Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
yoko. Har man den mindste interesse i avantgardekunsten fra 60'erne, er Tigers nye Yoko Ono-bog en interessant og ikke mindst rørende billig udgivelse
Foto: Joachim Adrian

yoko. Har man den mindste interesse i avantgardekunsten fra 60'erne, er Tigers nye Yoko Ono-bog en interessant og ikke mindst rørende billig udgivelse

Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Konceptfotobog viser fint uddrag af Yoko Ono's poetiske værker

Kan man lide avantgardekunst er 'Tiger'-bogen absolut anbefalelsesværdig.

Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Den almindelige berømthedskultur lader mig som regel kold. Folk er ikke interessante, for hvem de er, men for hvad de gør.

Alligevel forstår jeg godt, hvad der er på spil, når folk dyrker og interesserer sig for berømte. Jeg kender jo selv følelsen af at blive en smule star struck, når jeg møder en person, hvis meritter jeg virkelig beundrer.

Berømmelse er jo noget med at tillægge mennesker en særlig betydning, som man spejler sig i, når man beskæftiger sig med dem.

Jeg kan ikke undgå at tænke over fænomenet, når jeg læser Yoko Onos bog ’Conceptual Photography’.

Numsefilmen

Hun lavede i England i 1967 en lang udgave af ’Film No. 4’, der bredt er kendt som numsefilmen. I halvanden time viser den nærbilleder af 365 nøgne numser på mænd, der går. Den blev straks et skandalehit.

Dagligt var der vittigheder i pressen om filmen, og hendes avantgardevenner ville ikke længere vide af hende; de syntes, hun havde solgt ud. Man var enten mainstream eller avantgarde. Og hvis man var kendt, var man mainstream.

Da hun blev genkendt på Kings Road af unge, der råbte hendes navn, ønskede hun inderligt, at hun aldrig ville blive mere berømt end det. Hun ville miste alle sine venner og sit ægteskab med den amerikanske jazzmusiker og filmproducer Anthony Cox, et ægteskab, der ikke havde det for godt i forvejen.

Det skriver hun i bogen ’Conceptual Photography’ som en slags note til ’Film No. 4’, hvis fulde manuskript er noget kortere end noterne:

»Sæt numser sammen i stedet for underskrifter i anmodning om fred«.

Store kulturelle ambitioner

Fred fik Yoko Ono ikke og slet ikke for sin berømmelse. Hun er et af de kendteste nulevende mennesker. Dog ikke så meget for sin kunst som for sit senere parløb med John Lennon.

LÆS INTERVIEW MED ONO

Men som Trine Ross skrev i sin anmeldelse af den store udstilling på Louisiana forrige år, er det på tide, at hendes kunst træder ud af berømmelsens blændende skær og står frem i sin egen ret, for »Yoko Ono var og er faktisk en rigtig god kunstner, endda noget så sørgeligt sjældent som en konceptkunstner med masser af humor og hang til poesi«.

Det er dog ikke sådan, at man helt skal forkaste berømmelsen. For den er vel årsagen til, at en lavprisforretning som Tiger, som godt nok har store kulturelle ambitioner, men hvis koncept først og fremmest byder på store mængder og lave priser, overhovedet kan udgive en bog med titlen ’Conceptual Photography’.

Yoko Onos kunst er nogle gange det præcise prik, der rammer en stemning så rent, at en verden åbner sig

Og titlen skal bestemt læses med vægt på første del. Der er meget lidt fotografi i traditionel forstand. Til gengæld bugner den af anvisninger på værker, man selv kan skabe, og som i læsningen fremkaldes og blæses op i storformat i ens indre mørkekammer.

Indbildningskraften på arbejde

Bogen samler nogle af hendes tidligste konceptuelle værker fra 1960’erne, ’Instructions for Photography’ og ’Instructions for Films’. Og de er netop, hvad titlerne siger. Altså ikke fotografier, man kan se på, men som man kan gå ud at lave i virkeligheden, hvilket i praksis vil sige, at værket først opstår, når man danner sig sin egen forestilling om, hvordan det ville se ud.

Indbildningskraften er i høj grad den magi, som denne gren af konceptkunsten arbejder med. Det kan f.eks. tage sig ud i en kortform som et haikudigt som i værket ’Shadow Piece’ fra efteråret 1963, der i min oversættelse lyder:

»Stil jeres skygger sammen/ Indtil de bliver en/ Tag et billede af skyggen«.

Der er noget meget enkelt og konkret over Yoko Onos kunst. Nogle gange er den bare tidstypisk naivt banal, som når den postulerer, at hvad som helst udbreder kærlighed eller fred. Andre gange er enkelheden det præcise prik, der rammer en stemning så rent, at en verden åbner sig.

