Afsked. Krøyers sidste hovedværk 'Sankt Hansblus på SKagens Strand' fra 1906 var 14 år undervejs.
Foto: Skagens Museum

Afsked. Krøyers sidste hovedværk 'Sankt Hansblus på SKagens Strand' fra 1906 var 14 år undervejs.

Kunst

Medicinhistoriker nærmer sig opklaring af Krøyers mystiske sygdom

Den store Skagensmaler er både aktuel i ny bog, film og udstilling.

Kunst

Maleren Eduard Manet havde det, sandsynligvis. Og hans yngre kollega Paul Gauguin. For slet ikke at tale om komponisterne Schumann og Delius og violinvirtuosen Paganini. Og filosoffen Nietzsche. Måske havde forfatteren Karen Blixen det også?

Det handler om syfilis. Og i det følgende handler det især som skagensmaleren P.S. Krøyer, som måske også havde det. Eller rettere: Det har kunsthistorikere længe troet og skrevet, at han havde.

Men der er det problem med syfilis, at det ud over at være smitsomt og have tre stadier har været umuligt at diagnosticere igennem det meste af sin egen historie.

Før den tyske bakteriolog Wassermann i 1900-tallets første årti udviklede den såkaldte Wassermanntest, kunne man ikke med større sikkerhed fastslå, om en patient var smittet med syfilis, eller om han f.eks. bare havde en meget dårlig hukommelse og meget dårlige øjne.

Berømt dårligdom På Krøyers tid var man ikke i stand til at diagnosticere sygdommen. En læge vidste derfor aldrig, præcis hvad han stod over for, og han vidste heller ikke, hvordan behandlingen skulle gribes an.

Hertil kom så patientens skam og forlegenhed over at henvende sig til lægen med en kønssygdom – hvis det ellers var det, det var. Følgen kunne så være, at han alt for sent bankede på døren til lægekonsultationen.

Nu har lægen og medicinhistorikeren Ib Søgaard været i de gamle arkiver om P.S. Krøyers sygdom, som i mange tilfælde er bevarede og tilgængelige. Han har fundet journaler frem, som næppe mange har kendt til og endnu færre har læst, siden de blev skrevet med sirlig pen.

Men Ib Søgaard har. Og det, som lægen kan fremlægge efter at have konsulteret arkiverne, enten nuancerer eller modsiger mange af de historier og legender, som skagenslitteraturen er så fyldt af.

Til trods for at Krøyers sygdom er en af de mest omtalte dårligdomme i den danske kunsts historie, er det sjældent, at Krøyerbiografier skrives af mennesker med en professionel viden om alt, der ramte skagensmaleren mod slutningen af hans liv.

Men her får vi noget bedre besked om kunstnerens svingende helbredstilstand.

Genetisk arveforskud
Resultaterne af sine undersøgelser har Ib Søgaard samlet i bogen 'Krøyer – bag facaden', som derfor mere er en publikation om patienten Krøyer end om maleren. Men de to, patienten og maleren, betinger interessen for hinanden.

Krøyer var en af sin epokes mest berømmede danske kunstnere – og udadtil den mest succesrige af dem. Men hans liv i sus og dus, hele den flotte historie om medgang og berømmelse, var nok indrammet af to tragedier.

Hans liv begyndte i 'dårekisten' i Stavanger, et hjem for mentalt syge og uligevægtige, hvor hans mor var indlagt ved hans fødsel, og nogle af sine sidste år tilbragte han på Sindssygeanstalten i Middelfart.

Sygdommen, som tog kraftigt til efter århundredskiftet, og som er blevet udlagt som en venerisk lidelse, ligefrem som syfilis, var denne histories grimme bagside. Ingen har med sikkerhed kunnet fastslå, hvorfor og hvornår Krøyer blev syg.

Havde han været uforsigtig? Var det hævnen, som kom over 'et letsindigt ungdomsliv', som han selv troede? Eller var sygdommen en arvelig belastning, og skyldtes den hans mor, Elen, der i perioder gebærdede sig så utilregneligt, at hun måtte tvangsindlægges?

Ifølge denne bogs fremstilling led moderen af det, man tidligere har benævnt kronisk maniodepressiv psykose. I dag er betegnelsen 'bipolar affektiv lidelse', fordi den har to meget forskellige poler eller tilstande. Enten er man enormt aktiv, hypomanisk, eller også er man helt nede i kælderen. Sådan opførte Krøyer sig i lange perioder, især mod slutningen af sit liv.

Lidelsen er kronisk – og arvelig. Mellem 10 og 40 procent børn arver anlægget for sygdommen. Men der kan være lange perioder, hvor patienten ikke synes at være syg.

