv rengøring og vejarbejde – bør være en glæde for dem, der udfører det.

Se blot på maleriet med de fem piger, der en årle morgen går på den gade, som de snart skal til at feje med deres koste. Ideel lykke står alligevel skrevet i deres unge ansigter. Med enkle, letlæselige kunstneriske midler vil kunstneren overbevise sine omgivelser om, at man uanset odds ikke skal være bange for at give den en ekstra skalle.

Klodens lykkeligste mennesker
Man kan enten grine eller græde over den glansbilledagtige optimisme, som disse billeder udstråler i så gavmilde mængder. Hvis disse malerier skal tages for pålydende, hører Nordkoreas indbyggere til klodens lykkeligste mennesker.

Kun en enkelt – en pige – synes noget beklemt ved sin rolle som model. Til gengæld overbeviser hun om, at sådanne sødmefulde motiver ikke er forbeholdt vestlig glarmesterkunst. For den rene sentimentalitet findes der ingen ideologisk grænse.
Man har set noget tilsvarende i den sovjetiske kunst fra Stalintiden. For efter at Josef Stalin i 1932 havde udsendt et dekret om kunstarternes samfundsbestemte formål og det russiske folks kunstneriske opdragelse, stod den socialistiske realisme i mere end halvtreds år som den eneste stil, der havde det kommunistiske partis accept.

Det betød ikke, at der ikke fandtes andre kunstneriske udtryksformer. Med de var enten henvist til kulturlivets udkantsområder eller direkte undertrykt.

LÆS ARTIKEL

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vi ved endnu for lidt om nordkoreansk kunst til at fastslå, om der findes alternative eller mere moderne udtryksformer end den, der lige for tiden repræsenterer Den Demokratiske Folkerepublik Korea på MAK. Men mon ikke.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce