Opråb fra museumsdirektør: Frelsen er ikke at stikke gæsterne iPad og farvekridt

Da Carl Jacobsen i 1878 var i Paris, fik han øje på den næsten nøgne violinspillende kvinde af marmor ’Musikken’ og ønskede at eje den.

Den havde fået førstepræmien på udstillingsstedet Salonen, den var næsten overjordisk i sin lette skønhed, og Carl Jacobsen måtte have den med hjem til Danmark.

Marmorskulpturen af Eugène Delaplanche var den første skulptur, han købte til sin moderne samling.

Dansk kunst var i krise, mente han. Den stod i stampe, den manglede selvtillid, og der måtte gøres noget. Ti år senere havde bryggeren opbygget en større kunstsamling, og i 1897 var den blevet danskernes. På det nyopførte Ny Carlsberg Glyptotek kunne enhver se, hvad kunsten kunne.

I dag mangler dansk kunst ikke selvtillid. Den trives glimrende. Derimod lider danske museer i dag af en »fundamental mangel på selvtillid«. Det mener Glyptotekets direktør, Flemming Friborg.

»I museumsverdenen globalt har man i årtier ikke troet, at ens museum virkede, medmindre det larmede, medmindre du var i stand til at lave spektakel. Når museumsfolk i dag bliver udæsket på deres strategi, bruger de ord som katedral eller banegård til at beskrive, hvad deres museer skal være i fremtiden. Det er en nødvendig funktion af den tid, vi lever i, at vi tror på overbuddet, og at vi er nødt til at sige: Vi har det nyeste, det bedste, det største, det mest contemporary«, siger han.

I en polemisk artikel i det kommende nummer af Carlsbergfondets Årsskrift sender Flemming Friborg nu et opråb af sted mod museumslandskabet.

»Vi er nødt til at sige:Time out. Og vi er nødt til at spørge: Hvad er det egentlig, der legitimerer os som museer?«.

Vi står ved siden af den violinspillende kvinde foran udstillingen ’Fra blok til krop’, som åbner på lørdag. Nyt er også, at museet – muligvis som det sidste i verden – har fået elektrisk lys i udstillingssalene. Lyset har kostet 12 millioner kroner, men Flemming Friborgs håb er, at publikum slet ikke lægger mærke til fornyelsen.

Det kan opfattes bagstræberisk, indrømmer Flemming Friborg. Men det gør ikke noget, for lyset er blevet installeret, så museet kan holde længere åbent og give publikum mere tid til at betragte kunsten også efter mørkets frembrud.

Fordybelsen er råstoffet

Grundproblemet i dansk og international museumsliv er netop, at man har glemt, at fordybelsen er museernes store berettigelse, mener Flemming Friborg.

»Vi begår en fejl, hvis vi bliver ved med at forsøge at opfinde nye værdier, for et museum er ikke en tom dunk, man kan hælde ting i«, siger han.

»Så I stedet for målgruppehysteri og diverse hvervekampagner, der ikke har noget med museet at gøre, mener jeg, at vi skal tilbage til det naturlige råstof i ethvert museum: kunstoplevelsen«.

Museumsdirektøren viser vej ind i sal 36, hvor Perseus hæver sit svær for at hugge hovedet af Medusa. Han taler hurtigt og ivrigt, men han nævner ikke navne.

For eksempel nævner han ikke SMK Fridays med kunstner-dj’s og gadekøkken eller SMK’s unge kunstpiloter. Han nævner ikke ARoS’ spektakulære planer om en underjordisk udbygning med en kæmpe kugleformet lysinstallation af James Turrell.

Han nævner ikke sidste års store børneudstilling på Arken, hvor man genopførte Palle Nielsens legeplads midt i museet med blandt andet skumgummispringbassin, som børnene kunne kaste sig i. Eller Louisianas permanente børnemuseum for den sags skyld.