F.eks. ’Film No. 11 Passing’: »Se himlen fra bunden/ af en meget dyb brønd.// En sky passerer langsomt/ fra venstre til højre og forsvinder«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

YES

Man er aldrig passiv beskuer til et Yoko Ono-værk. Værket kræver som regel, at man selv deltager eller udføre det.

Hendes måske bedst kendte værk ’Ceiling Painting’ består således af en trappestige i et gallerirum. Først når man træder op på toppen af den, kan man læse, at der med små bogstaver i loftet står ’Yes’.

Værket fra 1966 er notorisk, fordi det efter sigende antændte John Lennons interessere for at lære kunstneren bag værket at kende.

’Ceiling Painting’ er ikke et ’fotografisk’ værk og derfor heller ikke med i bogen, men det er til gengæld værket ’Vertical Memory’ fra 1997, der tager kegler hos undertegnede.

Underlagt mandens blik

Her ses det samme udtværede billede gengivet 21 gange ledsaget af forskellige korte sentenser, der forandrer aflæsningen af billedet en smule.

Teksterne fortæller, hvordan en kvinde kan føle sig underlagt mænds blikke. Den nævner 21 mænd ved deres profession, og hvordan de har haft afgørende betydning på forskellige punkter i hendes liv.

Det er alt fra fødselslæger over strenge lærere til kærester, kirurger og kunstnere, der alle har haft et eller andet dømmende blik på hende. 6 kunstnere nævnes ved numre, men siderne er i øvrigt blanke, en talende tavshed, som endnu en mand, der har kastet et vidende blik på hendes kunst, Lars Schwander, skriver i sit udmærkede forord.

Den udtværede figur i det gentagede billede i ’Vertical Memory’ er en digital sammenblanding af hendes far, John Lennon og sønnen, Sean Ono Lennon.

Her formidler hun på fineste vis nogle erfaringer om at have været kvinde i en mandsdomineret verden. Da hendes lig til sidst føres ind under en mørk bue, der ligner den, hun kom til verden gennem, spørger hun bedemanden om, hvor den fører hende hen. Han svarer ikke, og som hun ligger der, føles det alt sammen meget genkendeligt. Hvor meget af livet har hun ligget ned, spørger hun.

Ikke en bog til alle og enhver

Et af de bedste manuskripter er filmen ’Woman’. Den skal skildre en graviditet. Fra opkast til fødsel. Men det skal ikke være en medicinsk film. Det skal være en poetisk film om en intelligent og sensitiv kvindes tanker og følelser under graviditeten med et lydspor af reallyde og fiktive filosofiske interviews.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det skal være en film, der ikke forskønner graviditeten, som Yoko Ono skriver i manuskriptet. På grund af forestillinger om graviditeten som det mest givende og lignende kommer nogle mødre til at hade deres afkom, når de gennemgår graviditetens uglamourøse realitet, skriver hun.

»Det skal være en film, jeg ønsker, alle piger skal se, inden de bliver gravide«.

Det er ikke en bog, jeg vil anbefale alle og enhver. Men har man den mindste interesse i avantgardekunsten fra 60’erne, er det en interessant og ikke mindst rørende billig udgivelse.

Den er timet til, at Tiger åbner sin første butik på Manhattan i maj, hvor også Yoko Ono åbner en særudstilling på Museum of Modern Art.

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • 
    Folkemødet åbner. Statsminister Lars Løkke Rasmussen holder tale. Winni Grosbøll Borgmester. 
Christian Falsnæs performenskunstner får publikum sat i gang.

    Du lytter til Politiken

    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!
    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!

    Henter…

    Kristian Madsen og Amalie Kestler udpeger ugens vigtigste politiske begivenheder. Om regeringsdannelse og om Toga Vinstue. Og møder de politikere, som ellers burde bruge tiden på at danne en regering. Samt en der gik, og en der kom.

  • Du lytter til Politiken

    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...
    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...

    Henter…

    I dag begynder fire dage med Folkemøde på Bornholm - uden den slags debatter, der normalt vækker de store følelser. På Folkemødet diskuterer man De Store Ting. Alt det, som det organiserede Danmark synes er væsentligt at snakke om. Men hvad er dét så?

  • 15.000 mennesker er ansat til at gennemse det indhold, som Facebook vil skåne sine brugere for – videoer af mord, henrettelser eller mishandling af børn. Men hvem er de mennesker, der hver dag renser ud i internettets allermørkeste sider? Politiken har fulgt to af dem. ​

Forsiden