Der er intet belæg for, at man skal være gal for at være kunstner. Mange kunstnere lever i dag et roligt, regelmæssigt og civiliseret liv og adskiller sig mest fra andre samfundsborgere ved, at de trods faste udgifter kun sjældent modtager faste indkomster. Mange af dem modtager slet ikke noget, mindst af alt opmuntringer, gode anmeldelser, legater og bestillinger, og dog bliver de ved med arbejde. Som gale. Uden dog – klinisk set – at være det.
Michelangelo (ikke kun arbejdede som en gal. Målt med tidens adfærdsnormer opførte han sig også som én. F.eks. vaskede han sig aldrig. Og tøj og sko skiftede han yderst sjældent. Han kunne gå så længe i det samme fodtøj, at huden på hans fødder nærmest groede sammen med skoens materiale og derfor gik af, når han tog skoen af. Desuden havde han meget svært ved at kommunikere med andre mennesker. Det gør ikke dette store geni i den italienske renæssance til en skizofren. Men man kommer nok ikke udenom, at han var autist i svær grad.