Flemming Friborgs polemiske opråb er nemlig ikke en »smædekampagne mod danske museer«. Det er den generelle tendens, han ønsker en kritisk diskussion af. Men man kan konstatere, at tendensen er temmelig synlig på netop disse største danske kunstmuseer.

Hvad er problemet med dj-aftener, særkurateringer og børnemuseer?

»Det har længe været ’det andet’, som museerne har fokuseret på – som om kunsten behøver hjælp udefra af noget mere eller mindre væsensfremmed for den og museet. Dermed vælger man de korte sejre, for jeg tvivler på, at de personer, der alene kommer til en dj-aften, kommer igen ugen efter og ser nærmere på kunstværkerne«, siger han.

»Og når man siger til de unge: Kom og vær kurator for en dag, er det fint på gimmick-planet, men som professionel museumsmand vil jeg underminere min faglige tyngde, hvis jeg hele tiden skal tænke: Vi skal også have noget for det grå guld og for dem, der er otte år og for homosegmentet«.

Kulturstyrelsen stod for ikke så længe siden bag en stor konference for at få børn og unge indraget og give dem en tilknytning til museerne. Er det ikke en god ide?

»Jo, men det er perverst at sige, at vi mangler brugerinddragelse. Vi har enormt meget brugerinddragelse, men spørgsmålet er, i hvilken grad vi skal blive ved med at inddele publikum i smågrupper og jagte netop deres særlige ønsker eller behov. Jeg siger ikke, at der er noget galt med et børnemuseum eller børn på museerne«, svarer Flemming Friborg og peger på nogle skolebørn, der sidder på hug og får våde ærmer ved ’Vandmoderen’.

»Børnene må godt vælte rundt her. For hele museet er et børnemuseum. Frelsen er ikke, at man stikker gæsterne en iPad og nogle farvekridt og siger: ’Nu kan du kuratere en udstilling, og så kan du vinde en cykel bagefter’. Jeg tror ikke, at publikum er så dumme. Men arrogancen er næsten grænseløs i tilgangen til de unge, når man siger: Vi ved lige, hvad I vil have«.

Tidstagningens helvede

På Glyptoteket har man 350.000 besøgende årligt. 60.000 af dem er børn. Det er relativt set høje tal, som Flemming Friborg selv nævner en passant, måske for at markere, at polemikken ikke hviler på en ufrivillig outsiderposition i museumslandskabet.

Glyptoteket har mange gæster, men selv om Flemming Friborg kunne få flere lokket ind i bygningen på Dantes Plads, ønsker han det kun, hvis det er med fordybelsen i kunsten og museet som endemål.

»Det ville være løgn at sige, at vi er ligeglade med antallet af besøgende, men der er stor forskel på ikke at være ligeglade og så at halse efter høje besøgstal. Der befinder vi os globalt i dag. Der signaleres, at hvis du ikke har mange besøgende, er du ingen succes«.

Iveren efter høje besøgstal forklarer også, hvorfor selvtillidstabet er opstået, mener Flemming Friborg. Når kunsten og de erkendelsesmæssige eller sanselige oplevelser, som den kan tilbyde, i mindre grad har stået i fokus, har museumsfolk i højere grad måttet famle sig frem. I den sammenhæng er også Kulturstyrelsens puljeordninger en belastning, mener Flemming Friborg. En stor pulje er for eksempel målrettet projekter, hvor museerne samarbejder med uddannelsessektoren.

»Problemet med puljerne er, at de bestemmer, hvad der skal satses på for at opnå støtten. Vi løber efter at skulle finde på projekter, der passer til virkeligheden, snarere end at finde på nogle projekter, som virkeligheden kunne opdage. Det kan man forholde sig pragmatisk til. Men det er jeg træt af, og det tror jeg også, publikum er«.

Men det er ikke »en væmmelig fjende derude«, der har tvunget museerne i en bestemt retning, understreger Flemming Friborg og trækker i stedet kultursociologen Max Weber ind i samtalen.

»I 1905 sagde han, at vi risikerer en affortryllelse af verden. I stedet for værdier, der kommer indefra, og som har en moralsk og etisk dimension, får vi en slags tidtagningens helvede. I dag sætter vi delmål på museerne og måler kvalitet ved hjælp af besøgstal. Og på dårlige dage tager vi os selv som gidsler for den tendens«.

Tilbage til langsomheden

For at give et modsvar til »tidtagningens helvede« og dets indvirkning på museet introducerer Glyptoteket nu et nyt begreb: slow. Det dækker over en museumsoplevelse, hvor man lader langsomheden råde; hvor omvisninger handler om et enkelt maleri, og hvor en kommende særophængning vil bestå af et enkelt værk, Théodore Rousseaus ’Uvejr over Mont Blanc’ (1863-67).

Dermed går magten tilbage til museets kunsthistorikere. Til fagligheden i stedet for til publikum. Og det kan tolkes elitært, men er det ikke, protesterer museumsdirektøren.

»Nej, for vi er for længst kravlet ud af elfenbenstårnet. Men hvis vi kun vil det, publikum vil, vil vi ingenting. Og hvis vi vil være noget for alle, bliver vi til sidst ikke noget for nogen«, siger Flemming Friborg. Han tilføjer:

»Vi er nødt til at sige, at der en grænse for, hvad et museum kan, ikke mindst for publikums skyld. Opråbet til museumslandskabet må være: Vær det, du er, og vær det godt, og gå i dybden«.

Arken, Louisiana, SMK og ARoS vil kunne indvende, at de sagtens kan have børne- og ungetiltag, restauranter og dj’s, fordi de jo stadig har hundredvis af kvadratmeter viet til kunsten og til de værknære oplevelser?

»Dertil vil jeg svare: Jamen, det vil jeg gerne se. Jeg spørger: Har vi indoptaget fordybelsen i kunsten som en del af vores væsen, eller har vi allokeret den i særlige rum, som er blevet reservater på museet? Hvor inviteres vi til fordybelse? Hvor findes det henne? Jeg synes, vi risikerer at gøre os skyldige i at bagatellisere eller forfladige selve museumsoplevelsen, og der taber vi både publikum og os selv«.

Men slow-begrebet kan vel også beskyldes for at være næste led i kæden af smarte greb for at lokke publikum til. I serverer for eksempel simremad i festsalen?

»Den mistanke kan man sikkert få. Der er givetvis nogle, der vil opfatte det som en gimmick. Men jeg mener, at slow-tanken har at gøre med nogle grundlæggende museumsværdier. Vi spærrer jo ikke af for verden derude, men vi har gjort os meget umage med, at samtlige indslag støtter op om Glyptotekets væsentligste kvalitet: invitationen til fordybelse«.

Vi står i den ene side af Vinterhaven ved en specialbygget trækommode. Den kan fungere som bardisk, men indeholder lige nu nogle af Carl Jacobsens private genstande. I en skuffe ligger bryggerens solide pengeklips, hvorpå beløbet 10.000 kroner er indgraveret. I en anden skuffe er hans røde fez.

Man ville kunne argumentere, at I her på museet er mere privilegerede end andre offentligt støttede museer, fordi I er selvejende og har Ny Carlsbergfondet i ryggen. Er det ikke nemmere for jer at nedsætte tempoet?

»Jo, det er selvfølgelig hovedfaren, at man vil affeje mig og sige, »Ja, ja, det dér fine sted, I kan vel nok sagtens«. Men vi henter faktisk penge mange steder fra og ikke kun fra Ny Carlsbergfondet, og mange af dem tjener vi faktisk selv. Derfor vil det pikere mig, hvis man siger: ’I kan sagtens’, for vi kan alle sammen sagtens i et land som Danmark, hvor det altid er muligt at råbe mindst én fond op til noget«, siger Flemming Friborg. Og han tilføjer så:

»Vi kan sagtens alle sammen løfte vores fag og vores museale selvtillid et par hakker op«.