Det var også tilfældet med Krøyers mor, som frem til sin død i 1892 ikke havde flere indlæggelser. Der skal en eller anden traumatisk oplevelse, f.eks. voldsom stress eller en ægteskabelig krise, til for at forstærke anlægget og udløse en sygdomskrise.

Tabet af Marie
Også på det kunstneriske plan fik Krøyers sygdom konsekvenser. Den berørte og nedbrød hans arbejdsevne og, som tiden gik, hans syn.

Desuden havde sygdommen været grunden til, at hans kone, Marie Krøyer, født Triepcke, søgte andre græsgange. Dermed forsvandt Krøyers mest billedskønne model ud af hans billeder.

I stedet blev hun en del af den svenske komponist Hugo Alfvéns liv, uden at den forladte ægtemand reagerede voldsomt. Han bød tværtimod Alfvén velkommen som en ny ven af huset.

Tabet af Marie forenet med overanstrengelse kan have været det, der udløste den latente bombe, som Krøyer efter al sandsynlighed havde fået som genetisk arveforskud fra sin mor.

Det er den forsigtige konklusion, som Ib Søgaard når efter at have gennemgået et omfattende journalmateriale. Men han udelukker ikke, at den tragiske vending, som lidelsen tog, også kan hænge sammen med den behandling, som blev anvendt i datiden for at kurere lidelsen.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Farlig kviksølvkur
Vi ved nu, at Krøyer hvert eneste år fra 1886 og frem til i hvert fald 1904 – dvs. i næsten tyve år – blev behandlet med kviksølv, enten ved at han fik det smurt på som en salve, eller at han fik det som piller. Kviksølv var nærmest at regne for en slags universalmiddel – men med destruktive bivirkninger, som ikke alle læger dengang var tilstrækkelig opmærksomme på.

En ulykke kommer sjældent alene. Foruden besvimelsesanfaldene og de periodevise tvangsforestillinger led Krøyer af synsforstyrrelser, og de tog kraftigt til efter 1900. Også disse problemer søgte man at helbrede med en 'kviksølvsalvesmørekur'.

Mens han var indlagt i Middelfart, led han af nogle voldsomme angsthallucinationer.

Til lægen skal han have sagt: »Hør, hvor de skyder! Nu slår de min kone og min lille pige ihjel. Kongen er myrdet, der er oprør i København«. Sådanne ytringer måtte forklares, og den forklaring, som Frederik Lange gav Marie, gik på, at Krøyer led af 'melankoli'.

'Melankoli' var den tids ord for 'depression', og en sådan depression var ofte forbundet med stærke hallucinationer. Senere ville man kalde det en maniodepressiv psykose.

Til gengæld blev der i virkeligheden aldrig stillet en diagnose, som hed 'dementia paralytica', som man undertiden betegnede de sene komplikationer af en ubehandlet syfilis. Krøyer var aldrig dement. Da han blev genindlagt i 1907, kunne man læse følgende i journalen fra Middelfart:

»Han er i god ernæringstilstand, hans udseende i det hele ikke væsentligt forskelligt fra, hvad det var under hans tidligere ophold her. Han er orienteret i alle forhold, røber en minutiøs og skærpet hukommelse, for de mindste småting af sit tidligere liv og sine ophold her i anstalten«.

Det sidste tragiske bål

Men synet var ikke, hvad det havde været, og det er ikke svært at forstå den tilstand af stress og fortvivlelse, der kan ramme en kunstner, som føler, at hans øjne er ved at svigte ham.

Da Krøyer kom til undersøgelse i forbindelse med sin indlæggelse kunne øjenlægen ikke udelukke et begyndende svind i synsnerven. Det er vel, hvad der svarer til de første virkninger af en grøn stær.

Knap fire år senere kunne en øjenlæge konstatere, at synsfeltet på venstre øje var forsvundet i den øverste del af øjet, og yderligere tre år senere, i 1907, lød lægens dom: at Krøyers syn var så godt som udslukt på venstre øje.

LÆS OGSÅ

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det vil sige, at i hele den periode, hvor Krøyer kæmpede med maleriet 'Sankt Hansblus på Skagens strand', kæmpede han også med et stadig mere svigtende syn – og derudover et prestigefyldt ægteskab, som var gået i stykker. Han var trængt på alle fronter, fysisk såvel som mentalt.

Billedet blev hans sidste store hovedværk. Det var ikke bare en opsummering af alt det, der havde betydet noget for ham: skagensmiljøet, familien, kollegerne, vennerne.

Det var også en bitter og tragisk afsked, gemt bag en overflade af flammer, fest og glæde.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce