At kalde Michael Kvium en ener er nærmest en underdrivelse. For han har som få formået at blive noget nær folkeeje, og det selv om hans værker langtfra er fornøjelige.
Kvium har det nemlig med at vise os, hvordan vi virkelig ser ud – inde under tøjet, facaden, og hvad vi ellers kan finde på at gemme os bag. Men Kvium peger aldrig fingre ad os. Faktisk nærmest tvært imod, for i årtier har han befolket sine lærreder med mennesker, der synes at have et vist slægtsskab med kunstneren selv.




























