Når den avis, du sidder med, bringer nyheden om, at en kulturinstitution som SMK skal spare, er det i grunden ikke nogen nyhed. For det har kulturens institutioner skullet gøre med korte mellemrum. På det punkt er der ikke mere nogen større forskel mellem den til enhver tid siddende regering og den til enhver tid loyale opposition. I Danmark er der for længst sat et tværpolitisk lighedstegn mellem ansvarsfuldhed og sparsommelighed, især når spareobjektet hedder kultur.
Ifølge institutionerne selv har sparekniven efterhånden banet sig vej helt ind til benet. Kødet er allerede skåret væk, for slet ikke at tale om fedtet. Nu er det selve knoglen, der saves i. Men hverken synet eller lyden af dette næsten knogleknusende scenarie er nok til at bringe politikerne på andre tanker.
